Ud af EU

Ved EU-udvalget

Røde ører!

Som de eneste folkevalgte i EU-medlemslande havde det vallonske parlament til hensigt at overholde Lissabon-traktaten.

EU-kommissionen og Europarådet fik, efter at befolkningerne i Holland og Frankrig havde sagt NEJ til en ”Europæisk forfatning”, gennemført en såkaldt minitraktat i stedet: Lissabon-traktaten. Den er mere omfangsrig end den oprindelige ”forfatnings-traktat”, men blev besluttet uden at spørge medlemslandenes befolkninger. (risikoen for et nej var for stor).

I Lissabon-traktaten er det slået fast, at EU-domstolen altid vil være den højeste domstol, uden ”nogen over eller ved siden af”. I CETA-traktaten er der en “investerings domstol mod stater”, der skal sikre, at virksomhedernes profit ikke påvirkes af EU-medlemslandes egne almene interesser. Det må have givet ”røde ører” i EU-kommissionen, at de har lavet en handelsaftale, hvor der står, at en uafhængig domstol, med domme der ikke kan ankes, skal være over EU-domstolen, ”der ikke har noget over sig eller ved siden af”. De EU-ivrige politikere burde måske stå sammen med det vallonske parlament og rejse et krav mod EU-kommissionen ved EU-domstolen om at overholde Lissabon-traktaten og ikke lave handelsaftalerne CETA, TTIP og TiSA, der med deres “investerings domstole mod stater” er i strid med Lissabon-traktaten.

EU-økonomi!

Hvert fjerde af EU-medlemslandene har problemer med at overholde de økonomiske konvergenser, EU har sat for en fælles økonomisk politik for ”de europæiske stater”. 7 lande ud af 28 har ikke kunnet fremlægge et budget for EU-kommissionen, inden budgettet skal diskuteres i de enkelte lande, der lever op til EU-kommissionens krav. De lande: Italien, Belgien, Finland, Portugal, Slovenien, Cypern og Litauen er efterfølgende blevet pålagt at stramme de økonomiske budgetter eller at få beskåret de økonomiske midler fra EU. Specielt Italien, der er blevet ramt af jordskælv, og de flygtninge, der er ramt af EU’s krigspolitik og EU’s aftale med diktaturstaten Tyrkiet. Italiens premierminister Matteo Renzi er af den opfattelse, at der skal gøres op med Bruxelles’ egenrådige finanspolitik. Svaret er med det samme kommet fra Jean Claude Juncker, formand for EU-kommissionen, at han ”ikke kunne være mere ligeglad” med Italiens kritik af EU’s økonomiske politik.

”EU’s sociale søjle”

EU-kommissionen vil have genoplivet det såkaldte ”sociale Europa”. Det er dog dybt forankret i retorikken, hvor vækst er hovedmålet. Ved at betragte alt offentligt som produktive muligheder og få skabt mulighed for at skabe profit på alle områder skal alt være en vare.

Der skal kun være private vuggestuer og børnehaver. Private skoler eller såkaldte ”friskoler”. Uddannelser, der betales af dem, der har råd eller efterfølgende kæmpegæld. Et sundhedssystem med egen betalt forsikring. En selvbetalt ældrepleje og pension til dem, der når pensionsalderen inden de dør. EU’s sølje af sociale rettigheder skal tage udgangspunkt i ØMU’en og det indre marked, med de såkaldte 4 ”friheder”. På arbejdsmarkedet skal de økonomiske svingninger følges med tidsbestemte eller projektbestemte ansættelser. Vikarbureauer, der lejer arbejdskraft ud som daglejere og en social sikring i form af suppekøkkener.