Skip to content
Nuestra-America_flotille_Cuba
En international koalition af sociale bevægelser, fagforeninger og humanitære organisationer har organiseret ”Nuestra América”-flotillen. En konvoj af skibe sejlede gennem Caribien og skulle efter planen nå Cuba den 21. marts med mad og medicin.

Cuba kæmper

[KOMMUNIST 4-2026] Truslerne mod Cuba stiger støt og har nået et nyt niveau. Den amerikanske regering forsøger at sulte den cubanske befolkning gennem en ulovlig flådeblokade. Kollektiv ”straf” af en nation, der ikke har begået nogen forbrydelse. 

Cuba har brug for olie. Øen modtager støtte fra Kina inden for vedvarende energi, men det dækker langtfra landets behov.

Flotille på vej

Den amerikanske olieblokade er direkte årsag til, at en international koalition af sociale bevægelser, fagforeninger og humanitære organisationer har organiseret ”Nuestra América”-flotillen. 

En konvoj af skibe sejlede gennem Caribien og skulle efter planen nå Cuba den 21. marts med mad og medicin. 

”Vi forbereder os på at sejle til Cuba af samme grund som vi forsøgte at bryde den israelske flådeblokade af den besatte Gaza-stribe. Vi vil vise, at solidaritet kan krydse enhver grænse og ethvert hav, og budskabet til den cubanske befolkning er, at de ikke er alene”, siger initiativtagerne. 

Fra flere lande er der politisk støtte. Det gælder det britiske parlamentsmedlem Jeremy Corbyn, medlem af det Progressive Internationale Råd. Han udtaler, at den amerikanske blokade i over seks årtier har forsøgt at kvæle det cubanske samfund – et land, der trods ubarmhjertigt økonomisk pres har opbygget et stærkt sundhedssystem. 
Et land, der har en forventet levealder, der er sammenlignelig med eller højere end USA’s. 

Andre tilhængere af initiativet omfatter den demokratiske amerikanske ­kongreskvinde Rhashida Tlaib, Barcelonas tidligere borgmester Ada Colau og den colombianske kongreskvinde Maria Fernanda Carrascal fra Pacto Histórico-alliancen. Ada Colau udtrykker håb om, at konvojen kan være gnisten til en global bevægelse, der er stærk nok til at få verden til at afslutte blokaden. 

Der opfordres til at gøre d. 21. marts til International Dag for Cuba med demonstrationer foran USA’s ambassader. 

En række af lande verden rundt sender nødhjælp til Cuba i solidaritet. Et af landene er Mexico, der nu har leveret 800 tons nødhjælp med basale fødevarer til øen. Præsident Claudia Sheinbaum har lovet nye forsendelser. Hun har dog bekendtgjort, at råolie ikke var en del af hjælpeleverancerne, da Mexico ikke ønsker at bringe sine handelsforbindelser med USA i fare. I følge kilder fra ambassaden i Havana overvejer Rusland i den nærmeste tid at sende råolie og olieprodukter som humanitær hjælp. 

Cuba under pres

Flere medier rapporterer, at USA forbereder anklager mod ledende cubanske politikere og medlemmer af kommunistpartiet. Anklagemyndigheden i Miami undersøger påståede forbrydelser som narkotikahandel eller vold, der kan tjene som yderligere sanktioner mod landet – eller et påtvunget regimeskifte, som det er set i Venezuela. 

Fra amerikansk side spekuleres der i private investeringer i Cuba, og USA har stillet i udsigt, at de vil reducere presset, hvis den cubanske regering vil indgå i økonomiske liberaliseringsreformer, der giver amerikanske virksomheder indflydelse i nøglesektorer af den cubanske økonomi som energi, turisme, bankvæsen og telekommunikation.

Den cubanske journalist Michel Torres skriver om den nuværende situation: De gør vores liv sværere og sværere, og alligevel er vi her i live. Måske løber vi snart tør for brændstof, men Cuba vores ø den fortsætter med at bevæge sig.

Man kan ikke slå ideer ihjel.

 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk