Sandheden var ilde hørt

Af John Poulsen

Det var lidt at en sensation, da det i 1960 kom frem, at den israelske efterretningstjeneste (Mossad) havde bortført nazisten Adolf Eichmann fra Argentina for at stille ham for retten i Jerusalem tiltalt for krigsforbrydelser i Auschwitz. Først i 1978 kom det frem, at det var statsanklageren i Hessen, Fritz Bauer (1903-68), som havde givet Mossad oplysningerne om, hvor Eichmann befandt sig.

Men hvorfor Bauer gik til Mossad kom først frem langt senere. Det skyldtes, at den vesttyske regering ikke ville kræve Eichmann udleveret fra Argentina for at gennemføre en retssag imod ham i Vesttyskland. En retssag kunne blive pinlig og afsløre en del af de tidligere nazister, som stadig sad i ledende stillinger i statsapparatet, hvorfra de ikke var blevet fjernet, som i DDR.

Især frygtede regeringen og justitsmyndighederne, at der skulle komme nye og afslørende oplysningen frem om Hans Globke, forbundskansler Konrad Adenauers nærmeste medarbejder, der bl.a. havde været med til at skrive de berygtede Nürnberglove i 1935, som ramte jøderne. Det viste sig, at både CIA og den vesttyske efterretningstjeneste BND, som indtil 1958 var ledet af nazisten Reinhard Gehlen, vidste hvor Eichmann opholdt sig, men intet foretog sig.

Da BND blev klar over, at det var Bauer der havde givet Mossad oplysninger, gjorde man alt for at få ham anklaget for landsforræderi, fordi han havde samarbejdet med en udenlandsk efterretningstjeneste, men det lykkedes ikke.

BND havde sågar fremskaffet papirer fra det danske politi, som fortalte, at Bauer var homoseksuel, og hvis BDN kunne snuppe ham for omgang med en homo-prostitueret, ville han kunne blive idømt seks måneders fængsel efter en nazistisk lov fra 1937, der først blev ophævet i 1994.

I de sidste fem år er der i tysk fjernsyn blevet vist fire film om Fritz Bauer, og de følges nu af spillefilmen ”Fritz Bauer – En fjende af staten”, som er instrueret af Lars Kraume, og hvor Frits Bauer spilles fremragende af Burghart Klaussner. Den fortæller endnu engang om, hvordan man fra alle sider lagde hindringer i vejen for Bauers arbejde, ikke mindst i sagen om Eichmann. Bauer udpegede en ung jurist som anklager, fordi han var den eneste blandt medarbejderne, han havde tillid til. I filmen hedder han Karl Angermann og spilles af Ronald Zehrfeld.

Brauer havde været i koncentrationslejr i 30’erne, flygtede bagefter til Danmark og igen til Sverige sammen med de danske jøder. Han vendte i 1949 tilbage til Vesttyskland for at medvirke i opbygningen af et demokratisk Tyskland og for at deltage i et juridisk opgør med nazismen, og blev udnævnt til chefanklager i Frankfurt am Main i 1956.

Det er paradoksalt, at han i 1968 måtte udtale, at ”når jeg forlader mit kontor, betræder jeg fjendeland”. Fordi han var socialdemokrat og jøde, fik han løbende tilsendt trusselsbreve, som f.eks. kunne indeholde patroner.

Det er godt, at der nu produceres en film om denne skændige sag, og at der fo-retages undersøgelse om de tidligere nazisters virke i f.eks. justits- og udenrigsministeriet, men det er alt for sent, da de fleste ofre er døde, ligesom de millioner af tvangsarbejdere, der under krigen arbejdede i tyske virksomheder, som først nu åbner deres arkiver, så sandheden kan komme frem.