Velfærd skal fremtidssikres

Af Boris Jelstrup Andersen

Det er formentlig længe siden, at forårets solskinsdage har været ledsaget af så klar og så blå en himmel som i år. Årsagen er naturligvis at finde i den delvise nedlukning af samfundet, som har bevirket et markant fald i klimagas- og partikeludledningen, ikke mindst fra privatbilismen. 

Dertil ser vi for tiden kun ganske få af de kondensstriber, som store højtflyvende passagerfly efterlader sig og som normalt resulterer i et tyndt lag af dis. 

Man ved i dag, at kondensstriberne bidrager til den globale opvarmning, da de medvirker til at reflektere varmestråling tilbage mod Jorden. Måske havde mange af os glemt, hvordan himlen kan se ud uden. 

Trods de åbenlyse miljømæssige gevinster er det, uanset om man er ansat i rejsebranchen eller i et andet erhverv, ikke rart at se det lukket ned, i og med det kan betyde en nedgang i indtægt, eller i værste fald en afskedigelse. Også erhverv, der ikke er påtvunget nedlukning, rammes indirekte grundet den manglende efterspørgsel på varer og ydelser, som er en følge heraf. 

Køb og betal

For at afbøde de negative økonomiske konsekvenser af Corona-epidemien formanes vi af økonomer og af politikere til at gå ud og købe noget, at bruge flere penge. 

Heri ligger det tragikomiske: at meget af omfordelingen under kapitalismen er betinget af et hovedløst forbrug, om det så drejer sig om køb af ny bil, nyt tøj, før end det gamle er slidt op, en ny og større fladskærm, den seneste smartphone eller en anden eller tredje ny elektronisk dims. 

Epidemien har tydeliggjort, at vi lever under paradoksale samfundsforhold, hvor mange menneskers eksistensgrundlag ikke trues af manglen på goder, der kan produceres, men derimod af, at disse ikke kan købes og forbruges hurtigt nok. Vi skal hastigt købe og smide væk uanset miljø- og klimamæssige omkostninger. 

Trods den delvise nedlukning skorter det ikke på basale fornødenheder som f.eks. fødevarer eller gas, vand og el til vores boliger. Der er rigeligt med ressourcer til, at ingen behøver at mangle det mindste. Heller ikke de lønmodtagere og små selvstændige, hvis erhverv direkte eller indirekte rammes af nedlukning. Det naturligvis forudsat at værdierne fordeles rimeligt og dermed f.eks. ikke, som det er tilfældet, uddeles til virksomheder, der ikke betaler skat i Danmark. 

Stift gæld

Alligevel serveres præmissen om, at økonomisk kollaps kun kan undgås ved gældstiftelse som en fundamental sandhed, og at vi derfor må forvente magre år forude. Men det er ikke præciseret, hvem det er, vi i så fald stifter gæld til? Ingen journalist spørger til, og ingen af vores politikere vil uddybe, hvem det er, der har noget til gode, når det her er overstået? 

Svaret er, at kapitalist-klassen, trods statslige redningspakker, ikke er blevet sikret sin sædvanlige profit, og at arbejderklassen nu, som ved tidligere kriser, bliver pålagt denne byrde. 

Hvis ikke vi siger fra, kan det derfor nemt ende med flere nedskæringer på det offentlige, reallønsnedgang og/eller nye angreb på vores sociale og faglige rettigheder. Dette evt. for at betale af på en eller anden abstrakt gæld til EU’s Centralbank eller en anden spekulationskasse.

Profit på pause

Epidemien har ikke ødelagt vores produktionsapparat. Det er fuldt intakt. Kun har dele af det været sat på pause, uden at det har medført mangel på essentielle varer. Forskellen fra en normal kapitalistisk krisesituation, hvor købekraften i befolkningen ikke modsvarer prisen på de producerede varer, er her blot, at købekraften for mange er tilstede, men at den grundet omstændighederne ikke i tilstrækkelig grad kan anvendes. 

Modsat de borgerlige økonomers påstand er der derfor ingen grund til, at vi skal acceptere nogen som helst forringelser af vores velfærd, og da slet ikke for at godtgøre profitmageres tab på fravær af et, i øvrigt miljø- og klimabelastende, overforbrug.