svendborgdigteStor Brecht-sæson

Af Margit Andersen

Sprængaktuel opera

Når man i dag på Det Kgl. Teaters Opera oplever opsætningen af Bertolt Brechts og Kurt Weills ”modopera” Mahagonny fra 1930, altså en opera, der skulle være helt anderledes, end hvad man var vant til, kunne man mistænke den engelske instruktør Graham Vick for at have taget sig nogle friheder i forhold til originalen. Det har han faktisk også gjort, og da historien i sig selv har så mange ligheder med vores tid, er resultatet blevet et sprængaktuelt stykke.

Fortolkningen af det er ikke entydig. Det kunne være en kritik af kapitalismen, men der foregår ikke en kamp mellem arbejdsgivere og arbejdere, og der peges ikke på nogen politisk udvej, da det går galt. Mere nærliggende kan det være at opfatte historien som en moralsk fabel om, at når anarkiet får lov til at råde, og den liberalistiske junglelov sættes i kraft, fører det til barbari.

Det er altså alvorlige sager, der er i spil, men ikke desto mindre er forestillingen et sandt festfyrværkeri med Weills utraditionelle operamusik, sangere, der kan spille skuespil, et stort antal medvirkende, lysbånd og storskærm, der sender en strøm af informationer, spøjse indfald der ikke er for sjov, og ovenover det hele oversættelsen af den engelske tekst. Man skal holde øjne og ører åbne for at få det hele med.

Scenografien er helt i Brechts ånd; vi skal ikke trylles ind i en illusion om, at det her er virkelighed, så scenen er udstyret, så den virker som en forlængelse af tilskuerrummet med stolerækker og endog den uskønne mahognibalkon.

Handlingen foregår i USA, hvor tre forbrydere er strandet med motorskade i en øde egn og ikke kan komme videre på deres færd efter mammon. Så må guldet jo komme til dem. De begynder med en bar, og det udvikler sig til den gyldne stad Mahagonny, hvor man kan få sprut, mad, underholdning og piger. Pigerne, anført af Jenny, finder her et nyt sted, hvor de kan udøve deres medmenneskelige virke, og fra Alaskas store skove kommer Jimmy sammen med nogle kammerater for at nyde livet efter sliddet. Rygtet om dette paradis spredes, og det strømmer til med mennesker, der er utilfredse med at være, hvor de var. De er gennemgående ret mørke, for efter instruktørens krav er det nogle af vores asylansøgere, der spiller de nytilkomne.

Men intet varer evigt. En tornado truer byen, går dog udenom i sidste øjeblik, og så skal det næsten tabte liv rigtig leves. Jimmy proklamerer anarki, alt er tilladt, og de der ikke kan følge med, sparker man til. Af alle rammer retsløsheden netop Jimmy. Da han ikke kan betale sin regning i baren, bliver han dømt til døden, for den største forbrydelse i Mahagonny er at være pengeløs.

Det tiltagende anarki og -alles kamp mod alle fører til byens undergang, for så længe mennesket selv er den største ødelægger, er der ikke brug for naturkatastrofer.

Operaen til 5. marts 2017

I eksil på den grønne ø

Mahagonny havde premiere i Leipzig i 1930, og forestillingen endte med tumulter anført af nazistiske elementer. Det gentog sig ved andre opførelser i landet, og dagen efter Rigsdagsbranden i 1933 forlod Brecht-familien Tyskland.

I første omgang endte flugten på Thurø, der ligger ud for Svendborg. Her havde forfatterinden Karin Michaëlis oprettet sit lille, private asylcenter for forfulgte mennesker. Foruden sit hus Torelore med tre små træhuse i haven ejede hun to andre huse, så der var plads til nogle stykker.

At Brecht-familien søgte dertil var ikke tilfældigt, for Karin Michaëlis og Brechts kone, Helene Weigel, som havde mødt hinanden i Wien, var nære venner. Familien blev installeret i Torelore i et halvt årstid, indtil den kom under eget stråtag ved Skovbostrand lidt uden for Svendborg.

Gæsterne på Thurø kom mange steder fra, nogle var politisk forfulgte, andre racemæssigt, en del både-og, men gennemgående var det intellektuelle og kunstnere. En undtagelse var gentlemantyven, Storm Nielsen, som Karin Michaëlis havde skaffet kongeligt amnesti for og derefter taget under sine vinger. Han kendte alt til dennes verdens uhæderlighed og havde derfor sikret sit træhus med et utal af låse. Det morede Brecht sig så meget over, skriver hans muse, sekretær mv., Ruth Berlau, i sine erindringer, at han blev inspireret til sammen med hende at skrive en kriminalkomedie, der byggede på den berømte tyvs historie. Stykket blev dog aldrig opført.

Om nitten af disse gæster, der for en tid fandt ro på øen, har Sine Bang Nielsen fortalt i den lille, fine bog ”Den grønne ø. Karin Michaëlis’ asyl”, som netop er genudgivet i revideret form og med et informativt forord om forfatteren og humanisten Karin Michaëlis, der ikke bare skrev og talte, men også handlede.

Sine Bang Nielsen: Den grønne ø. Karin Michaëlis’ Asyl.
83 sider. 60 kroner.
Kan bestilles hos Kirsten.Klitgaard@post.tele.dk eller kekas@mail.dk

Svendborger Gedichte nu på dansk

De seks år under stråtaget på Fyn blev arbejdsmæssigt gode år for Brecht. Her skrev han eller lavede forarbejder til flere af de teaterstykker, der stadig opføres både her og ude i verden. Men han skrev også nogle af de digte, der indgår i samlingen Svendborger Gedichte. Oprindeligt var det meningen, at den skulle være en del af en samling af Brechts værker, der skulle udkomme på det tyske forlag Malik, der var flyttet til Prag, men satsen forsvandt, da forlæggeren efter München-aftalen i 1938 måtte flygte. Imidlertid fik Ruth Berlau i 1939, da Brecht var rejst til Sverige, fat i et korrekturaftryk af den forsvundne sats og sørgede for på egen regning, at digtene udkom i Danmark, men altså på tysk.

Nogle af dem er i forskellig sammenhæng blevet oversat til dansk. F.eks. i ”Klassedigte” (Clarté 1972), og Oktoberkoret har ni af dem, med musik af Håkon Carlsson, på deres repertoire. Det er ikke digte om natur, hjerte og smerte, for de blev skrevet i en dyster tid (1926-38), hvor det for Brecht gjaldt om at afsløre ugerninger og løgne, men det betyder ikke, at de er uden poesi og omhu for sproget.

For Brecht var og blev sproget tysk, men til glæde for os andre udkommer digtsamlingen i sin helhed og for første gang på både dansk og tysk i slutningen af december.

Svendborgdigte. Multivers. Oversættelse Ulla Gjedde. Indledning ved Hans Christian Nørregård.
288 sider. 278 kroner

Digtene som teater

Også på anden vis har Svendborgdigtene fået en renæssance i år, idet Baggårds Teatret i Svendborg har lavet en teaterforestilling ud af dem, som det har opført på egen scene og turneret med rundt om i landet for at afslutte på teatret Grob på Nørrebro i december.

Da stykket således er taget af plakaten, vil vi ikke anmelde det, men nøjes med at bemærke, at det var en meget fin forestilling, der på bedste vis og i Brechts ånd kombinerede alvor, humor og musik og tegnede en rød tråd mellem dengang og nu.

Teatret har annonceret, at det vil tage stykket op igen i 2018.