EU skaber ulighed i kommunerne – ikke velfærd
DKP inviterer alle til Vesterbros Torv i København lørdag den 6. september kl. 12–16.
[KOMMUNIST 8-9 2025] Til et offentligt oplysningsarrangement om EU’s indflydelse på kommunerne og på velfærden. Vi samles for at vise, hvordan EU undergraver velfærden – og for at styrke kampen for solidaritet, demokrati og fællesskab i kommunerne. Det bliver en dag med skarpe taler, stærk musik og kammeratligt samvær.
EU’s økonomiske regler og love rammer direkte i lommerne på danske kommuner – og konsekvensen er, at det går ud over velfærden.
Når EU taler om fællesskab og udvikling, dækker det over en virkelighed, hvor privatisering, nedskæringer og centralisering truer både lokaldemokratiet og borgernes hverdag.
Vores kommune er ikke til salg
EU’s udbudsregler betyder, at kommunerne tvinges til at sende helt almindelige velfærdsopgaver i udbud – fra rengøring på plejehjem til skolemaden til børnene. Resultatet er ikke fri konkurrence, men at private firmaer presser priserne i bund, mens kvaliteten falder. Det giver fyringer, dårligere arbejdsvilkår og penge ud af lokalsamfundet.
Velfærd før profit – folket skal bestemme, ikke EU
Budgetloven er EU’s spændetrøje på kommunerne. Stramme udgiftslofter og trusler om sanktioner betyder, at kommuner og regioner skærer ned – selv når der faktisk er råderum i budgettet! Milliarder står ubrugte hen, mens vi står tilbage med nedslidte skoler, underbemandede daginstitutioner og færre hænder i ældreplejen.
Styrk kommunerne – stop EU’s nedskæringer
EU’s overstatslige magt undergraver demokratiet. Når økonomiske og sociale beslutninger træffes i Bruxelles, bliver lokalpolitik reduceret til at administrere EU-direktiver. Kommunerne mister retten til at bestemme over egne budgetter og velfærdsydelser – og borgerne mister indflydelse.
Det samlede billede er klart: EU betyder mindre velfærd, mere ulighed og mindre demokrati – også helt ude i kommunerne.
Fra klokken 16 fortsætter festen på Vesterbros Torv. Her byder de herboende grækere på kultur, musik og talere i anledning af den årlige KNE-festival.
Arrangementet finansiernes med tilskud fra Europanævnet. Ansvaret for indholdet er udelukkende tilskudsmodtagers.

