Får de rige snart regningen?

Af Martin Minka Jensen

Kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november 2025 viser især én ting: Når velfærden presses i hverdagen, flytter utilfredsheden sig politisk. 

Socialdemokratiets store tilbagegang skal ikke alene forklares med “dårlig kampagne” eller “forkerte personer”. Den kan forklares med konkrete levevilkår. Flere opgaver på færre hænder i pleje, dagtilbud og skoler, stigende udgifter til bolig og fødevarer, samt en følelse af at blive styret med kontrol og Excel-ark frem for tillid og faglighed.

Det handler grundlæggende om, hvem der betaler og hvem der høster gevinsten.

“Ansvarlighed” blev til sparepolitik

I mange år er “ansvarlighed” blevet solgt som sund økonomi. Men i praksis har det betydet, at kommunerne skal levere mere for mindre. Når budgetterne strammes, og der lægges effektiviseringskrav ned over velfærden år efter år, bliver resultatet ikke bare en smule ringere service. Det bliver nedslidning og stress blandt ansatte, ringere kvalitet for borgere, og et socialt sikkerhedsnet, der får flere huller.

Besparelser flytter arbejde og omkostninger over på almindelige mennesker. Når det offentlige trækker sig, skal familierne “løse det selv”, med tid, penge og energi, de ofte ikke har.

Kommuner og regioner er ikke neutrale – de får samfundet til at køre

Kommuner og regioner ­handler ikke kun om “nærhed” og “praktiske løsninger”. De sørger for helt centrale ting, som gør det muligt at leve og arbejde. Daginstitutioner, skole, ældrepleje, social indsats og sundhed. Det er kort sagt den infrastruktur, der gør, at samfundet kan fungere.

Når infrastrukturen underfinansieres, bliver det især arbejder- og lønmodtagerfamilier, der rammes. Og det rammer skævt for dem med lave lønninger, dem med hårdt arbejde, og dem der i forvejen har mindst luft i økonomien.

SF og Enhedslisten går frem – men spørgsmålet er – hvad sker der efter valget?

Når SF og Enhedslisten står stærkt, kan man læse det som et krav om mere velfærd og mere lighed. Men analysen må ikke stoppe ved optællingen af stemmerne. Man må spørge: Hvem der får magt over beslutningerne bagefter? Hvilke kompromiser bliver der lavet?

Kommunalpolitik har en ekstra faktor i forhold til de afgivne stemmer, nemlig konstitueringsaftaler. Konstitueringer kan skabe brede flertal, hvor “progressive” partier ender med at samarbejde med partier, der grundlæggende forsvarer markedsløsninger. Så kan “ny kurs” blive til “samme kurs, men med grønnere ord”. 

Men den største udfordring ligger ikke i den klassiske højre-venstre-tænkning. På den måde er idealerne vekslet til grumset realpolitik. Det vigtige er at udfordre den gængse tolkning af, at der for alt i verden skal skæres ned på velfærden. En venstrefløj skal huske, at det ikke er en politisk straf at stå udenfor et budgetforlig. Man skal nemlig huske, at man i sin iver efter resultater, godt kan ende med at give køb på sine valgløfter. 

København viser både mulighed og begrænsning

Skiftet i København er symbolsk vigtigt. Men en vigtig pointe er, at det afgørende ikke kun er, hvem der sidder på borgmesterkontoret, men hvilke interesser byen styres efter.

Klassekampen i byerne handler om bolig og jord:

• Bliver bolig set som et hjem eller som en investering?
• Skal huslejen styres af behov eller af profit?
• Skal byen udvikles for dem, der bor i den – eller for dem, der tjener på den?

Hvis boligmarkedet fortsat er en profitmaskine, kan kommuner lave små forbedringer, men de vil hele tiden slås mod en økonomi, der presser folk ud af byen via priser og husleje. Og så bliver velfærdspolitik ofte til brandslukning.

Højrefløjen profiterer, når vrede bliver til værdikamp

Når mennesker oplever afmagt og forringelser, kan utilfredshed gå to veje. Den kan blive til klassepolitik (krav om velfærd, bedre løn, billigere bolig). Eller den kan blive til værdikamp, hvor vrede rettes mod “de andre” i stedet for mod de strukturer, der skaber ulighed.

Et perspektiv er i hvert fald centralt: Værdikamp kan fungere som en afledning, fordi den flytter fokus væk fra ejerskab, profit og fordeling.

Hvad betyder valget så – i praksis?

KV/RV 2025 kan åbne et vindue for venstrefløjen, i samarbejde med folkelige bevægelser med klare, konkrete krav som:

• Stop for udlicitering og profit i velfærden.
• Bedre normeringer og arbejdsvilkår (ikke “effektivisering” forklædt som reform).
• Massiv satsning på almene boliger og en jord-/boligpolitik, der begrænser spekulation.
• Genopretning af velfærden som et politisk mål – ikke som “hvad der er råd til”, efter at alt andet er betalt.

Uden disse krav risikerer vi det klassiske, når der kommer nye farver på rådhuset, for vi skal huske, at det stadig er EU’s budgetlov der med de samme rammer stadig styrer økonomien. – Og så lander regningen igen hos dem, der ikke kan sende den videre.