Dagbog fra nytteaktivering

Af Sine Bilfeldt

[KOMMUNIST 6-7 2026] En spændende ny verden har åbnet sig for mig. 

Tre måneder i kontanthjælpssystemet åbner nemlig for helt nye tilbud, som man både har ret til at få og pligt til at tage imod, f.eks.: nytteaktivering. 

Optimistiske (læs: tvungne), dukkede vi ca. 20 personer op på nytteindsatsen på Sydbanestien til intromøde til de næste 13 ugers nytteaktivering. 

Søde mennesker, meget ihærdige jobkonsulenter og exceptionelt dårlig kaffe med mælkeerstatning i pulverform – så ved du bare, at du er landet det rigtige sted! Du kunne mærke, at hårene rejste sig på alle deltagernes arme af bar’ spænding over, hvad vi mon skulle i gang med i den kommende tid.

Vi gik derfra efter et par timer med anvisninger til, hvor og hvornår vi skulle stå klar hver dag de næste 13 uger – med et sæt neongult arbejdstøj, en hængelås og et navneskilt til skabet. Idéen om at man skal arbejde for sin ”løn” er jo egentlig god nok, men jeg havde dog mine bekymringer på forhånd, for ville jeg tage arbejde fra andre, der kunne få en overenskomstmæssig løn? Jeg kan kaldes for meget, men grænsen går ved “løntrykker”! 

Et skridt frem og to tilbage

Det var heldigvis ikke noget problem, for jeg kan godt afsløre, at i nytteaktivering laver man nogenlunde ingenting, så der er ikke den store risiko for at stjæle arbejde fra nogen. 

Dagens program var således: 8.30 – stå ret i neongult arbejdstøj. 8.32–8.50 – gå til arbejdsstedet. 8.50–9.30 – vent på at arbejdslederen dukker op (Heldigvis er der mere dårlig kaffe med mælkeerstatning i pulverform, imens man venter). 9.30–10.15 – i to hold af 7 personer – saml affald op på den præcis samme rute, der er blevet samlet på dagen før (læs: gå og glo ned i jorden i tre kvarter). 10.15–10.30 – pause. 10.30–11.15 – tør bænke og borde af. 11.15–11.30 – pause. 11.30–12.15 Riv. (hvad skal vi rive i? ”Der er noget græs derovre, bare riv!”). 12.15–12.30 opsamling og derefter fri et kvarter før tid, fordi vi var så flittige. 

Fra Jobcentrets side er jeg selvfølgelig også blevet vejledt grundigt i muligheden for henholdsvis erhvervspraktikker eller løntilskud. Det vil jeg da undersøge nærmere. 

For mig ville et løntilskudsarbejde betyde en forhøjet indtægt på kontoen hver måned (læs: bistandshjælp), og for firmaet der ville ansætte mig, ville det betyde en arbejdskraft til halvdelen af deres normale udgifter til løn. På den måde får jobcentret fred for mig i op til 6 måneder og de stakkels virksomheder kan få dækket lidt af deres lønudgifter – det er jo ikke nemt at være kapitalist i dag, skal man huske på!