skip to Main Content

Væveropstanden i Schlesien

Af John Poulsen

I foråret 1844 opstod der sult og nød i de tyske byer, hvor der var hjemmevævere, fordi der fra England kom billigere og billigere varer, som var fremstillet på maskiner.

Værst var det i Schlesien, hvor væverne blev udpint både af godsejerne og af de købmænd, som købte deres arbejde. Når arbejderne strejkede for bedre levevilkår, blev de slået ned af politiet og hånet med, at hvis de sultede, så kunne de bare spise græs.

Resultatet blev, at væverne i byerne Peterwaldau og Laugenbien gjorde oprør i begyndelsen af juni. De forlangte højere løn, men det blev afvist, hvorefter de stormede købmændenes huse og smadrede indboet. Hurtigt voksede modstanden til 3.000 deltagere, og for at imødegå urolighederne rykkede militæret ind i byen.

Det kom til kamp mellem demonstranter og militær, og på et tidspunkt blev der givet ordre til at skyde på mængden. Elleve blev dræbt og 24 hårdt såret. Der kom yderligere militær, og væverne flygtede op i bjergene, men mange af dem blev arresteret. 38 blev stillet for retten og flere blev idømt hårde fængselsstraffe.

Der var tale om en spontan og ikke en organiseret opstand, og der blev heller ikke stillet nogen politiske krav, men kun lønkrav. Opstanden gjorde stort indtryk på Karl Marx, og han beskrev den som det, der markerede den tyske arbejderbevægelses fødsel.

Opstanden og litteraturen

Opstanden gjorde også et stort indtryk på mange andre. Lige så snart digteren Heinrich Heine (1797–1856) havde hørt om den, skrev han digtet ”Væverne”. Det blev første gang trykt i avisen ”Vorwärts”, der udkom i Paris den 10. juli.

Digtet tog ikke kun fat i udbytningen af væverne, men vendte sig også imod autoriteterne – Gud, konge og fædreland – og blev derfor forbudt i Prøjsen. På trods af forbuddet blev 50.000 eksemplarer af digtet uddelt i det område, hvor opstanden havde fundet sted.

På dansk udkom det første gang i 1890 i Jeppe Aakjærs oversættelse og i 1937 i Harald Herdals.

Avisen ”Vorwärts” redaktør var Karl Marx, som efter at han var flygtet til Paris i december 1843 havde fået et nært venskab med Heine, et venskab der holdt indtil Marx blev udvist fra Frankrig i 1845. De sås næsten dagligt og diskuterede tit deres arbejder. Der er ingen tvivl om, at Marx også har diskuteret ”Væverne” med Heine.

Opstanden og billedkunsten

En anden kunstner, som blev påvirket af opstanden, var grafikeren og billedhuggeren Käthe Kollwitz (1867–1945), der den 26. februar 1893 var i teatret til uropførelsen af Gerhart Hauptmanns (1862–1946) skuespil ”Væverne”.

Det foregik ved en lukket forestilling for medlemmerne af ”Freie Bühne”, da stykket i 1892 var blevet forbudt og derfor ikke måtte vises ved offentlige forestillinger. Det gjorde et stort indtryk på hende og blev en milepæl i hendes arbejde. Hun gik straks i gang med at lave det første udkast til det, der senere skulle blive den grafiske serie ”Væveropstanden”. Det blev til i alt 6 litografier og raderinger, skabt i perioden 1893 til 97.

Serien blev vist på en stor udstilling i Berlin i 1898 og blev så stor en succes, at udstillingskomiteen indstillede hende til den lille guldmedalje, men det modsatte Kejser Wilhelm II sig. Hans holdning var meget godt udtryk for de vilkår, kulturen levede under i Preussen, hvor teaterforeningen ”Freie Bühne” i 1895 var blevet forbudt, fordi det for at omgå censuren viste forbudte stykker ved lukkede forestillinger. Foreningen, som var stiftet i 1889, havde vist en række moderne stykker, bl.a. Ibsens Gengangerne, der også var blevet forbudt.

Men kort tid efter udstillingen i Berlin blev den grafiske serie vist i Dresden, og kobberstiksamlingen der købte trykkene, og Kollwitz fik Sachsens lille guldmedalje. Hermed fik hun sit gennembrud, og serien er siden blevet et af hendes mest kendte arbejder.

Opstanden og teatret

Hauptmann, der fik Nobelprisen i litteratur i 1912, var selv schlesier og kendte derfor til opstanden, og stykket betragtes som højdepunktet i hans forfatterskab.

Det opføres stadig overalt i Tyskland, og på det seneste har der været tale om aktualiserede udgaver, som er blevet godt modtaget. Det bliver ligeledes stadig genoptrykt. På dansk udkom det i 1895, endda i to oplag, og året efter blev det opført på Dagmarteatret.

Væverne

Af Heinrich Heine

I disse dystre øjne ingen tåre,
de sidder ved væven, truende, hårde:
Tyskland, vi væver din dødningedragt
fuld af forbandelser, had og foragt –
vi væver, vi væver!

Forbandet den afgud, vi søgte i nøden,
i vinterkulden og hungersnøden;
forgæves hans hjælp vi ventet har,
han har bedraget os, holdt os for nar –
vi væver, vi væver!

Forbandet kongen, kongen for de rige,
han sørged kun for sig og sine lige,
ham raged det aldrig hvad ondt vi led,
som gale hunde han slog os ned!
vi væver, vi væver!

Forbandet den falskhed med fædrelandet,
dér trives skændsel, skam og intet andet,
i dette mudder kan intet gro,
her hersker alene dødens ro –
vi væver, vi væver!

Mens skyttelen flyver, væven tar fat,
væver vi ivrigt dag og nat,
Junker-Tyskland, din dødningedragt,
fuld af forbandelser, had og foragt!
vi væver, vi væver!

(Oversat af Harald Herdal)

Back To Top