Der er et alternativ – kæmp for socialisme

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 2-2026] Venezuela, Grønland, Iran er de nyeste kaospunkter i verden. Det er ikke engang slut i Syrien, Afghanistan, Palæstina eller Ukraine, – det fortsætter. 

Respekten for FN’s folkeret synes kun at gælde, når det passer ind i egne interesser. Engang var FN noget, man var stolt af. Nu ser vi en person som Mogens Lykketoft, tidl. formand for FN, der virkelig satte sin lid til organisationen, sidde målløs i dag over, hvor magtesløs organisationen fungerer. 

Men regeringerne er selv ude om det. Danmark har ikke været særlig solidarisk med andre lande, som er blevet krænket på folkeretten. Først nu, hvor USA kræver territoriel udvidelse med Grønland, kan stemmen findes frem. 

I den sammenhæng skal det lige siges, at Danmark sidder i FN’s sikkerhedsråd som repræsentant for de små lande, og man kan jo undre sig over, at vi ikke har hørt et pip om USA’s krænkelse og ulovlige blokade over for lille Cuba. Nu står vores statsminister selv og har opdaget, at små lande slet ikke er beskyttet af nogle universelle love.

Ingen lov om fred

En udbredt påstand er, at den nylige imperialistiske fremfærd med Trump som bannerfører har “ødelagt international lov”. Det hviler på en falsk præmis. At en sådan lov nogensinde har eksisteret som en bindende, neutral ramme over imperialismen, har aldrig fundet sted. 

Fra et marxistisk-leninistisk synspunkt er denne påstand ikke en detaljefejl, men en fundamental ideologisk illusion. Imperialisme har aldrig været begrænset af international lov. Tværtimod har det, der kaldes “international lov”, altid været et sekundært produkt af imperialistiske relationer, som kun blev tolereret i det omfang, det tjente monopolinteresser, og kasseret, når det ophørte med at gøre det. 

Det nuværende øjeblik, som er præget af åbne traktatbrud, foragt for institutioner og uforbeholden tvang, signalerer ikke en ændring i udbytningen, men en ændring af den ideo­logiske form, hvorigennem udbytningen tidligere blev administreret.

Be’ om

Regeringen kan slet ikke forstå, at selvom den på Danmarks bekostning har været artig og gjort mere, end hvad der forlanges, ja så kom der hverken et guldur eller en medalje. Danmark kan åbenbart ikke bruges mere. 

Selv om Danmark fik lov til at betale mindre til NATO, fordi vi havde afgivet Grønland til USA’s militær, så forhøjede vi prisen. Danmark gennemførte amerikanske baser i Norden. Danmark støttede også militære invasioner, der i den grad overskred den såkaldte folkeret. 

Lov er derfor ikke en universel moralkodeks. Det er et politisk instrument, som ikke kan adskilles fra statsmagt og klasseherredømme. Hvad loven gør nationalt for den borgerlige stat, gør såkaldt international ret globalt for imperialistiske magter: Den legaliserer dominans, stabiliserer udnyttelse og forklæder tvang som orden.

Der findes ingen overstatslig autoritet, der står over klasser og stater. Der findes kun kapitalismens verdenssystem og på dets højeste stadie imperialismen, hvor vi er nu.

Verden fordeles

Lenins mesterværk ”Imperialismen, kapitalismens højeste stadium”, er den afgørende teoretiske ramme. Imperialisme er ifølge Lenin ikke blot aggressiv udenrigspolitik, men en strukturel fase af kapitalismen, som defineres af monopoler, kapitaleksport og opdeling af verden mellem stormagter. Inden for dette system kan traktater og juridiske rammer ikke være stabile eller bindende. Som Lenin demonstrerede, er aftaler mellem imperialistiske magter intet andet end midlertidige våbenhviler mellem krige.

Og endnu mere bestemt skriver han: “Fredelige alliancer baner vejen for krige, og vokser til gengæld ud af krige; den ene betinger den anden og frembringer skiftende former for fredelig og ufredelig kamp på ét og samme grundlag af imperialistiske forbindelser og relationer.”

Alene denne erkendelse gør ideen om en permanent, regelbaseret international retsorden under imperialisme teoretisk umuligt. Hvis aftaler blot er våbenhviler, så er love blot en øjeblikkelig krystallisering af magt.

Krigen kommer

International lov begrænser ikke imperialismen; den registrerer dens midlertidige balance. Det er vi vidner til lige nu. EU er bundet op på amerikanske våbensystemer og deres baser, og en ny undersøgelse viser, at kun 16% af EU’s befolkning ser USA som deres allierede. Av, for et dilemma politikerne imellem. Alliancer brydes, når interesser går på tværs, og befolkningerne er de første, der mærker afsavn. Det ser vi i skellet mellem rig og fattig verden over. Krigsøkonomien eskalerer, mens velfærd forsvinder.

På mit TV sagde Pelle Dragsted (EL), at der bør sendes europæiske soldater til Grønland. Det er ikke socialistisk politik at ofre menneskeliv for at beskytte en kolonimagts territoriale interesser. Ingen skal være kanonføde for krigs­industrien. 

Det er særligt tragisk på baggrund af, at værnepligt træder i kraft 1. februar i år. Vores børn risikerer at blive sendt i krig og dø. Det er ikke i arbejderklassens interesse at skulle kæmpe som soldater i nationale eller europæiske hære for at beskytte storkapitalens profitmuligheder. 

Vi må afsløre krigens væsen, gå på gaden, sige fra og kæmpe for solidaritet befolkningerne imellem. For vores klodes skyld.