En jødes rejse i Palæstina i 1933

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 6-7 2025] Et sted i Ernst Hartherns rejsedagbog fra Palæstina er der én, der betegner forfatteren som en slags tonefilmsapparat med hjerte, og det er taget lige på kornet. At læse den med dens naturbilleder, dialoger, persontegninger, lydbeskrivelser, ja endog undertiden med en form for underlægningsmusik, er som at se en film.

Harthern (1884-1969) var en tysk-skandinavisk forfatter, journalist og oversætter af jødisk afstamning. Som ung journalist kom han til Oslo og senere til København, hvorfra han under krigen måtte flygte til Sverige, hvor han forblev til sin død.

Da han i 1933 besluttede sig for at foretage en rejse til Palæstina, var der to grunde til det. Den ene var, at hans søn overvejede at flytte dertil, og derfor ville han på hans vegne orientere sig om forholdene. Den anden var, at det for ham ukendte område jo egentlig var hans slægts hjemstavn, og han håbede ved at besøge det at finde ud af sit eget forhold til sin jødiske baggrund.

Rejsen går fra København til Jaffa ombord på et fragtskib, hvor der undervejs bliver gjort ophold for at laste og losse. Første stop i det dengang britiske mandatområde er den nye by Tel Aviv, som Harthern synes har et noget småborgerligt præg. Derfra går turen videre til en kibbutz, hvor han bliver et stykke tid, før han styrer mod Jerusalem med en afstikker til Jeriko og Det Døde Hav.

Undervejs beskrives den fremmedartede natur med det stærke lys og nattehimlens vrimmel af stjerner med begejstring, og han møder en mængde mennesker, der fortæller om deres historie og giver deres besyv med om det, der foregår omkring dem. Zionistbevægelsen samler penge ind til fattige jøder, der vil til Palæstina for at deltage i opbygningen af det nye, gamle land, og efter Hitlers tale i april i 1933, hvor han erklærer jøderne for skadedyr, der skal udryddes, strømmer det til med tyske jøder, hvor det tidligere især var østjøder der kom.

Det giver anledning til et gryende klassesamfund, hvor de jøder, der har boet i området i flere generationer og de indvandrede fra østlandene udgør underklassen, mens de nye fra Tyskland, der ofte er veluddannede og velhavende bliver overklassen. Så småt ulmer der også spændinger af forskellig art mellem palæstinensere og jøder. Det oplever forfatteren allerede på turen til Jerusalem, hvor det viser sig, at jøder og arabere har hver deres busforbindelse. Mange jøder taler nedsættende om araberne, som de mener, har misrøgtet ”deres land”, og at den fremgang, der nu spores, skyldes deres intelligens, initiativ og kapital. Det er ikke for ingenting, at når en jøde køber et stykke jord af en araber, kaldes det at frelse det. Der er selvfølgelig også jøder, der håber på, at der hen ad vejen vil udvikle sig fred og venskab mellem de to grupper.

Forfatteren ser det hele udefra, for ham er alle, der bor i området, palæstinensere uanset tro og herkomst, og han dømmer ikke men observerer. Hans ønske om at få afklaret sit forhold til jøde­dommen beskrives til sidst ved, at han hører klaver­musik fra et åbent vindue og får hjemve. Palæstina er ikke hans hjemland, men det er Tyskland, for det er derfra han har sit sprog og sin kultur.

Om bogen skrev Thomas Mann, at den ”er et virkelig originalt og bevægende værk”, og det er den. Ikke en nøgtern rejsebeskrivelse, men et fængslende digterværk hvor fiktion og virkelighed blandes.

Ernst Harthern: En jøde rejser til Palæstina. Gads Forlag. 365 sider. 300 kroner