Stor finsk fortællekunst

Af Margit Andersen

Den bedste historieundervisning er den, man kan få gennem skønlitteraturen, som evner at gøre fortiden mere levende end den faglige udlægning af stoffet, eller som når min gamle historielærer som noget helt naturligt sagde, at ”så kom der en rask, lille krig”. Det er ligesom ikke noget, der sætter sig i en.

Men når Kjell Westö beretter om Finlands turbulente historie i første halvdel af 20. århundrede, så gør det indtryk, for han er ikke historiker, men en eminent fortæller, der med intensitet, præcision, detaljer og psykologisk indlevelse genskaber fortiden. I 2014 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Luftspejling 38”, der foregår i 1938, men hvor dens nutid med de skingre toner fra Berlin, forbindes med fortidens opgør mellem de røde og hvide tyve år tidligere.

I 1996 udkom i Finland ”Der hvor vi gik engang”, som vi nu har fået på dansk. Her tager Westö  igen en ordentlig bid af Finlands historie, set i Helsingforsperspektiv, under behandling, nemlig tiden fra 1905 til 1938.

I 1905 var Finland en del af Rusland, men blev selvstændigt i 1917. Derpå fulgte borgerkrigen mellem socialisterne og de borgerlige nationalister, der var en ”rask lille krig”, men som i kraft af sin brutalitet satte sig langvarige spor. De røde tabte, men grusomhederne og forfølgelsen af kommunisterne ophørte ikke med krigen, partiet blev forbudt, og den fascistiske Lappobevægelse fik nærmest frit spil.
Det er den historie, der får indflydelse på personernes udvikling i denne store kollektivroman, hvor kernen er en vennekreds, der bortset fra en enkelt af dem tilhører den hvide overklasse, der bor i den ene del af byen.

I den anden del lever de fattige, en broget blanding af finner, russere og jøder, der blandt mange onder hærges af tuberkulose på grund af dårlig ernæring og elendige boligforhold, og det er her Allu, fodboldtalentet, bor. Han bliver sømand og kommunist, men det bliver hans kærlighed til fodboldspillet, der til sidst fælder ham.

Med de store linjer som baggrund væves skæbnerne sammen akkompagneret af den nye musik, jazzen, og skyllet ned med forbudstidens rigelige mængder af ulovlig spiritus. Nogle drikker for at more sig, nogle for at dulme minder fra borgerkrigen, og nogle kan bare ikke lade være. Udviklingen går stærkt. Der anlægges nye kvarterer, de første stormagasiner dukker op, selv arbejderne får indlagt vand og wc, og hestekøretøjerne afløses af automobiler.

Alt dette og meget mere bliver i forfatterens stilfærdige og humoristiske tone beskrevet, så man næsten glemmer, at det er fiktion, hvad der bestyrkes af de indlagte brevvekslinger mellem flere af personerne. Romanen viderefører på bedste vis den brede, realistiske fortællestil, hvor der gives plads både til samfundsbeskrivelse og levende persontegninger.

Kjell Westö:
Der hvor vi gik engang
Oversat af Jesper Klint Kistorp.
Batzer & Co.
700 sider. 348 kroner.