Skip to content

Svensk u-bådsjagt var psykologisk krigsførelse

Af Terje Alnes, Friheten. Redigeret og forkortet af redaktionen

U-bådsjagterne i den svenske skærgård i 1980erne fungerede som psykologisk krigsførelse, hvis hensigt var at få svenskerne til at blive mere fjendtligt stemt overfor Sovjetunionen. Hvilke paralleller ser vi i dag?

De mange observationer af fremmede u-både i svensk farvand i 1980erne blev tolket som et tegn på, at et sovjetisk angreb var ved at blive planlagt. Den svenske regering protesterede skarpt mod Moskva. Nu er sandheden om u-bådsjagterne kommet frem.

Sverige var ikke ramt af sovjetisk aggression. Derimod var de udsat for psykologisk krigsførelse, igangsat af Reagan-administrationen og sat i værk af CIA-chefen William Casey. 

Hensigten var at gøre den svenske opinion ængstelig og fjendtligt stemt overfor Sovjetunionen og at sabotere statsminister Olof Palmes planer om at føre international afspændingspolitik i form af dialog og samarbejde med Sovjet.

At skabe et fjendebillede

Vi husker nok bedst, at det var en sovjetisk u-båd, som i oktober 1981 stødte på et skær lige ved den svenske marinebase i Karlskrona. Men efter denne episode er der ingen beviser for, at sovjetiske u-både krænkede svensk farvand. Tværtimod – en hemmelig rapport, som den svenske efterretningstjeneste udarbejdede i 1987 (nedgraderet i 2001) sagde, at observationerne af fremmede u-både ikke stemte overens med dem, som Sovjetunionen disponerede over.

Det, vi nu ved, er, at USA allerede i 1970erne i al hemmelighed havde udlagt aflytningsudstyr langs den svenske kyst. Med hydrofoner kunne amerikanerne følge de sovjetiske u-bådes bevægelser i Østersøen. 

Informationerne gik direkte til ”Office of Navy Intelligence”, den amerikanske marines efterretningskontor. Italienske mini-ubåde opererede i det skjulte fra civile handelsskibe og udførte bl.a. vedligeholdelse af det amerikanske aflytningsudstyr.

I 1980erne gik u-både fra både Vesttyskland og Stor-britannien regelmæssigt ind i svenske farvande. Dette førte til en række observationer af ”fremmede” u-både. Der blev skabt det indtryk, at det var u-både fra Sovjetunionen eller Warszawa-pagten, som krænkede svensk farvand. I virkeligheden var det altså NATO-u-både.

Hensigten blev opnået. Svensk opinion blev på kort tid væsentligt mere fjendtligt indstillet overfor Sovjetunionen, og frygten for et sovjetisk angreb steg. I 1980 så 27% af svenskerne Sovjetunionen som en trussel, i 1983 var dette tal steget til 83%.

I Sverige fik denne drejning i opinionen også indenrigspolitiske konsekvenser. Da udenrigsminister Lennart Bodstrøm i 1985 rejste tvivl, om det virkelig var Sovjetunionen, som stod bag u-bådskrænkelserne, førte det til en mediestorm, som tvang ham til at gå af. På kort tid blev forsvarspolitik den vigtigste sag, mens traditionelle socialdemokratiske sager som ”velfærdspolitik” blev skubbet i baggrunden. Palmes forsøg på at føre afspændingspolitik blev effektivt saboteret.

Psykologisk krigsførelse i dag

Målet for krigsførelsen var altså både svensk opinion og den svenske regering, som på dette tidspunkt prøvede at skabe international dialog og afspænding.

I dag er Sverige i partnerskab med NATO, og u-bådsjagterne er historie. 

Hvilken historisk lære kan vi uddrage? Jo, at psykologisk krigsførelse er effektiv både overfor opinionen og mod politikere, som prøver at gå deres egne veje. Der er ingen grund til at tro, at noget lignende ikke bruges i dag, tværtimod må vi antage, at det i høj grad præger vor hverdag.

Nu kan stater lave ”Cyber Warfare” uden at efterlade sig spor eller plante spor, som skal tyde på, at det er andre stater, der er i gang. 

Påstande om at Vesten står midt i en ”hybridkrig” fremmes regelmæssigt fra NATOs side. På NATO-topmødet i Warszawa i 2016 blev det derfor vedtaget at etablere det digitale rum som et fjerde militært forsvarsområde, på linje med land, hav og luft. Vi ser med gru, at Jens Stoltenberg siger, at NATO er under kontinuerligt data-angreb fra Rusland og andre statslige aktører, og at særligt alvorlige angreb kan udløse NATOs artikel fem.

For os almindelige civilister er afsenderen af sådanne ”angreb” lige så skjulte i cyberspace som under vand. Derfor kan vi simpelthen blive ofre for psykologisk krigsførelse, både fra reelle fjender og fra ”allierede”.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk