Skip to content

Syge får ret

Ny dom kan genåbne massevis af sygedagpengesager

Ny landsretsdom slår fast, at landets kommuner ikke må stoppe sociale ydelser uden at give borgere besked først. Østre Landsret har netop afgjort en principiel sag, hvor dommen slår fast, at det er ulovligt, når landets kommuner uden varsel stopper udbetaling af sociale ydelser. Det skriver Avisen.dk.

Sagen handler om en Sosu-assistent, som Køge Kommune stoppede udbetalingen af sygedagpenge til. Det på trods af, at hun stadig var sygemeldt fra sit arbejde på et bosted på Sjælland. Retten har afgjort, at kommunen handlede i strid med loven og derfor skal betale knap 30.000 kr. tilbage til sosu-assistenten.

Skal genbehandles

I følge John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet åbner dommen for, at et stort antal borgere skal have genbehandlet deres sygedagpengesager.

– Ankestyrelsen har behandlet en række tilsvarende sager, men det er kun toppen af isbjerget. Derudover kommer alle de sager, hvor kommunerne har frataget borgere sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, uden at der er blevet klaget over det efterfølgende. Så der er utvivlsomt tale om et betydeligt antal sager, der skal genbehandles, siger John Klausen.

Gal og forarget

Højesteret har i en tidligere dom fra 2015 slået fast, at det ikke er lovligt at stoppe sygedagpenge med tilbagevirkende kraft – altså uden at advare borgerne først. Det valgte Ankestyrelsen dog at se stort på, da Sosu-assistensen fra Køge klagede over kommunens behandling af hende.

Styrelsen gav hende afslag og sendte derefter hendes sag ud som principafgørelse til kommunerne, der siden december 2015 har lænet sig op ad sagen for at standse sygedagpengeudbetalinger med tilbagevirkende kraft.

Advokat Mads Pramming, der har ført sagen for FOA, undrer sig over styrelsens praksis.

– Det er mig uforståeligt, at Ankestyrelsen så gerne vil fortolke loven imod borgerne. Selv når de har fået tæsk i Højesteret, retter de ikke automatisk ind, siger Mads Pramming.

Overvejer anke

I Ankestyrelsen overvejer man stadig, hvordan man skal reagere på den nye dom.

– Vi er ved at læse dommen igennem, og derefter vil vi overveje, om vi anker dommen til Højesteret, siger Charlotte Buus Kjær, ankechef i Ankestyrelsen, til Avisen.dk.

Der er nu ikke så meget at overveje. Budskabet er klart for alle andre end Ankestyrelsen.

Måske var det en god ide for den kontrolfikserede regering at undersøge, hvordan det kan være, at Ankestyrelsen fungerer som et gummistempel for kommunernes afslag og har store problemer med at læse indenad, når der falder dom.

-Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk