En ud af tre unge briter sulter sig selv

Gennemsnittet for de unge deltagere lå på omkring 84 pund i madudgifter om ugen, hvilket er 24 pund mere end året før. Over otte ud af ti sagde, at de havde ændret deres indkøbsvaner ved blandt andet at vælge billigere produkter, planlægge måltider mere omhyggeligt og sammenligne priser mellem forskellige butikker. Det faktum, at 33 procent også selv var begyndt at reducere mængden af mad, viser, at mange allerede har passeret det punkt, hvor regelmæssig prisjagt er nok.

Inflation

Fødevareinflation diskuteres ofte, som om alle forbrugere blev påvirket på nogenlunde samme måde. Men en procentvis prisstigning har helt forskellige konsekvenser afhængigt af indkomst. En person, der allerede bruger næsten hele sin løn på husleje, energi, transport og mad, kan ikke absorbere meromkostninger ved at reducere opsparing eller forbrug af luksusvarer. I sidste ende er alt, hvad der er tilbage, selve maden.

Derfor er den klasseprægede karakter af leveomkostningskrisen tydelig på unge menneskers tallerkener. Samfundet producerer stadig enorme mængder mad, og de britiske butikshylder er ikke tomme. Problemet er ikke fysisk mangel, men betalingsevnen. Mad er tilgængelig, men folk, der arbejder eller søger arbejde, er nødt til at reducere deres indtag, fordi deres indkomst ikke er nok til at dække markedsprisen på varerne.

Luftfrikadeller 

For unge forstærkes dette af andre dele af økonomien. Høje huslejer, usikker ansættelse og lave startlønninger betyder, at madbudgettet skal fungere som en kontrolpost, når andre regninger ikke kan udskydes. Udlejeren vil ikke acceptere en mindre del af huslejen, energiselskabet kræver den fulde faktura, og rejsen til arbejde skal stadig betales. Personen selv bliver den eneste udgift, der er tilbage at skære i.

Kapitalen forsøger ofte at individualisere denne situation gennem maduddeling, rådgivning om bedre budgettering og smartere indkøb. Sådanne løsninger kan muligvis hjælpe en familie midlertidigt, men de kan ikke løse en samfundsøkonomisk situation, hvor lønningerne ikke holder trit med omkostningerne til basale behov. 

At unge mennesker i et af verdens rigeste lande begynder at springe måltider over, er derfor ikke et tegn på fiasko i deres privatøkonomi. Det er et tegn på et samfund, hvor produktionskapaciteten er enorm, men adgangen til det producerede stadig er bestemt af klasse og betalingsevne.

/Riktpunkt