Christine Swane – en ener i dansk kunst

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 10-2026] Endelig har maleren Christine Swane (1876–1960) fået den store retrospektive udstilling, som hun har fortjent. Det er sket i anledning af 150-året for hendes fødsel og den åbnede på Johs. Larsen Museet i Kerteminde, hvor hun blev født og tilbragte sin ungdom. Nu er udstillingen kommet til Nivågård, så også sjællænderne har mulighed for at opleve denne ener i dansk kunst, som også i dag virker moderne.

Allerede som barn tegnede og malede hun opmuntret af sin bror, Johs. Larsen, og hendes første maleri var ”Hus” fra 1887. Hun fik sin første undervisning i 1897 hos Viggo Johansen i København og ­bagefter hos Fritz Syberg i Fåborg. 

Fra 1898–1901 frekventerede hun Kunstakademiets skole for kvinder, men hun holdt op, fordi familien havde brug for hende derhjemme, og det passede hende for øvrigt godt, da hun var meget utilfreds med undervisningen.

I 1903 og årene derefter sendte hun arbejder ind til Charlottenborgs Forårsudstilling, men fik dem afvist, og først i 1907 lykkedes det endelig at komme igennem. Til Fåborg Museum, som åbnede i 1910, blev der indkøbt tre værker af hende, som siden er vokset til seks. 

I begyndelsen var hun forankret i fynboernes naturalisme og malede blomster­motiver ligesom Anna Syberg og Alhed Larsen, men efterhånden ændrede det sig under påvirkning af Karl Isakson, Sigurd Swane, som hun var gift med fra 1910–20, og Harald Giersing, og i tyverne fandt hun sit eget originale udtryk. 

I 1930 udtalte hun, at ”jeg holder mest af det nye, som kommer frem. Kubismen har især haft betydning for mig”, dog blev hun aldrig fuldt ud kubistisk, men den mærkes tydeligt i hendes arbejder. 

Hendes motiver var stadig opstillinger, landskaber, interiør og i mindre omfang blomster og portrætter. 

I 1926 begyndte hun at arbejde med ler og tog de følgende år undervisning i keramik på Kunstindustrimuseet. En del af motiverne på hendes keramik var forud for tiden, hvad det abstrakte angår. I slutningen af tyverne malede hun ikke meget pga. arbejdet med keramik, og det var svært igen at finde et udstillingssted, fordi hun ikke længere var så kendt. 

Men i 1931 havde hun en soloudstilling i Studentersamfundet, og anmelderne roste hende, og herefter åbnede dørene sig igen. Hendes egentlige gennembrud fik hun med udstillingen i Kunstforeningen i 1935, og i 1936 blev hun medlem af Grønningen som den første kvinde. Her udstillede hun hvert år indtil 1960 og solgte godt. Til udstillingen i 1939 skrev Otto Gelsted i Arbejderbladet, at ”hun har dokumenteret sig som en af dansk malerkunsts sikreste og stærkeste kolorist.” 

I 1942 fik hun Eckersberg Medallien, og to år efter kom hun på finansloven. I 1948 fik hun til opgave at udsmykke Damsøbadet på Frederiksberg. 

Christine Swane døde i 1960, og interessen for hende dalede, men den vendte tilbage efter en soloudstilling i 1988 på Hjørring Kunstmuseum, og det resulterede i flere udstillinger og bogudgivelser.

Til denne udstilling er udkommet en bog med en række interessante artikler og med mange illustrationer. Den kan anbefales, ligesom udstillingen. Det er også muligt at se Christine Swane på Hirsch­sprungs udstilling ”Fynboerne – Kunsten frem for alt!”, der varer indtil 24.2.27.

Nivågård Malerisamling: Christine Swane. En mangfoldig ener. Slutter 31.1.27. Derefter kan den ses på Ribe Kunstmuseum 12.2. til 17.5.