skip to Main Content

Spaniens Hans

Af John Poulsen

Den 13. april 1943 blev modstandsmanden, Hans Petersen (1910-80), bedre kendt som Spaniens Hans, som den første dømt til døden ved en tysk krigsret på Nyboder skole for at havde deltaget i en række sabotageaktioner.

Dette havde hans oldebarn, Caroline, nævnt i sin skoleklasse, og man opfordrede hende til at komme med et oplæg om det. Hun henvendte sig til sin farfar, Spaniens Hans’ søn, Per Petersen, som lå inde med materialer og viden om oldefaren. Det blev anledningen til, at Per efter mange tidligere opfordringer gik i gang med at skrive bogen ”Spaniens Hans”.

Hans blev født i 1910 lidt uden for Haderslev, som hørte til Tyskland efter 1864. Familien var dansksindet, men faderen blev ligesom 30.000 andre sønderjyder indkaldt som tysk soldat i 1. verdenskrig. Det blev han psykisk syg af, kom aldrig over det og måtte tilbringe 50 år på hospitalet.

Moderen stod nu alene med seks børn, og derfor måtte Hans forlade skolen som 14-årig for at komme i lære. Det var ikke ham, og i 1926, 16 år gammel, tog han sin cykel og drog til København. Her fik han forskellige jobs, og i en periode arbejdede han på Schous Fabrikker, hvor han blev tillidsmand, men fordi han var for aktiv med at organisere arbejdskammeraterne, blev han fyret og sortlistet inden for tekstilindustrien.

I december 1933 meldte han sig ind i DKP. Sammen med brødrene Nielsen, Harald, Johnny og Aage, tog han i august 1936 på cykel afsted til Spanien. Opholdet er tidligere indgående skildret i bogen ”Brødrene Nielsen”, så det er begrænset hvad nyt, der kan fortælles.

Da han vendte hjem i november 1938, var han stadig sortlistet, men fik arbejde som sælger for Karen Wolfs fabrikker. Fordi hans arbejde bestod i at køre rundt i byen, kunne han, efter at partiet var blevet forbudt den 22. juni, bruge det til at fordele illegale blade.

Sammen med andre spaniensfrivillige diskuterede han mulighederne for at gå i gang med sabotageaktioner, men først i september 42 gav partiledelsen grønt lys. Hans nåede kun at deltage i få aktioner, før han blev arresteret, stukket af Karl Winther, en spaniensfrivillig, der også angav Aksel Larsen. Han blev anbragt i Vestre Fængsel, men overført til tyskerne og blev som tidligere nævnt idømt dødsstraf.

Af frygt for at en henrettelse ville skabe uro, blev han benådet og fik i stedet livsvarigt tugthus og blev 13. maj deporteret til Tyskland.

Først seks måneder efter sin arrestation fik han tilladelse til at skrive. Brevene blev censureret, så han kunne ikke fortælle om de skrækkelige forhold i tugthuset, men udelukkende beskæftige sig med familie-anliggender.

Han bevarede optimismen og skrev gentagne gange ”Jeg kommer snart hjem”, men det skete først i slutningen af april 1945 med de Hvide Busser. Da de ankom til Østerport Station hoppede han af og kunne sammen med familien fejre befrielsen den 4. maj. Det tog nogen tid, før han kom til kræfter og langsomt kunne gå i gang med partiarbejdet, og i en periode var han medlem af CK, senere af kontrolkommissionen.

Det blev til en række forskellige jobs, indtil han blev ansat på K.A. Hartmans Maskinfabrik, hvor han blev fællestillidsmand. Men i 1959 måtte han standse, og herefter havde han nogle småjobs. Han døde i 1980, 70 år gammel.

Det er godt, at der er kommet en bog om en af Danmarkshistoriens anonyme helte, men desværre så sent at vi ikke kan få beretningen med hans egne ord.

Per Petersen: ”Spanien-Hans”. 100 s. 99 kr.
Kan købes i bogcafeen Ny Tid.

Back To Top