En modstandsbevægelse blev drænet

Siden 1972 har Folkebevægelsen mod EU eksisteret. Nu må modstanden finde nye veje

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 10-2025] Det er historien om skiftende regeringer, der lyver over for sin befolkning. 

Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973, efter at et flertal stemte ja til medlemskab ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972. Samme dato trådte Irland og Storbritannien også ind i EF. Dengang var det lige så svært at trænge igennem i medierne som nu, men befolkningen var aktiv fra enkelte opgange til kæmpe koncerter. 

Historien har betydning

DKP havde ikke været repræsenteret i Folketinget siden 1960, men var meget opmærksom på udviklingen i den daværende Kul- og Stålunion. Analysen påpegede, at storkapitalen havde brug for fred mellem de europæiske lande for at udvide forretningerne på tværs – uden nationale forhindringer. I 1951 kom Paris- traktaten, som især Tyskland og Frankrig stod bag. I 1957 blev beføjelserne udvidet med Romtraktaten, som dannede det europæiske økonomiske fællesskab EØF.

Op gennem 1960’erne blev der dannet komitéer mod EF rundt om i landet. Da afstemningen om medlemskabet var fastlagt, samledes modstanden i Folkebevægelsen mod EF. DKP var meget aktiv op til afstemningen og var en af hovedkræfterne i opbygningen.

Alle partier havde modstandere iblandt sig, der indmeldte sig i Folkebevægelsen. Desuden deltog mange prominente navne fra kultur- og akademikerlivet. DKP kom igen i Folketinget på den baggrund og modstanden mod, hvad der i dag hedder EU, er stadig lige stærk i partiet.

Målet var at afsløre løgnene om, hvordan et JA ville gavne arbejderklassen og ikke mindst at vise, at Danmark langsomt, men sikkert ville miste sin suverænitet. Mange unge meldte sig ind i både bevægelsen og ikke mindst i DKP. Selvom folket ikke vandt afstemningen, havde Folke­bevægelsen påvirket en stor del af befolkningen til at være kritisk over for EF og senere EU. 

Trange kår

Ved første valg til EU-parlamentet i 1979 fik Folkebevægelsen mod EU fire pladser, og det holdt frem til 2009, hvor liste N blev repræsenteret med et mandat. I den periode havde man oplevet splittelse, først med Juni-bevægelsen, som opgav modstanden, og derefter Enhedslisten. I 2019 mistede Folkebevægelsen sit sidste mandat. Det enestående ved Folkebevægelsen var, at vekselvirkningen mellem repræsentationen i parlamentet og komiteerne blev brugt til at mobilisere. 

Folkebevægelsen vidste, at intet kan ændres indefra. Kun folkelig modstand kan tvinge regeringer til at ændre politik. Folkeafstemningen mod unionen viste dette.  SF svigtede stort da befolkningen stemte klart nej til Unionen i 1992. De var hovedarkitekterne bag de fire forbehold, som vi nu langsomt mister. Senest det militære forbehold, med Ruslands invasion af Ukraine som undskyldning. Følgen er blevet en massiv oprustningsøkonomi, som vi dengang advarede imod. 

Når krybben bliver tom

Folkebevægelsen mod EU har mistet sit økonomiske og mediemæssige fundament, efter at EL havde valgt at stille op alene i 2019. Med EU’s mest udemokratiske opstillings­betingelser, som ingen partier i folketinget er underlagt, forsvandt også muligheden for at genopstille og blive inviteret til partilederdebatter. Dermed forsvandt den demokratiske mulighed for at argumentere mod det monster, EU har udviklet sig til.

Det er et stort tab for demokratiet. Alt, hvad der var blevet advaret om, blev til virkelighed. Manglende arbejdsrettigheder, fattigdom, boligspekulation, forurening og skattesvindel er hverdag. Og sidst, men ikke mindst, har det såkaldte ”Fredens projekt”, som hele historien om EF og EU blev bygget op på, vist sig indholdsløst. Kul- og Stål­industrien tager begejstret imod oprustningen. Omvendt viste EU sig at være ligeglad med miljø, klima og flygtninge. Ingen vigtige problemer er blevet løst i Bruxelles. 

Modstanden er ikke død

Aldrig har der været konstateret så meget forurenet grundvand og jord. Havet har samme tilstand, hvilket må tilskrives EU’s fiskeripolitik. Fagbevægelsen er presset med arbejdskraftens frie bevægelighed, EU´s mindsteløn og de skandaløse udbudslove, der får broer og supersygehuse til at kollapse på grund af svindel og faglig uduelighed. Listen kan fortsættes.

Vi ser protester over alt i EU og ikke mindst uenighed om hvilken vej, Unionen skal gå. Vi så, hvordan arbejderklassen i Storbritannien stemte sig til Brexit. Det er ikke slut endnu. Kommissionen taler nu om at fjerne vetoretten og herhjemme om at fjerne det sidste forbehold, – nemlig Euroen. Det forbehold spærrer lige nu for, at Danmark kan blive en del af den fælles gældsoptagelse, EU satser på. Bevarelsen af kronen (vor egen finanspolitik) reddede Danmark før og under finans­krisen 2008. Med de danske politikers tilslutning, uden folkeafstemning, til finanspagten, med den danske udgave kaldet budgetloven, har vi dog stadig en mulighed for som vælgere at kræve den fjernet. Den mulighed stopper, hvis det sidste forbehold fjernes.

Kampen fortsætter

Mange og lange kampe skal kæmpes endnu. Her skal vi holde fast i de aktive EU modstands-komiteer lokalt. Vi skal påvise, at EU blander sig i indre anliggender. Kommune- og regionsvalget er en oplagt mulighed. 

Derfor tager DKP rundt i landet og holder debatmøder om, hvordan EU fortsat påtvinger et stadigt ringere niveau af velfærd. EU skaber ulighed i din kommune og region. Penge forsvinder i pålagte besparelser og præstigeprojekter, som ikke overholder de fastlagte budgetter. I stedet kunne de penge bruges til omsorg for socialt udsatte, syge og ældre. Pengene kunne gavne vores børn og unge, og de kunne aflønne vores offentligt ansatte anstændigt. 

Folkebevægelsen mod EU er en historisk vidensbank med omfattende og dybdeborende erfaringer fra over 50 års organiseret modstand på tværs af partier og land. Det kan vi være stolte af. Historien skal huskes og bruges i fremtidens modstand. Tak for indsatsen.