Stop for dansk krigsdeltagelse

Det er i år 75 år siden, det danske folketing på tysk opfordring enstemmigt vedtog den såkaldte ”Kommunistlov,” – ”Lov om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.” Et klokkeklart grundlovsbrud.

Klapjagten gik ind øjeblikkelig. Dansk og tysk politi i uskøn forening arresterede så mange kommunister, som de kunne få fat i. De var terrorrister, påstod regeringen og folketingets flertal. Det fik for mange en dødsdoms virkning.

Det er værd at erindre sig nu i en tid, hvor man uafbrudt taler om ”krigen mod terror,” der nu som dengang bruges til at mistænkeliggøre alle, som måtte have en anden politisk opfattelse end folketingsflertallet.

Man påstår, at Danmark er en retsstat, samtidig med at Grundloven snart ikke er det papir værd, den er skrevet på. Man forbeholder sig – efter amerikansk model – ret til total overvågning af befolkningen. Privatlivets fred er for længst en illusion.

Overvågningssamfundet er ikke et fjernt mareridt men en kendsgerning i dagens Danmark.

De største terrorister er dem, som slipper krigen løs. Danmark er en af dem. Nu har regeringen og folketingsflertallet besluttet, at Danmark skal deltage aktivt i endnu en krig – i Syrien. Og endnu engang uden det danske folk bliver hørt.

Det sker samtidig med, at flere end 60 millioner flygtninge ifølge FN er på flugt fra krig, sult og forfølgelse. Flygtningene er det synlige resultat af Vestens krige – også Danmarks.

Men politikerne har ­tilsyneladende intet lært eller forstået. Hverken af be­sættelsestidens historie eller af de sidste 15 års dansk ­deltagelse i USA’s ulovlige krige. Havde det været tilfældet, var Danmark ikke slået ind på militarismens vej, som tilfældet er. Milliarder går til nye dræbermaskiner,  nye fly, nye krigsskibe og nye tanks, som skal betales af skatteyderne.

Det sker, mens nedskæringerne hagler ned over samfundets dårligst stillede. Så:
– Vil man stoppe flygtningestrømmen, så stop krigene.
– Stop for dansk deltagelse i USA’s ulovlige krige.
– Stop for indkøb af nye fly, krigsskibe og tanks.
– Kræv alle udsendte danske soldater og officerer hjem øjeblikkelig.

Enstemmigt vedtaget på BJMFs generalforsamling
20. april 2016.