Budgetloven kvæler det lokale demokrati

[KOMMUNIST 10-2026] Det er budgettid i landets 98 kommuner. Bag lukkede døre, i udvalgsværelser og på rådhusene kæmper kommunalpolitikerne i disse uger om at få enderne til at mødes. Der skal findes penge til børnene, de ældre, socialområdet, klimaet, vejene og alt det andet, borgerne forventer, at kommunen tager ansvar for.

Men én ting er sikkert. Det er ikke kommunalpolitikerne alene, der bestemmer.

For selv om vi taler højtideligt om det kommunale selvstyre, er virkeligheden, at kommunernes økonomi i høj grad er spændt fast af statslige regler, aftaler og sanktioner. Budgetloven er blevet en økonomisk spændetrøje, der gør det vanskeligere at omsætte lokale valg til reel politik.

Det grundlæggende problem er ikke, at kommunerne skal holde orden i økonomien. Selvfølgelig skal de det. Problemet er, at et system, der er skabt for at sikre national økonomisk disciplin, samtidig begrænser det lokale demokrati.

Hvad er meningen med at stemme på et lokalt parti eller en bestemt borgmester, hvis politikerne efter valget får at vide, hvor meget de må bruge?

Forestil dig en kommune med penge på kistebunden, et dokumenteret behov for flere hænder på ældreområdet og et politisk flertal, der ønsker at investere i folkeskolen. Alligevel kan svaret blive nej. Ikke fordi pengene mangler, men fordi den samlede kommunale økonomi skal passe ind i en national ramme. En national ramme, der vel at mærke er baseret på en neoliberal tankegang. 

Kommunalpolitikerne må sige fra

Vi kræver, at kommunalpolitikerne tager ansvar. Men når de forsøger at gøre noget ved problemerne, møder de et system, hvor økonomisk handlefrihed er begrænset ovenfra.

Når budgetterne bliver presset ind i et nationalt regneark, bliver langsigtede investeringer let tabere. Forebyggelse, bedre normeringer, digitalisering og tidlige indsatser kan koste penge i dag, selv om de kan spare samfundet for langt større udgifter i morgen.

Budgetloven er en sovepude for Christiansborg, hvor man kan sige: “Kommunerne må prioritere.”

For hvad betyder “prioritere”, når der samtidig er sat et loft over, hvor meget der må prioriteres?

Kommunerne får med aftalen mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen for 2027 et løft af servicerammen. Det er positivt. Men det ændrer ikke ved det principielle problem. Vi har skabt et kommunalt selvstyre, hvor den vigtigste forudsætning for at føre lokalpolitik, pengene, i vidt omfang reguleres centralt og ikke kan bruges til at udvikle og udbygge vores fælles velfærd. 

Stil et nyt spørgsmål

Derfor bør spørgsmålet ved årets budgetforhandlinger ikke kun være hvem, der skal spare? Det bør være: Hvorfor har vi indrettet systemet sådan, at lokale politikere ikke får større frihed til at beslutte, hvad borgernes penge skal bruges til?

Hvis vi virkelig tror på det kommunale selvstyre, er tiden kommet til at give kommunerne mere end ansvar.

De skal også have friheden til at bruge det til gavn for vores fælles velfærd.

/Minka