skip to Main Content

Umenneskelig politik

Er du kynisk nok til at arbejde med mennesker?

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

Kan du huske de vilde trusler fra de offentligt ansatte, der truede med at ”arbejde efter reglerne”? Man trak lidt på smilebåndet eller undrede sig over, at det ikke var en selvfølgelighed at arbejde efter regler. Man ved som håndværker, hvornår arbejdet skal slutte, da det tager tid at pakke sammen. Værktøj skal i bilen eller på plads i værkstedet. Der skal rengøres, så sikkerhed er i orden, og det påsatte arbejde skal evt. pakkes ind og beskyttes. En indarbejdet rutine, der kan få kæmpe konsekvenser for det videre arbejde og sikkerhed, hvis disse rytmer ikke passes. Man ved på et kontor, en cafe og en fabrik, hvornår der lukkes og slukkes.

Et kald – eller et råb

Det er bare så meget mere besværligt, når man arbejder med mennesker. Vi er ikke sådan lige til at regne med. Puf– så bliver vi syge, forelskede, mister en nær, får oversvømmelse i kælderen, eller brand, indbrud, bliver fyrede og alle de andre ting, der sker hver eneste dag i livet. Og det er selvfølgelig, fordi vi er en del af naturen, utilregnelige og ikke altid til at tæmme. Derfor er arbejdet med mennesker en samfundsmæssig opgave. Det er universelt, at nogen skal gribe, når man falder. Det ved vi, og det får et kollektiv og et samfund til at fungere.  

En pædagog kan ikke stoppe med at tørre numsen på barnet eller stille barnet udenfor børnehaven, når forældre sidder fast i trafikken og kommer for sent. En sygeplejerske kan ikke rejse sig og gå midt i en behandling og sige ”Nå, du får ikke plaster på dit skinnebenssår i dag, jeg kan ikke nå det”. Eller en sosu, der siger ”Dumt tidspunkt at falde på, du må blive liggende til den næste kommer”. Politiet der siger: “Vi har ikke tid til at anholde tyven, fordi vagten er forbi”. Offentlige gør deres arbejde færdigt og overleverer. Alt andet er absurd.

Menneskers liv er nemlig ikke til at styre, trods utallige filosofier om arbejdseffektivitet. Psykisk syge, handicappede, tyveknægte og ballade-magere. Børn, unge og gamle, syge som raske, lever livet, som det kommer, og det er ikke raketvidenskab og kan heller ikke komme bag på nogen. Sådan er livet.

Pakkelegen

Men livet som faktor er ikke med i reformarkitekternes modeller. De pakker ”servicen”, ”valgmulighederne”, ”stregkodesystemerne”, ”timetildelingerne” og lign. ind i julepapir, så det ligner, at der tages stilling til de menneskelige omsorgsområder. Og politikerne køber de dyrt indpakkede ”gaver”, fordi de ikke vil sige sandheden og stå ved den. De vil ligne en julemand. 

Men efterhånden ses konsekvenserne så tydeligt med tragiske menneskeliv, som da H.C. Andersen beskrev den lille pige med svovlstikkerne. Vi kan ikke ignorere det mere. Løsninger som, ”hvis bare det privatiseres, får borgeren valgmulighed, og alt vil blive godt igen”, dur ikke mere. Vi ved, det bare er endnu en hadegave i nyt papir. Den pakke har vi fået før og stået desperat, uden kvittering, og ikke kunnet få den byttet eller pengene tilbage. Opholdssteder for børn, der misrøgtes, hjemmepleje, der går konkurs og efterlader gamle i eget lort. Psykisk syge, der begår selvmord. Unge, der bliver hjemløse osv. Vi vil ikke modtage flere gaver i den pakkeleg!

Det fælles ansvar

Ingen politikere har som konsekvens opgraderet gaverne med tilførsel af mere kompetent arbejdskraft, taget opgaven tilbage til offentligt regi, eller forhøjet løn og sikkerhed. Se, det kunne blive en dejlig jul. Som skrevet er de forklædt som ansvarlige, fordi sandheden ikke må komme frem. Budgetloven er den ene sande grund til dårlige gaver, den anden er en politisk holdning til, at det ikke er vores opgave at passe på hinanden. Den liberale økonomiske politiks filosofi er, at alle disse omsorgsområder skal skæres ind til benet, og private forsikringer og frivillighedsarbejde skal overtage. 

Samtidig står vores Statsminister med tårer i øjnene og undskylder fortidens synder for Godhavnsdrengene. I samme åndedrag har finanslovsforhandlingerne udmeldt, at der ikke er ”råd” til at afskaffe den gensidige forsørgerpligt, som rammer så mange mennesker på kontanthjælp, dagpenge osv. Dilemmaet for politikerne er at få det hele til at hænge sammen, da der er brug for os på arbejdsmarkedet, så nogen skal jo så passes. 

Det gør ondt

Det er utroligt hårdt og gør til tider rigtigt ondt at se og mærke mennesker blive tabt, som man ved kunne have fået et værdigt liv. Det må så bearbejdes gennem stresskurser og mindfuldness for at man skal kunne ”cope” alle disse daglige skæbner, som man tager med hjem i kroppen. 

Ensomheden er vokset vanvittigt, da alle sociale tiltag er sparet ned til næsten ingen ting. Det gælder bla. handicappede, unge, gamle og syge. Hvad er det vi byder hinanden? Hvad er det for politikere som ikke i byråd, regioner og på Christiansborg ransager og rydder op efter disse fejltrin? 

Kald nu på os, fagbevægelse, handicaporganisationer og partier i folketinget, så vi samlet kan lægge de nødvendige pakker under juletræet i år. For de allerhårdest ramtes skyld, for det er jo det, julen handler om.

Politikerne står nu og føler sig gavmilde over at give penge til støjisolering af huse i Skrydstrup, der har været så uheldige at få de dyre larmende og forurenende krigsfly som nabo. Så kan de sidde i hvert deres hus og blive ensomme, mens lyden fra velfærd og omsorg brændes af uden for deres vindue.

Back To Top