Et arbejderparti uden arbejdere 

[KOMMUNIST 6-7 2026]

Storbritannien 

Keir Starmer overtog Labour med løftet om at gøre partiet “valgbart” igen. Lokalvalget den 7. maj 2026 viste imidlertid den store pris for denne strategi. Labour mistede tusindvis af lokalpolitiske poster og kontrollen over en lang række distrikter, mens både Reform UK og De Grønne gik frem. 

Resultatet var ikke blot et midlertidigt protestvalg – det var et signal om voksende utilfredshed med et Labour, der også under Starmer fortsætter partiet som et administrativt centrumsparti.

Efter årtiers nedskæringspolitik befinder Storbritannien sig i en permanent social krise. Sundhedsvæsnet er under massivt pres, boligmarkedet er absurd, reallønnen har stået stille i årevis, og fattigdommen vokser eksplosivt. Alligevel har Starmer konsekvent afvist enhver grundlæggende udfordring af den økonomiske politik, der skaber problemerne. 

Labour taler om “økonomisk ansvarlighed”, men accepterer i praksis de samme finanspolitiske dogmer, som bliver brugt til at legitimere økonomiske stramninger.

Socialdemokratisk administration

Det afgørende problem er, at Starmer ikke vil opbygge et socialistisk alternativ til kapitalismens kriser. Labour har opgivet ambitionerne om omfattende offentligt ejerskab, stærk omfordeling og demokratisering af økonomien. Selv moderate reformforslag om nationalisering af energi og transport er blevet udvandet for at berolige erhvervslivet.

Starmer har systematisk ryddet venstrefløjen af vejen internt i Labour. Jeremy Corbyn blev reelt ekskluderet, socialistiske kandidater bliver marginaliseret, ligesom fagbevægelsens indflydelse. Resultatet er et topstyret parti, hvor disciplin og mediekontrol vægtes højere end politisk mobilisering nedefra. Labour er i stigende grad blevet et parti for parlamentarikere, rådgivere og kommunikationsfolk – ikke for dens organiserede arbejdere.

Resultaterne

Kommunalvalget afslørede konsekvensen. I mange traditionelle områder, hvor arbejderklassen bor, gik vælgere til Reform UK, ikke fordi højrepopulismen tilbyder reelle løsninger, men fordi Labour ikke længere opfattes som et parti, der kæmper for arbejderklassen. Når socialdemokratiet opgiver klassepolitik, overlades utilfredsheden ofte til nationalistiske og autoritære kræfter.

På den anden side mistede Labour også yngre og progressive vælgere til De Grønne og uafhængige kandidater. Mange ser med rette Starmer som en politiker, der prioriterer finansmarkederne over klimaet, NATO over international solidaritet og partiapparatet over sociale bevægelser.

Valget i 2026 viste derfor ikke blot et problem for Starmer personligt, men en dybere krise for den britiske centrumvenstrefløj. Labour vandt regeringsmagten i 2024 på de konservatives kollaps, ikke på grund af et socialistisk projekt. To år senere er illusionen om “forandring” allerede forsvundet.

Hvis Labour fortsætter som et teknokratisk forval­terparti, vil det ikke stoppe højrepopulismen. Tværtimod baner Starmer vejen for den. Venstrefløjen bør derfor ikke nøjes med at kræve en ny Labourstrategi, men rejse spørgsmålet om, hvorvidt britisk arbejderklassepolitik overhovedet kan opbygges inden for rammerne af det nuværende Labourparti. 

/MMJ