Skip to content

Solidaritet er en sjov en

Alle skriger på solidaritet, kun få kan se sammenhængen.

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

Av, for et opslag, jeg læste, fra en sygeplejerske på Facebook. Hun var rystet over dækningen i medierne. Ikke bare mangelfuld, men direkte misvisende. Hun skrev følgende:

”Jeg er simpelthen SÅ chokeret! En ting er, at ingen af de store medier tager sig af, at vores sundhedsvæsen er i fare, og at ingen politikere tager ansvaret. En ting er at ignorere, at en kæmpe faggruppe strejker på 8. uge, og politikerne fortsat ingen løsning er kommet frem med. En ting er at undlade at skrive om en stor landsdækkende demonstration. MEN at skrive så misvisende om demonstrationen og bruge et så modløst billede, når tusinder af sygeplejersker samtidigt stod og skreg “LIGELØN” midt i skybruddet, er direkte MANIPULATION og fuldstændigt uacceptabelt!”

Hvad er odds

Sikken en lærdom hun får nu. Mange af KOMMUNISTs læsere har prøvet dette mange gange i mange sammenhænge, lige fra freds- til faglige kampe. Der skal være over 100.000 deltagere, før medier bliver tvunget til at tage det seriøst og lave en dækning. Og det er kun, fordi de er bange for at holde på den forkerte hest.

Hvis kravet går igennem, så vil medier tage æren for den seriøse politiske dækning og klappe sig selv på skuldrene. Hvis ikke går det, heldigvis for medier, hurtigt i glemmebogen, og de kan bryste sig af dækningen i demokratiets navn.  En kort gennemgang af hvordan medierne fungerer, også DR, som sygeplejersken her henviste til.

Hvad får vi ud af det

Tænk, at vores eget statsmedie fungerer sådan. Det er da ellers kun sådan, det fungerer, når det er de ”såkaldte” fjender, som Kina og Cuba. Og der kan de ellers dække en demonstration, hvor kun få personer er mødt op? Altså lægger vi disse to sammen, så får vi manipulation. Nøjagtigt som hun skrev, jeg er ked af at sige det.

Meningen er selvfølgelig at få dem, som er raske, til at glemme, at sygeplejerskerne strejker, og velfærden lider. Og de, som er syge, er alligevel vant til lange ventetider og kan fortsætte med at brokke sig.

Men hvorfor står vi ikke alle sammen på for eksempel Christiansborg Slotsplads? Fordi vi i stedet slås om bidderne af den tildelte kage. Det er menneskeligt og forståeligt, men ikke særligt solidarisk.

Hvem bakker op

Derfor har vi hovedorganisationen FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Her er 64 medlemsorganisationer, der tilsammen giver 1,3 millioner medlemmer. Man må formode, at de 1.3 mio. medlemmer ønsker højere løn. Hvorfor står vi så ikke 100.000 på slotspladsen?  Hvorfor har FOA eller HK i København hængt et regnbueflag op i solidaritet. Uden teksten: lige løn, lige værd, lige stilling?

Hvad er forskellen på at være i et kvindefag med for lav løn og så være seksuel minoritet?

Hvem står bag

EU har medlemslande, der diskriminerer både kvinder og faget sygeplejerske med at forbyde fri abort. EU har medlemslande, der forbyder fri seksualitet. EU har en finanspagt, der har opfundet budgetloven. Denne lov, sammen med Anders Fogh regeringens borgerlige politik om privatisering af sundhedsvæsenet, umuliggør en forhøjelse af sygeplejerskernes løn indenfor regionernes budget. Det kan I læse mere om i Økonomen inde i bladet.

Politikerne på Christiansborg må tage konsekvenserne af deres politik. Den danske model fungerer ikke under staten, fordi pengene er politisk bestemt. Ikke en overskudsdeling af en virksomhedsprofit. Tjenestemandsloven er som sagt en lov, og den hører også under Folketinget. Så længe regionerne ikke kan skrive skatter ud, er deres økonomi låst, hvis ikke de skal stjæle fra andre. Fjernelsen af Budgetloven derimod vil gavne alle offentlige ansattes arbejdsvilkår og deres uddannelser. Dermed vil fagene igen blive værd at søge.

Hvem vil hjælpe

Hvor ville det have været fedt, hvis Lizette fra FH gik ud og tilbød et rentefrit lån til sygeplejerskerne. Så de kunne fortsætte i evighed. Det er ikke ulovligt. Sikken et signal det ville sende. En samlet fagbevægelse klar til kamp. Så kunne man altid senere eftergive lånet. Det ville klæde Fagbevægelsens Hovedorganisation at vise, hvorfor de er til.

Hvis vi får åbnet denne kile til et tiltrængt lønløft, så ville det inspirere til flere krav, og de offentligt ansatte vil få, hvad de fortjener. Vi andre vil få et dedikeret højt fagligt personale, der gør os trygge. For alle, arbejdsløse, syge, sorte som hvide, tykke og tynde, køn og seksualitet, ung som gammel, fodboldspiller som dragqueen. Det er solidaritet.

Hvad vil vi

Vores kollektive velfærd halter. Vi har så meget råd. Vi har set, hvordan fremtiden ser ud ved at kigge på, hvordan andre lande for eksempel har måttet håndtere covid. Deres velfærd er i knæ og baseret på private forsikringer, mange ikke har råd til. Den er udsultet og mangler udstyr og penge. Dér vil vi ikke ende, men det er dér, vi på vej hen.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk