Det, der sker i Syrien i dag, er klassebaseret
Interview med Kemal Okuyan, formand for det Tyrkiske kommunistparti TKP

Du delte et langt opslag på sociale medier i dag, hvor du sagde ‘Det, der sker i Syrien, er klassebaseret’. Hvad mener du helt præcist med klasse?
– Vi har i årevis sagt, at det fænomen, der kaldes imperialisme, ikke kan reduceres til USA’s aggressive og ekspansionistiske udenrigspolitik. Imperialisme er et fænomen specifikt for kapitalismens monopolstadium. I denne forstand rummer ethvert kapitalistisk land en imperialistisk tendens i sig selv.
– Kapitalistklassen er ekspansionistisk, invasiv og konfronterende i sidste ende i konkurrence med andre kapitalistiske grupper eller magter. Det er dog ikke alle kapitalistiske lande, der har evnen til at realisere dette. Det kræver økonomisk, politisk, militær og ideologisk magt. USA’s overherredømme kan være rystet, men det er endnu ikke kollapset.
– Det angriber og udvikler nye alliancesystemer for at bevare sit overherredømme. Der bliver dannet nye alliancer imod det. Men så længe disse alliancer er baseret på kapitalistisk udbytning, kan de ikke være permanente, de kan ikke gavne milliarder af fattige mennesker, der lever på jorden. Alliancer, der er baseret på kapitalistisk udbytning, betyder konflikt og krig.
Syrien

– Det er de multinationale monopoler, der vil bryde Syrien i stykker, som vil udnytte Syriens ressourcer, som ønsker at øge deres egen evne til at mobilisere. ‘Stormagternes’ monopoler, som i dag ser ud til at være på modsat side, vil stille og roligt blive involveret og også tage deres del af de nye balancer, der vil opstå.
– Mod denne udvikling kan kun et system, baseret på en socialistisk økonomi, forene alle religiøse grupper og etniske opdelinger, sikre befolkningens tillid og styrke Syrien. Der står Syrien ikke. Over for angrebene fra USA og de regionale reaktionære kræfter er Syrien blevet tvunget til at stole på hjælp fra fremmede magter. Men de fremmede magter har trods alt deres egne interesser. Uden et klasseperspektiv vil forsvaret af Syrien ikke lykkes. Dette gælder for alle lande.
Er der ikke en modstandsfront i Mellemøsten? En, der omfatter Palæstina, Syrien, Libanon, Iran. Også støttet af Rusland…
– Det findes. Imidlertid er det indre stof på denne front løst, svagt og modstridende netop af de klassemæssige årsager, jeg har nævnt. Dens styrke er de ‘populistiske’ tendenser, der gør sig gældende i nogle dele af denne modstandsfront og erstatter en kritisk venstrefløj. Dens svaghed er, at den forsøger at finde en plads til sig selv i det nuværende verdenssystem og leder efter en måde at nå til enighed med USA på.
Iran
Er det ikke verdens virkelighed? I sidste ende bliver man nødt til at indgå en aftale med USA på et tidspunkt. Er det ikke aftalens indhold, der har betydning?
– Selvfølgelig er det det. Men det, man repræsenterer, er vigtigt. Se på Iran, som er i skudlinjen. Det er derfor, det forsøger at forsvare sig selv. Men det system, der er i Iran, som ikke stoler på folket, er afhængigt af sine egne herskende klasser og har ringe magt til modstand.
– Selv hvis man ikke ser på spørgsmålet fra et klasseperspektiv og reducerer det til spørgsmålet om ‘nationen bliver angrebet’, er Iran svagt, fordi systemet ikke er afhængigt af folket. I Iran er kvindernes situation, at der ikke er demokrati… Over for dette er den iranske regerings forsvar at anklage alle, der kæmper for deres rettigheder, for at være spioner. Lyder dette ikke bekendt?
Syrien er selvfølgelig ikke Iran, det var i hvert fald et sekulært land, men problemet er det samme. Kapitalismen er dårlig i sig selv og en katastrofe i forhold til forsvaret af nationen.
Fremmede interesser
Tilbage til Syrien. Kommer der en aftale?
– Processen er stadig i gang. Ud fra det, der er sket indtil videre, kan vi dog sige følgende: I flere måneder har der været tale om en aftale, der involverer Ukraine og Syrien. Forhandlinger mellem USA og Rusland har været i gang på visse niveauer.
– Det ser ud til, at Israel, Storbritannien og Tyrkiet tog et skridt sammen, før Ukraine-spørgsmålet overhovedet var på bordet. Syrien har de facto været delt i lang tid. Nu ved vi ikke, om disse tre eller endda fire dele vil blive til en ny status quo, som alle anerkender, eller om et Israel/USA/Tyrkiet-kompromis, der omfatter Damaskus, vil skabe et løst, men såkaldt forenet Syrien?
– Men hvad jeg kan se er, at Rusland vil give alle mulige indrømmelser i Syrien for ikke at bringe en aftale i Ukraine i fare og i øvrigt for at ‘komme overens’ med USA.
Tror du, at Rusland solgte Assad?
–Nej, det tror jeg ikke. Putin-administrationen greb ind i Syrien for at beskytte sine egne interesser. Nu trækker de sig i tråd med samme interesser. Uden tvivl spillede Rusland i praksis en positiv rolle i Syrien i et stykke tid. Men kun op til et punkt. Der er ingen principper i kapitalismen.
– Assad sagde med rette i sin tid “hvorfor skulle jeg mødes med en, der har tropper i mit land”. Det, han tog fejl af, var den svage grund, som han stod på. Uden et socialistisk system til at forene det arbejdende folk, det store flertal af befolkningen, er der grænser for, hvor længe man kan opretholde magten på basis af ”hjælp” fra et eller flere kapitalistiske lande.
Tyrkiet
Hvad kan man sige om Tyrkiets rolle, også over for kurderne?
– AKP (Erdogans parti) legitimerede sine neo-ottomanske politikker og åbnede plads for dem ved at pege på ‘terrortruslen’ af ‘sikkerhedsmæssige’ grunde. En plan hvor AKP siger til USA ‘Forlad SDF (kurdisk ledet gruppe) og lad os designe regionen sammen’, og derefter siger til SDF ‘Forlad Tyrkiet og lad os designe regionen sammen’.
– Heldige imperialister! Erdogan inkluderer dem, der ønsker at løse et problem i deres eget land med opfordringen om “lad os forene os, lad os designe regionen sammen for at løse det kurdiske problem”, og dem, der støtter dette.
– Ethvert samarbejde med imperialismen er dårligt, uanset hvem der gør det, punktum. Så simpelt er det, der er intet men. Der er ikke noget forsvar af hjemlandet med en NATO-tankegang og markedsøkonomi. Vi vil snart se, med hvilken appetit køen til investeringer og plyndring i det sønderdelte Syrien vil blive organiseret. Og hvilke lande vil stå forrest i den kø, tja…
– Til sidst vil jeg gerne sige en ting mere. Tyrkiet er allerede et land i alliance med USA. Vi er desværre medlem af NATO. Men regeringens nye alliance med Israel viser, at alliancer er midlertidige for egen vindings skyld. Og her fører de en fælles krig i nabolandet og giver ingen forhåbninger om fred.
Interviewet er fra den landsdækkende nyhedsportal oda.tv Oversat af redaktionen.