Bevar Martin Andersen Nexøs mindestuer
Af Dennis Kristensen, formand for Martin Andersen Nexø-fonden
Forsvar kulturarven mod historieløsheden
[KOMMUNIST 8-9 2026] For nylig blev jeg med en venneflok guidet rundt i Medicinhistorisk Museum på Sønderborg Sygehus af en pensioneret overlæge. Han fortalte engageret om sygehusets historie fra oprettelsen som tysk marinelazaret i 1911. Det blev omstillet til et dansk, statsligt styret hospital efter genforeningen i 1920 og overdraget til amtet efter kommunalreformen 1970.
Museet er indrettet i de tilbageblevne bygninger fra det oprindelige marine-lazaret, søgt holdt i den oprindelige stand, og drives af en forening af frivillige, mens sygehuset – og dermed Region Syd – står for bygningerne mv.
Martin Andersen Nexøs mindestuer i farezonen
Lige dér i omtalen af konstruktionen af museet minder det om mindestuerne for forfatteren Martin Andersen Nexø. Mindestuerne i hans barndomshjem i Nexø på Bornholm er ganske vist noget mindre. Men der er en afgørende forskel i økonomien.
Det medicinske museum har så at sige sygehusets budget og organisation i ryggen, og adgangen er gratis.
Martin Andersen Nexøs Mindestuers drift finansieres derimod først og fremmest af entreindtægter fra besøgende, kontingent fra foreningens medlemmer og tilskud fra forskellig side, herunder et årligt driftstilskud fra Bornholms Regionskommune på 27.000 kr. Dette driftstilskud er desværre nu kommet i farezonen.
Bornholms Regionskommune er økonomisk presset, og administrationen har fået til opgave at udarbejde et inspirationskatalog til politikernes forhandlinger om næste års budget med forslag til mulige besparelser og aktivitetsudvidelser. Og det er her, at Mindestuerne er kastet op i luften.
Nexø, Skjoldborg og Aakjær og det folkelige gennembrud
Martin Andersen Nexø stod sammen med kollegerne Johan Skjoldborg ogJeppe Aakjær i spidsen for det såkaldte folkelige gennembrud i litteraturen omkring år 1900, og han betegnede sig selv og de to andre som de mest fremtrædende forfattere, der havde taget stilling ”for en ny verdensorden” i dette gennembrud.
”De var alle tre vogterdrenge som børn og har en stærk sans for naturen, de drager det brændende tidsspørgsmål – proletarbevægelsen – ind i kunsten, tager konsekvent parti for proletariatet og behandler alligevel deres stof efter rent kunstneriske principper. Og de tager alle tre ivrigt del i proletarernes kamp – som folketalere, journalister, organisatorer.
Skjoldborg har vakt husmændene til klassebevidsthed; Aakjær skildrer landarbejdernes elendighed og har skrevet smukke kampdigte for underklassen; Andersen Nexø skildrer bønder, fiskere og søfolk – og frem for alt den klassebevidste industriarbejder i hans kamp. Alle tre har de en stor produktion bag sig og næppe noget andet land kan vel i dag opvise en så kraftig og målbevidst social digtning som Danmark.” (Martin Andersen Nexø: Den danske Litteratur! Krabbesholm Højskole ved Henrik Yde 1986)
Elsket og udskældt
Martin Andersen Nexø har gennem tiden været både populær og upopulær. Han bliver som oftest rost til skyerne for de store romaner ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn” samt hans erindringer, og skældt hæder og ære fra for hans politiske udvikling, der gik fra Georg Brandes’ radikale, over Thorvald Staunings socialdemokrater til Aksel Larsens kommunister. Der var næppe nogen af partierne, der fandt ham nem at tøjle med partidisciplin og partiprogrammer.
Til tider blev der også set skævt til ham for hans brug af virkelige personer med digterisk frihed i sine romaner, og hans med alderen til tider noget barske kommunikation med folk, han var uenig med.
Men det må være indiskutabelt, at han blev en af dem, der på fremragende vis gennem sine romaner skildrede en af Danmarkshistoriens store omvæltninger set fra neden: Overgangen fra landbrugsland til industrisamfund.
Kulturarv kontra historieløshed
Så vidt jeg kan aflæse det politiske landkort, er væksten i gruppen af superliberale unge, som bygger deres politiske holdninger på ”mig, mig, mig” – ud over sikkert en del andet – også et udtryk for manglende indsigt i eller bevidst fravalg af viden om vores grundlæggende kulturarv som samfund.
Netop manglende indsigt i eller bevidst fravalg af viden om fortiden på godt og ondt skaber historieløshed. Dens største faldgruppe er gentagelse af fortidens fejl eller manglende anvendelse af indsigt skabt gennem historien. Derfor kan intet samfund i mine øjne i længden overleve udbredelsen af historieløshed i befolkningen.
Forhåbentlig holder de bornholmske politikere fast i, at ”viden er mere end magt” og yder et lille bidrag mod historieløsheden ved at afvise, at droppe driftstilskuddet til Martin Andersen Nexøs Mindestuer og dermed risikere, at nøglen til forfatterens barndomshjem må drejes om én gang for alle.
Martin Andersen Nexøs Mindestuer, Ferskesøstræde 36, Nexø. Åbent man.–lør. kl. 13–16 indtil 16.10.

