Afrikas århundrede?

Imperialismen er i færd med at miste sit greb om ”det globale syd”, herunder ikke mindst Afrika, og det skal genoprettes, siger ny dansk strategi

Af Henrik Stamer Hedin, en del af formandskabet i DKP

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Afrika er det næststørste af klodens kontinenter. Det er måske også det rigeste fra naturens hånd. Hvorfor er det så det fattigste?

Imperialismen! siger vi, og det er også rigtigt. Men der er en forhistorie – en forklaring på, hvordan imperialismen kunne få det greb om Afrika, som den fik.

Da det i løbet af middelalderen blev muligt at krydse Sahara, havde det hidtil isolerede sorte Afrika ingen handelsvarer af interesse at tilbyde. Men Afrika havde guld og masser af det, og rygtet om det guldrige land syd for ørkenen nåede hurtigt både Arabien og Europa.

Slaveriet

Nu er guld som bekendt penge, så at eksportere guld svarer til at betale sin import med penge i stedet for med eksport af varer. Det betød, at Afrika reelt stadig stod uden for vareøkonomien og den udvikling, den fører med sig. Bedre blev det ikke, da en anden ”vare” mod middelalderens slutning kom i centrum: Slaver.

At eksportere slaver er direkte destruktivt for et lands udvikling.

Det arbejdende menneske skaber det merprodukt, som kan omsættes i investering og innovation. Mange lande, ikke mindst afrikanske, eksporterer i dag deres arbejdskraft, Men migrantarbejderen kan dog sende penge hjem; det kan slaven ikke. I bytte for slaver fik de afrikanske konger brændevin og våben, som de brugte til at føre krig med hinanden og skaffe flere slaver til eksport. Hele denne svikmølle nedbrød de afrikanske samfund.

Kolonialisme

Derfor stod Afrika forsvarsløst, da den europæiske kolonisering satte ind ved midten af 1800-tallet, og i løbet af en enkelt generation var stort set hele verdensdelen delt op mellem kolonimagterne Stor­britannien, Frankrig og Portugal (foruden et par stykker, der tidligt blev kørt bagud, således Danmark). Det holdt i godt hundrede år, hvor det varede længst.

Kolonimagterne var hverken interesserede i guld eller slaver, men i råvarer og afsætningsmarkeder. Det betød, at Afrika nu omsider kom ind i markedsøkonomien, og selv om det stred mod kolonimag­ternes interesser, kom en udvikling i gang, der i løbet af nogle generationer gjorde det muligt for kolonierne at tilstræbe og vinde uafhængighed.

Det skete for de flestes vedkommende omkring 1960. Kun i de portugisiske besiddelser varede kolonialderen længere, til ind i 70’erne.

Neokolonialisme

Når imperier bryder sammen, leder det i reglen til revolutioner. Det skete ikke i Europa – bortset fra Portugal.

Grunden var, at mens Portugal klamrede sig til sine kolonier og blev smidt ud af væbnede frihedsbevægelser, havde de to andre store kolonimagter tidligt set, hvilken vej det gik, og tilstået deres kolonier formel uafhængighed samtidig med, at de selv bevarede den reelle kontrol og fastholdt de tidligere kolonier i et afhængighedsforhold som leverandører af billige råvarer. Også den fase er nu ved at være slut.

Bedst lykkedes operationen for Frankrig, som i over et halvt århundrede har fastholdt sin position som de facto kolonimagt i store dele af Vestafrika og holdt landene dér nede i et neokolonialt afhængighedssystem.

Det bryder sammen i disse år. De militærkup, vi ser i Niger og andre vestafrikanske lande, er udtryk for en frihedskamp, der tager denne form, fordi Frankrig effektivt havde forhindret fremvækst af civile organisationer, der kunne have stillet sig i spidsen for kampen.

De bydes derfor også velkommen af befolkningerne. Det samme gør Ruslands og Kinas stigende engagement i afrikanske forhold. Hvorfor dette engagement ikke betyder, at Rusland og Kina afløser Frankrig (og Storbritannien) som nye de facto kolonimagter, er der gjort udmærket rede for i et interview med den russiske forsker Irina Abramova i majnummeret af dette blad.

Den ”nye” strategi

Hele denne udvikling er selvfølgelig en kilde til frustration i det EU, som har taget de gamle kolonimagters plads – også i Danmark.

Det er baggrunden for, at den danske regering har lanceret en ny Afrika-strategi, Afrikas århundrede. Ifølge den skal Danmark og de andre EU-lande holde op med at ”moralisere” og f.eks. blande sig i Ugandas politik over for seksuelle minoriteter for i stedet at søge et ligeværdigt, forretningsmæssigt samarbejde med de afrikanske lande. Ad den vej håber man at kunne puste nyt liv i det neokoloniale system, som ellers er på vej ud.

Ligeværdighed lyder jo godt. Men det, det i virkeligheden drejer sig om (og det indrømmer udenrigsministeren også i sine vidtløftige udtalelser til pressen), er, at ”Vesten”, dvs. imperialismen, er i færd med at miste sit greb om ”det globale syd”, herunder ikke mindst Afrika, og det skal genoprettes.

Det vil næppe lykkes med denne ”nye” strategi. Imperialismen – USA og EU (med Danmark) – står i stigende grad isoleret i verden.