skip to Main Content

Trier bliver til Karl-Marx-Stadt i 2018

Af John Poulsen

Karl Marx’ fødeby Trier har gennem længere tid forberedt sig på, at det den 5. maj 2018 er 200 året for Marx’ fødsel. Begivenheden markeres med at der på Rheinische Landsmuseum og Bymuseet på selve dagen åbnes to udstillinger, den ene med titlen ”Leben. Werk. Zeit” og den anden med ”Stationen eines Leben.”

Dertil kommer, at der i Karl-Marx-Museet, der er indrettet i hans fødehjem, vil komme en ny permanent udstilling. Museerne har fået tilsagn om over 400 lån fra hele verden, heriblandt kunstværker og sjældne dokumenter. De fleste udstillingsgenstande er allerede ankommet, bl.a. en samling på 247 udgaver af ”Det kommunistiske Manifest” på 59 forskellige sprog, herunder dansk. Udstillingens protektor er den tyske præsident, og forbundsdagens finansudvalg har bevilget 1,5 mio. euro til den.

På udstillingens hjemmeside www.karl-marx-ausstellung.de kan man læse mere om den.

Trier har hvert år besøg af mange tusinde kinesiske turister, som også besøger Karl Marx’ fødehjem. Det er muligvis baggrunden for, at Kina i marts sidste år tilbød byen en 6,5 meter høj statue af Marx. Et stort flertal af byrådet, inkl. CDU, sagde tak til tilbuddet, men der var også kritik, hvortil Triers socialdemokratiske borgmester svarede igen ved at udtale, at ”Karl Marx er en af byens største borgere, og vi bør ikke gemme ham væk.”

Agitationen for udstillingerne er allerede i fuld gang. Der er trykt foldere, og byens turistinformation har på deres kuverter fået påtrykt en reklame for udstillingerne.

Der er også fremstillet en Karl Marx-gaveboks, som kan købes til forskellige priser, afhængigt af, om den kun indeholder billetter til udstillingerne eller også inkluderer et hotelophold. En af ideerne med boksen er, at den kan bruges som julegave.

Back To Top