Dag Solstads sidste lykkelige punktum

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 10-2026] Dag Solstad (1941-2025) fik i 1994 sit internationale gennembrud med romanen ”Generthed og værdighed” og regnes i dag for en af Norges største samtidsforfattere. I efteråret 1925 udkom hans sidste roman ”Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerte ved tidens rasen”.

Den er således afslutningen på et stort forfatterskab, og at den først udkom efter hans død, var med velberåd hu og efter aftale med hans kone, da han ikke ønskede at opleve kritikkernes omtale af den, de kritikere som efter hans mening i alt for høj grad dyrkede skønlitteraturens underholdningsværdi.

I begyndelsen kaldte han værket for en skønlitterær, selvbiografisk artikel, der var beregnet til at fylde 200 sider, men han endte med at kalde det en selvbiografisk roman, og omfanget blev til gengæld kun på godt 100 sider. I fire måneder skrev han løs om sin barndom, om det han huskede, eller mente at huske, om hukommelsens rolle i hvordan vi skaber vores liv, om fortrængninger, der pludseligt åbenbares og om alt det fra barndommen, der havde haft betydning for hans forfatterskab.

En vigtig ting for ham, både personligt og i forfatterskabet, var en opdagelse han gjorde, da han var 10-11 år gammel. Han fandt ud af, at han var kommunist og forstod, at det var noget, han skulle gå stille med i forhold til familien, ikke mindst til faderen, som han var nært knyttet til. Forældrene havde en købmandsbutik, men den gik konkurs, og faren døde af kronisk astma i 1953. Moren arbejdede i en skotøjsbutik i en nærliggende by, og forholdet til hende var ikke det bedste, da hun led af dårlige nerver og plagede familien med sine raserianfald.

Når Solstad allerede i den alder var optaget af politik og valgte side, skyldtes det, at han tidligt lærte at læse og var videbegærlig, hvad alt det der foregik ude i den store verden angik, og gennem aviser og radioen holdt han sig orienteret. Nogen indflydelse havde det nok også, at han blev ven med en dansk håndværker, der havde lejet et kælderværelse i nærheden, og som var kommunist. Da han nåede skelsår og alder, blev han medlem af AKP (Arbeidernes kommunistparti, marxist-leninisterne), hvad der har spillet en rolle i flere af hans bøger. 

På de få, men tætskrevne, sider får man et indtryk af efterkrigstidens Norge, der var præget af krigsopgøret i den grad, at det gik helt ned til skolebørnene, hvor han oplevede at en kendt nazists søn blev plaget. Da en anden elev forsvarede ham, stod Dag uforstående over for det, mens han fandt det helt i orden at samme dreng havde forsvaret ham selv, da han af en eller anden grund blev mobbet. 

I det omfang erindringen slår til, og fortrængningerne kommer op til overfladen, berettes om den barndom, der formede ham, og hvor aksen er dilemmaet med at føle sig som kommunist og dermed, ud fra barnets synspunkt, at være en forræder over for sin far ved at holde det hemmeligt for ham. Meget af det, der berettes om her, har han holdt for sig selv, også over for sine nærmeste, men i denne, hans sidste bog, der for ham er blevet en roman om lykken, er han endelig blevet i stand til at fortælle om det, for dens fremtid overlader han til sin kone. 

Dag Solstad: Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen. Oversat af Anne Matthiesen. Gyldendal. 108 sider. 200 kroner