Seksstjernet Kaurismäki

Af Margit Andersen

På Carlsberg var der engang en fejemand, der var berømt på stedet, fordi han havde perfektioneret sig i den kunst at stå op og sove lænet til sin kost. I filmen ’Lys i mørket’ er der en kok, der kan det samme, dog støttet til sin slev og med en smøg i munden. På restauranten, der for at følge tidens trend er blevet lavet om til Sushi-bar, løber han tør for laks og erstatter den med saltede sild pyntet med rigelige mængder wasabi for at dække over smagen.

Hvem andre end finske Aki Kaurismäki kan finde på den slags absurde indslag i en film om en flygtning, der prøver at redde sig selv og sin søster i en næsten umenneskelig verden. Kun næsten.

Kaurismäki holder af at lave serier. Tidligere var det en finlandstrilogi, og nu er det en flygtningetrilogi, hvoraf ’Lys i mørket’ er nummer to. Den første var ’Miraklet i Le Havre’, der handlede om flygtninge fra Afrika, der via Frankrig søger til England. Her i nummer to er han vendt hjem til Finland, hvor Khaled (Sherwan Haji) fra Syrien tilfældigvis havner. Wickström (Sakari Kousmanen), der har været grosserer i herrebeklædning, er også en slags flygtning, nærmest en ”bekvemmelighedsflygtning” fra en tilværelse med et kedeligt arbejde og en fordrukken kone. Hans fordel er, at han er på hjemmebane og via sin sans for pokerspil har penge nok på lommen til at købe en restaurant.

De to støder bogstaveligt talt sammen, så hårdt at begge får en blodtud, men Wickström har bag sin bryske facon et varmt hjerte og hjælper Khaled, der skulle have været udvist til det ifølge myndighederne helt sikre og fredelige Aleppo.

Wickström skaffer ham falske papirer, et usselt logi, men dog tag over hovedet, og giver ham arbejde i sin restaurant. Han falder godt til blandt det lille personale, der tager det som en selvfølge at hjælpe en jaget mand. Ude i byen er det anderledes, for enhver racistisk bølle kan straks se, at han er ”jødesmovs” eller sådan noget. Det får han at mærke, men hvem hjælper, når det er ved at gå helt galt? Det gør selvfølgelig en flok mere eller mindre invalide og usle hjemløse. Sådan er det altid hos Kaurismäki, de svage, fattige og udsatte er udstyret med de varmeste hjerter og en indbygget sans for solidaritet.

Alle Kaurismäkis film er på en måde ens. Ens i fortællestilen, hvor absurd humor og alvorlig realisme blandes. Ens i persontegningen, som for nogles vedkommende er karikeret til stive dukker, der taler som finner, dvs. meget kortfattet, mens andre er mere naturtro. Om de er det ene eller det andet er ikke tilfældigt.

Også tidskoloritten leger han med, noget er realistisk fra i dag, mens andet er helt anakronistisk og som regel ligner noget fra 50’erne. Tilsammen er det denne filmmagers fingeraftryk, som er uefterligneligt, men temaerne er forskellige. Og er de nu også det? Deres fællespræg er i hvert fald, at de altid handler om mennesker, der af den ene eller anden grund er sat udenfor og har det svært.

Denne films tema og budskab om, hvor vigtigt det er for vores eksistens, at vi ikke mister menneskeligheden, evnen til at føle medlidenhed og medansvar for andre mennesker, leveres med en befriende humor, der gør den til en enestående fin og varm oplevelse. En seksstjernet Kaurismäki.

Lys i mørket
Manuskript og instruktion: Aki Kaurismäki
Premiere 17. august