Sverige i 50’erne

Af Margit Andersen

Naturens arter bruger forskellig tid på at udvikle et foster. Det gælder også for forfattere, og af Jan Guillous udgivelsesliste fremgår det, at han gennemgående bruger et år på at kunne barsle med en ny roman. Den seneste er sjette bind i serien om brobyggerfamilien Lauritzen og det 20. århundrede, og den er ganske velskabt og dertil overraskende.

For det første er den alvidende forfatter gået på permission og har overladt ordet til Eric, der, som søn af Hélène og barnebarn til brolæggeren Oscar, er tredje generation i familien. For det andet leger forfatteren frækt kispus med anmelderne ved undervejs at kommentere sine overvejelser og hensigter med romanen og foregriber dermed den kritik, som han forventer, vil komme.

Eric fortæller ud fra barnets og teenagerens vinkel og viden om sin opvækst og begynder i 1953, hvor han er ni år, med at fortælle om et dødsfald, der berører ham dybt. På en spiseseddel ser han til sin forfærdelse, at Chaplin er død. Heldigvis viser det sig, at han har taget fejl. Manden hedder Stalin, og det er fint, at han er død, siger Erics mor, for han var leder for kommunisterne og de er endnu værre end Sosserne.

Fejltagelsen er ikke så underlig, for Eric har aldrig hørt om Stalin, ligesom der er så meget andet, han ikke kender til, for i familien taler man helst ikke om politik. Det er ikke, fordi politik og krige ikke har spillet en rolle for den, men for husfredens skyld, og fordi meget er fortid, er det emner, som er gemt væk.

Dog ikke mere end at de undertiden dukker op af gemmerne. Ved et tilfælde opdager Eric f.eks., at hans voldelige far ikke er hans rigtige far, for det er også noget, man ikke er stolt af, men for Eric er det en gave at få at vide, at han ikke er familie med den mand.

Erics opvækst, der tidsmæssigt falder sammen med og på mange måde ligner Guillous, er i det hele taget ikke uden problemer, selv om han er født med en guldske i munden. En skilsmisse og et dødsfald medfører, at Hélène og hendes to sønner skifter fra at være overklasse til underklasse. Men netop dette fald udvikler Hélène fra at være passiv og underkuet til at blive en løvemor, der ukueligt arbejder sig op ad samfundsstigen for at skabe et godt hjem for sine drenge. Hun bliver, trods sin snobbisme og manglende sociale indsigt, bogens heltinde.

Det med klasser er et vigtigt omdrejningspunkt i fortællingen om årtiet, hvor Sverige, som er gået uskadt igennem to krige, med optimisme går i gang med at skabe fornyet velstand. Med stor detaljerigdom beskrives, hvordan der via USA udvikler sig en ungdomskultur med Coca Cola, cowboybukser og rockmusik, at der kommer tekniske vidundere som fjernsyn og opvaskemaskiner, at Ingmar Johansson bliver verdensmester i boksning, og som det helt store nummer at russerne som de første bevæger sig ud i rummet.

Det er nuet, men næste årti, hvor Eric skriver på sine erindringer, stikker også næsen frem. Det er tiden, hvor USA kaster napalm over Vietnam, og hvor Eric er blevet politisk bevidst på venstrefløjen og derfor ikke skriver om ”kødets lyst eller sjælens ubodelige ensomhed”. Det gør Guillou heller ikke, men han er en god historiefortæller, og det bliver spændende at se, hvad han barsler med næste år. Serien er planlagt til ti bind, så vi har fire til gode.

Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser.
Modtryk. 373 sider. 300 kr.