Det socialistiske Albanien set indefra
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 10-2026] Ved et besøg i den gode boghandel Tranquebar faldt mit øje på en bog fra 2021, der så interessant ud, men havde bevæget sig under min radar. Det var den, og derfor denne noget sene omtale af den.
Forfatteren, Lea Ypi (født 1979), er albaner, men arbejder i dag som professor i politisk teori ved London School of Economics. Bogens titel er ”FRI” med undertitlen ”At blive voksen ved historiens afslutning”, og i den fortæller hun om sin opvækst i 1980’erne og 90’erne i Tirana. Det er således både et personligt erindringsværk og et historisk tidsbillede.
Det er barnet og teenageren Lea, der fortæller om sit, i det store og hele, trygge og gode liv sammen med forældrene, en lillebror og ikke mindst den fransktalende farmor, der altid er en klog støttepille, når der opstår vanskelige situationer. Hun trives også godt i skolen, bortset fra lidt smådrilleri på grund af hendes efternavn og franskprægede sprog. Den første store sorg, hun oplever, er i 1985, da Onkel Enver (Hoxha) dør, for han var jo børnenes ven.
Familien er dog præget af, at forældrene har radikalt forskellige holdninger og værdier, og af at der er så meget gådefuldt i dens historie. Som at farmor var alene med sin søn i 15 år, fordi hendes mand skulle gå på universitet et fjernt sted. Og så er der det med forældrenes dårlige ”biografier”, der bl.a. betød, at de godt nok fik en universitetsuddannelse, men ikke lige den, de havde ønsket sig.
Hun undrer sig også over, at hun ikke kan få dem til, efter hans død, at indramme et billede af Onkel Enver, der kan stå på fjernsynet.
Og så er der noget med religion. I det gamle Albanien respekterede folk hinandens trosretning, men i det socialistiske Albanien har man slet ikke brug for den slags. Det er kun kapitalisterne, der har brug for en gud til at skyde skylden på, når noget går galt. Men indimellem dukker der i familien noget op i den retning, som fejes væk, når hun spørger om det.
Sådan er der så meget at undres over, uden at det plager hende. Men i 1990 bryder hendes verden sammen. Det, der for forældrene er forbundet med håb, fører for Leas vedkommende til håbløshed og desillusion. Det betyder slut med planøkonomi og tryghed. I stedet kommer arbejdsløshed og egoisme, såkaldte strukturreformer der betyder privatisering, pyramidespil, der stjæler folks opsparinger osv. Det hele ender i 1997 med en slags borgerkrig, der udlægges som fjendskab mellem etniske grupper, men i virkeligheden bunder i finanssystemet.
Nu er vi nået til, at det er den voksne Lea, der taler, og et af emnerne er spørgsmålet om, hvad frihed egentlig er. Det er et vidt begreb, og ifølge Anatole France kan det defineres ved, at alle har frihed til at sove under broerne, men ikke alle er nødt til det.
I Albanien har individets frihed nu erstattet den kollektive frihed. Alle kan rejse hvorhen de har lyst, men ikke alle er lige velkomne allevegne. På det personlige plan bliver en del af fortidens gåder løst, for nu åbnes diverse arkiver.
For mig betød bogen, at jeg fik en yderst tiltrængt viden om albansk historie før og nu, og min mistanke om at forfatteren nok var antikommunist blev tilbagevist. Hun er ikke blåøjet, men hun er marxist og ikke i tvivl om, hvilket system der står for reel frihed.
Lea Ypi: Fri. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. Informations Forlag. 342 sider. 210 kroner