Skip to content

Syge parkeres på kontanthjælp

Det er sket en stigning i antallet af sager, hvor syge tvinges fra ressourceforløb til kontanthjælp.

Det vil sige, at en borger, der netop har afsluttet et ressourceforløb, men stadig er syg, alligevel bliver parkeret på kontanthjælp.

Dette scenarie opleves ifølge Avisen.dk i stigende omfang hos Den Sociale Retshjælp, der er en landsdækkende organisation, der tilbyder gratis juridisk rådgivning til socialt udsatte.

Kontanthjælp ikke for syge

– Vi ser desværre, at flere og flere ryger på kontanthjælp efter et ressourceforløb, selvom de fortsat har meget komplekse problemer. Det er meget mærkeligt, for det må jo ikke ske ifølge lovgivningen, siger Kristian Aarsøe, juridisk leder af retshjælpens afdeling i København.

Selvom borgere er alvorligt syge, og det er slået fast, at de har en yderst begrænset arbejdsevne, bliver de alligevel af kommunen indstillet til en ‘anden indsats’. Og det betyder kontanthjælp.

Alene i foråret har retshjælpen i København haft 10 sager om borgere, som bliver flyttet på kontanthjælp efter et ressourceforløb uden at have oplevet forbedringer i deres tilstand, og der lyder samme meldinger fra retshjælpens afdelinger i Aarhus og Horsens.

Det sker på trods af, at der ifølge Kristian Aarsøe i vejledningen til Aktivloven står, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse til arbejdsdygtige mennesker og slet ikke beregnet til syge borgere.

Blæser med mel i mund

Kontorchef i Kommunernes Landsforening Henrik Thomassen har sendt en mail til Avisen.dk, hvori han gør opmærksom på, at Ankestyrelsens afgørelser er med til at fastlægge praksis.

Han henviser til to sager, hvor Ankestyrelsen har vurderet sagerne anderledes end kommunerne og præciseret, hvor der skal tilkendes ressourceforløb.

– Det skal kommunerne naturligvis fremover tage højde for i deres afgørelser på området, skriver han, men han mener ikke, at afgørelserne betyder, at kommunerne nu skal rette ind og følge dem i hver eneste sag. Der kan fortsat godt være grund til at flytte folk over på kontanthjælp:

– Her er det vigtigt at huske på, at det også er muligt at give aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere mange af de samme tværfaglige indsatser, som gives til borgere i ressourceforløb. Det betyder, at man også kan få sociale og sundhedsmæssige tilbud, når det er relevant, samt mentorstøtte, skriver kontorchefen.

Og således skal kommunernes sagsbehandlere ifølge KL-kontorchefen både blæse og have mel i munden. De behøver ikke at ”rette ind”, men blot ”tage højde” for Ankestyrelsens afgørelser – og ofrene bliver de syge borgere.

-Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk