Demokrati eller demokratur?

[KOMMUNIST 4-2026] Mens valgkampen frem mod 24. marts rasede med overbud af gyldne løfter, slog selve fundamentet revner. Det er en afgørende konklusion fra Magtudredningen 2.0. 

Flere og flere holder sig til deres egne ekkokamre på de (a)sociale medier, samtidig med at dagspressen har trange kår, og at de mest troværdige medier (DR og TV2) ikke spiller samme rolle som førhen. 

Desuden ses et faldende medlemstal i de politiske partier (ca. 2,5% er politisk organiseret). 

Endelig skal vi ikke overse, at kravene til opstilling af partier uden for Folketinget er vanskelige at opfylde. Men magtfuldkommenhed er bedre end magtesløshed, som Mette Frederiksen udtalte på Socialdemokratiets sommergruppe­møde i 2022. Vi ser således en ekstrem centralisering af magten på alle felter.

Kunne uddelegering af magt gå an?

Er det tilfældigt, at 20% af befolkningen ikke har stemmeret til folketinget, eller at goderne er så ulige fordelt, at nogle opgiver at gøre sig gældende? 

Nej, det er det ikke. Vi er ikke født ind i en verden, hvor alle kan udnytte ressourcer og levne nok til at dække andres behov. Vi fødes tværtimod ind i en verden, hvor alle ressourcer er fordelt på forhånd. De fattige har ikke fri adgang til ressourcer – ressourcerne ejes af andre, og ejerskab beskyttes af regeringen. 

Derfor er omfordeling kun en kompensation for de riges ensidige, regeringsgaranterede magt. Spørgsmål: hvorfor er det regeringens pligt at beskytte privat ejendom og at omfordele smulerne fra de riges bord? Hvorfor skulle regeringen kun have forpligtelser over den ene del af borgerne? Hvad med det store flertal? Valgkampen satte trods alt noget fokus på det! 

Demokrati i Danmark er begrænset. Af pengemagten, som truer med at flytte, hvis de skal betale 0,5% i skat af en formue over 25 millioner kr. (= investeringsstrejke); af mediemagten, der i stigende grad ejes af en håndfuld milliardærer og i øvrigt ligger under for den herskende klasse (= boykot af ytringsfrihed); af finanskapitalen, der spekulerer internationalt (= kasinokapitalisme). 

End ikke det ­begrænsede borgerlige demokrati og kapitalisme går ikke hånd i hånd. Demokrati og sikring af personlig frihed, social ansvarlighed ved at omgås magt vil sige at anerkende, at reelt demokrati kun kan betyde at inkludere alle mennesker. At respektere, at mennesker uanset klasse, køn, etnicitet, religion og alder betragtes som sociale aktører, som både er socialt kompetente og socialt relevante. Det er kernen i klassekampen.

Vi kan heraf udlede følgende: demokrati er ikke en selvfølge, så længe mennesker ikke oplever det som deres eget og ser sig selv som aktive i den politiske proces.  

NRJ