
Femern – halvvejs med lærlingemål
Sund og Bælt, som er bygherre på Danmarks største infrastrukturprojekt, er halvvejs med at opfylde sit lærlingemål.
Femern Bælt-forbindelsen stillede krav til entreprenørkonsortierne om, at der skulle uddannes minimum 500 lærlingeårsværk i løbet af projektets anlægsfase. Fra byggeriets begyndelse og frem til i dag er der gennemført 269 lærlingeårsværk, og målsætningen er derfor halvvejs opfyldt.
Et godt læringsmiljø
Projektet beskæftiger lige nu mere end 3.000 mennesker, og der er i øjeblikket 89 fuldtidslærlinge fra i alt 19 forskellige erhvervsuddannelser tilknyttet hovedentreprenøren FLC-Femern Link Contractors, der skal stå for at uddanne 470 af de 500 lærlingeårsværk.
De resterende ca. 30 årsværk fordeler sig hos FBC Femern Bælt Contractors og FSC-Femern Systems Contractors.
Trivsel i fokus
– Det har betydet meget, at der lige siden byggeriets start har været stor fokus på at sikre en god trivsel hos lærlinge gennem sociale aktiviteter og en høj faglig kvalitet, udtaler lærlingeansvarlig hos FLC, Charlotte Lie Steen, der også fremhæver kombinationen af tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og lokale uddannelsesudvalg.
Lidt fakta om lærlingeårsværk
Et nyt omregningstal viser, hvor mange lærlinge der bør være på en renoverings- eller nybyggesag, hvis man skal leve op til kravet om at uddanne 14 procent lærlinge på en byggesag.
Beregningen er en del af en ny værktøjskasse, der hjælper bygherrer med at sikre, at der bliver uddannet nok lærlinge til fremtidens byggeri. Et lærlingeårsværk er 1924 timer per 100.000 kr af den samlede byggesum inkl. moms.
/PeJu
