Frygtens politik

[KOMMUNIST 4-2026] Én ting går igen og igen i det politiske landskab: frygt.

Vi skal være bange. For der er mange farer, der lurer ude i den store verden. Om det er Putin, Trump eller præstestyret i Iran er egentlig ikke så vigtigt, så længe der hele tiden er noget at være bange for. Og løsningen på alle disse trusler er naturligvis den samme: oprustning.

Historien viser et tydeligt mønster: Når frygt bliver den dominerende politiske følelse, bliver det lettere at skabe opbakning til oprustning og militarisering.

Budskabet gentages igen og igen: Oprustning er ikke et politisk valg – det er en nødvendighed for at skabe sikkerhed i en usikker verden.

Fortællingen er blevet et grundvilkår i vores tid, og netop derfor er det vigtigt at udfordre den.

Historisk har frygt ofte spillet en central rolle i perioder, hvor stater mobiliserer befolkninger til store politiske projekter – ikke mindst militær oprustning. Når samfund fremstilles som truede, bliver det lettere at samle opbakning til drastiske beslutninger. Spørgsmål om prioriteringer, alternativer og konsekvenser træder i baggrunden, fordi situationen fremstilles som akut.

Når først den fortælling slår rod, ændres den politiske debat. Oprustning fremstår som ansvarlig politik, mens kritik og tvivl fremstilles som at gå fjendens ærinde.

Vi ser igen i dag hvordan sproget om trusler fylder mere og mere i den politiske debat. Militærbudgetter vokser, nye våbensystemer planlægges, og krig omtales i stigende grad som den eneste mulighed i Europa.

I Danmark har det allerede betydet historiske stigninger i militærudgifterne. Det betyder, at milliarder flyttes fra vores velfærd over til oprustningen – noget enhver ansvarlig regering må gennemføre.

Ingen har interesse i, at frygten bliver den dominerende politiske fortælling?

Ingen vinder på at oprustning fremstår som den eneste løsning?

Perioder med militær oprustning begynder ikke med krig. De begynder med en fortælling om, at krig er uundgåelig.

Faren er lige uden for døren

Men frygten stopper ikke ved verdenspolitikken.

Også herhjemme bliver vi konstant mindet om de farer, der angiveligt truer samfundet. Vi skal være bange for kriminalitet, terror, radikalisering og såkaldt “anti-demokratisk” adfærd. Frygten bliver til racisme og fylder mere og mere i den politiske debat, og den bliver flittigt brugt i valgkampe.

Gang på gang præsenteres nye forslag om indskrænkninger af vores grundlæggende rettigheder – herunder forsamlingsfriheden og ytringsfriheden – med den begrundelse, at det er nødvendigt for at beskytte os mod dem, der vil os det ondt. Det er værd at minde hinanden om, at vi ikke bør frygte hinanden – men snarere de politikere, der bruger frygten som politisk redskab.

/Sine Bilfeldt