Skip to content

Ud af EU

ved EU-udvalget

Vækst!

Det går godt! Der er gang i byggeriet. Industrien kan ikke følge med. Arbejdsløsheden er på vej ned, og arbejdsgivere vil have adgang til billig arbejdskraft udenfor EU. Nu er alting relativt. Kapitalen skovler penge ind. Reallønnen kan ikke følge med, og ser man ud i det øvrige EU, er reallønnen faldet.

Er der nogen, der har glemt at fortælle de 33 millioner unge arbejdsløse mellem 20 og 30 år, at det går godt? Er der nogen, der har glemt at fortælle ”de gule veste”, at de har det godt, og at de godt kan leve af deres løn? EU’s økonomiske politik, hvor alle medlemslandes statsbudget skal godkendes af EU, fører til uværdige forhold for landenes borgere. Spørg de mennesker, der er nødt til at have 2 eller flere jobs for at kunne opretholde deres liv. Spørg de unge mennesker, der ikke kan få en uddannelse. 

Skattepolitik

Kapitalen flytter sin profit rundt mellem EU’s lande og ender dér, hvor det enkelte land forlanger mindst mulig skat. Nu er skattepolitikken, at det enkelte medlemsland bestemmer. I forbindelse med valgkampen til Europaparlamentsvalget er politikere så begyndt at komme med forslag om en fælles skattepolitik.

Med Lissabon-traktaten og det indre markeds 4 ”friheder” har kapitalen ret til at flytte sin profit, som den har lyst til. Politikernes løsning er at give mere magt til EU, ikke at forhindre, at der skal betales skat dér, hvor profitten skabes.

Brexit

Den 29. marts skulle Storbritannien have forladt EU, efter at den britiske befolkning havde stemt for at komme ud af EU. Det britiske parlament har gang på gang nedstemt den aftale, den britiske premierminister Theresa May har lavet med EU. EU har med sin arrogante holdning sagt, at skilsmisseaftalen bliver, som den er, og ikke kan ændres. Samtidig vil de britiske politikere ikke lave et ”Hard Brexit”.

Udmeldelsen er atter engang blevet udskudt. Som mange andre landes politikere vil politikere i det britiske parlament ikke høre efter, hvad deres befolkning har sagt. Der føres samtidig en mediekampagne om ”bål og brand”, hvis Storbritannien forlader EU. Denne skal gerne være med til, at andre medlemslande i EU ikke skal få den gode ide, at de ikke vil være med i Europas Forenede Stater.

Social dumping

EU-Parlamentet har vedtaget en ny vejpakke. Der er nogle få forbedringer til chaufførerne, der lever deres liv i lastbilernes førerhus i andre EU-lande. Det betyder ikke, at social dumping ikke vil forsætte. Carbotage-kørsel i de enkelte EU-lande kan stadig ske, men lastbilerne skal oftere tilbage til det land, hvor de er registeret. Det resulterede i, at rumænske chauffører demonstrerede mod vej-pakken i Bruxelles.

For chaufførerne drejer det sig om at kunne tjene en løn, så stor som muligt, når de alligevel skal leve under elendige forhold. Som modsvar til den sociale dumping er statsminister Lars Løkke begyndt at snakke om en lovbestemt mindsteløn. Der er lovbestemt mindsteløn i de fleste EU-lande, lige fra 2 euro til 8 euro eller mellem 15 og 70 kr. Med en mindsteløn vil politikerne styre arbejdsmarkedet, de er der jo ikke selv!

Ps. De philippinske chauffører, der er ansatte af Kurt Breier og arbejdede og boede i containerlejren ved Padborg, er flyttet til andre EU-lande, hvor deres forhold ikke er blevet forbedret!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk