skip to Main Content

Sort kapitel i Hollands historie

Af Margit Andersen

Historieskrivning er som bekendt ikke objektiv, bl.a. fordi der foretages valg og fravalg, hvad Bart Van Es måtte erkende under efterforskningen af sine bedsteforældres liv i Holland under 2. Verdenskrig. Han havde selvfølgelig hørt om nazisternes hærgen og om modstandsbevægelsen, men det kom bag på ham at opdage, at der i forbindelse med jagten på jøder havde været et velvilligt samarbejde mellem den hollandske administration og besættelsesmagten.

I 1940 begyndte registreringen af jøder, som blev foretaget af landets egen administration, og i 1941 gik man i gang med masseanholdelserne. Ved krigens slutning havde 80% af de hollandske jøder mistet livet, og det var dobbelt så meget som i noget andet land. Årsagen var delvist, at flugt over grænserne på det tidspunkt stort set var umulig, men også den effektive jagt. Både politikorpset og et halvstatsligt foretagende kaldet Husryddelse service foretog anholdelser, godt hjulpet af enkeltpersoner, da der ligefrem var en økonomisk gevinst for angivelse af jøder: syv en halv gylden pr. hoved, udbetalt kontant.

Men i 1941 dannedes der også modstandsgrupper, som bl.a. befattede sig med at skaffe skjulesteder til jøderne og ikke mindst deres børn. Disse blev under falsk identitet anbragt hos ikke-jødiske familier, og mange overlevede på den måde. Ofte var det småbørn, som knyttede sig til plejeforældrene og omvendt, hvad der skabte problemer, da krigen sluttede. En hollandsk kommission arbejdede for, at børnene skulle forblive i plejefamilierne, mens en jødisk organisation arbejdede for, at de skulle vende tilbage til den kultur, de kom fra, også selv om deres forældre var døde.

Det er dette afsnit i Hollands historie, Bart Van Es beretter om i ”Et liv i skjul”. Han vidste, at hans bedsteforældre i en længere tid havde skjult en jødisk pige, og at hun var kommet tilbage til dem efter krigens ophør, havde afsluttet sin skolegang og uddannet sig til socialrådgiver, men på et tidspunkt blev hun totalt fraklippet i familiens historie. Hvad skete der? Den gåde vil forfatteren gerne have løst, og i 2014 opsøger han derfor pigen, Lien, der nu er en dame i firserne, og hun indvilliger i at fortælle sin historie. Det bliver til mange møder og et nært venskab, men udover det opsøger forfatteren andre vidner fra den gang og foretager undersøgelser i diverse relaterede arkiver.

At Lien ender med at blive en livsglad og harmonisk person efter en barndom i krigens skygge hos mere eller mindre kærlige plejefamilier, udsat for seksuelt misbrug i flere år og tynget af dårlig samvittighed over at være i live, når resten af hendes familie er døde, er noget af et under, men det har også krævet en stor personlig indsats og hjælp af psykologer at komme så vidt.

Bart Van Es er ikke historiker, men professor i engelsk litteratur, og bogen er ikke et tørt historisk dokument, men en spændende og velfortalt fortælling om en skæbne og om et land, der på overfladen var pænt og demokratisk, men hvor racismen lurede lige under facaden. Ligesom i dag, hvor jøderne er udskiftet med muslimer.

Bart Van Es: Et liv i skjul. Oversat af Rasmus Hastrup.
Lindhardt og Ringhof. 256 sider. 250 kroner

Back To Top