Skip to content
I marts 1995 blev FN’s Sociale Topmøde afholdt i København. Topmødet ­bragte både Cubas Fidel Castro og Sydafrikas Nelson Mandela til København.
På billedet taler Fidel Castro med en ung Rikke G.F. Carlsson (med ryggen til), som var med til at arrangere Folkemødet, og i baggrunden ses Morten Nielsen fra Afrikakontakt.

Fidel Castro 100 år

Af Inge Høgh

[KOMMUNIST 8-9 2026] Fidel Castro fødtes den 13. august 1926 klokken to om natten på godset Manacas i Birán Mayarí i Holguin-provinsen i det sydøstlige Cuba. Forældrene Lina Ruz González og Ángel Castro Argiz blev ved hårdt arbejde velhavende jordejere.

Som fireårig blev Fidel sendt i skole i Birán, hvor de to ældre søskende Angelita og Ramón gik. Her lærte han at læse og skrive ved at kigge hos de andre elever. Senere sendtes han til Santiago de Cuba sammen med sin storesøster og boede hos lærerinden Eufrasia Feliu.

100-anos-con-fidelDet var en meget fattig familie bestående af to søstre og deres far. Kun Eufrasia havde arbejde. Hendes indtægt plus de penge, Fidels familie sendte for kost og logi for ham, hans søster og senere Ramón, kunne ikke brødføde de seks personer. Lærerinden havde brugt pengene til blandt andet en rejse til USA. Eufrasias søster blev gift med Haitis konsul i Santiago de Cuba, og de blev gudforældre. I katedralen i Santiago de Cuba blev han som seksårig døbt og fik navnet Fidel Alejandro Castro Ruz.

I mangel af undervisning lærte Fidel sig selv at regne ud fra de tabeller, der var på omslaget af hans kladdehæfte. Husets mange regler udløste trusler om at blive sendt på kostskole. Træt af regler, sult, korporlig afstraffelse og manglende undervisning brød han reglerne. Det var trods alt bedre på kostskole.

De første år på La Salle skolen og senere på Dolores-skolen viste, at Fidel var en dygtig elev. På skolen blev han meget glad for sport – især basketball.

Student 1945

Efter tre år blev Fidel ­student på Colegio de Belén i Havanna. September samme år startede han på Universitet i Havanna. Gennem hans tidligere år havde han hørt om de politiske begivenheder, der foregik i verden og i Cuba. Han blev hurtigt involveret i studenterpolitik med FEU (De Universitetsstuderendes Sammenslutning) og senere i Det Cubanske Folks Parti.

Ved studium af den kapitalistiske politiske økonomi drog Fidel socialistiske konklusioner med en forestilling om et samfund, hvis økonomi kunne fungere mere rationelt (utopisk kommunist).

Senere fik han indsigt i de revolutionære idéer og teorier gennem læsning af Det Kommunistiske Manifest og værker af Marx, Engels og Lenin. Den enkelhed, klarhed og direkte måde, som verden og samfundet blev forklaret på i Manifestet, fik stor indflydelse.

Han var tilhænger af José Martís tanker og idéer og beundrede ham for hans kamp for Cubas uafhængighed fra Spanien. Fidels bidrag til den cubanske revolution skabtes af en syntese af Martí og marxismen-leninismens ideer og deres konsekvente anvendelse i kampen.

Guerillakrig

Hans engagement i FEU, som formand for komiteen for Den Dominikanske Republik og komiteen for Puerto Ricos selvstændighed, gjorde, at han tilsluttede sig Cayo Confites ekspedition for at styrte diktatoren Trujilo i Den dominikanske Republik.

Ideen om at føre irregulær krig optog ham. Med sine erfaringer fra Cuba, inspirationen fra uafhængighedskrigene og Martís tanker var han overbevist om, at man kunne føre krig mod en hær og overvejede muligheden for guerillakrig i bjergene i Den Dominikanske Republik. Man kunne føre krig i bjergene, men at føre krig mod hæren mand til mand ville ende i en katastrofe, som ikke bør ignoreres.

Fidel rejste til flere latinamerikanske lande for at forberede en studenterkongres, hvis formål var at stifte et forbund for de latinamerikanske studerende med antiimperialistisk og antidiktatorisk program

I 1950 fik han sin juridiske embedseksamen og titlen advokat.

26. juli 1953

Året efter, at Batista havde taget magten ved et militærkup, besluttede nogle hundrede unge mennesker under ledelse af Fidel Castro og Abel Santamaria at angribe Moncada kasernen i Santiago de Cuba og Carlos Manuel de Céspedes kasernen i Bayamo.

Folket var godt trætte af militærdiktaturet, der i den grad undertrykte, forfulgte og myrdede folk. Angrebene på kasernerne skulle være signal til et folkeligt oprør. Det gik grueligt galt trods planlægning og træning. Erfaringen manglede.

De få overlevende rebeller flygtede op i bjergene. Batistas soldater tog dem til fange og ville skyde dem. Men løjtnant Pedro Sarria fra hæren afværgede det med ordene ”Skyd ikke, skyd ikke. Man kan ikke slå ideer ihjel”. Uvidende om hans fanges identitet førte løjtnanten ham ikke tilbage til kasernen, men udleverede ham til politiet. Det var heldigt, for på kasernen blev fangerne tortureret til døde.

Inden retssagen sad Fidel i isolationscelle. 16. oktober holdt han selv sin forsvarstale under militærbevogtning på Hospital Civil i Santiago de Cuba. Han idømtes 15 års fængsel som leder af angrebet på Moncada kasernen og sendtes i fængsel på Isla de Piños (ungdommens ø) sammen med 20 andre fanger.

Forsvarstalen blev i juni 1954 smuglet ud af fængslet af to kvinder, der også havde været med i angrebet, Melba Hernandez og Heydee Santamaria. Den udkom illegalt under titlen ”Historien vil frikende mig”.

Mod Batista

På grund af folkeligt pres giver Batista i maj1955 fangerne amnesti med henblik på at blive valgt til præsident ved det kommende valg. I juni stiftes illegalt 26. juli-bevægelsen med Fidel i spidsen. Han må sammen med sin bror Raúl flygte i eksil til Mexico, hvor han for første gang møder Ernesto Che Guevara. Sammen planlægger de at tage tilbage til Cuba med det formål at få væltet Batista ved en væbnet kamp.

25. november 1956 tager 92 rebeller afsted fra Mexico ombord på yachten Granma til Cuba, hvor de lander d. 2. december, men bliver overrasket af Batistas hær, så gruppen splittes og søger op i Sierra Maestra-bjergene, hvor de igen finder hinanden og under ledelse af Fidel starter guerillakrigen mod Batistas hær. Fra sin kommandopost i Sierra Maestra leder Fidel kampene og udnævner Che Guevara og Camilo Cienfuegos til kommandanter.

1. januar 1959 flygter Batista fra Cuba. Oprørshæren havde vundet slaget i Santiago de Cuba og overtog magten. 8. januar ankommer Fidel til Havanna – revolutionen har sejret!

Han overtager posten som statsminister for den revo­lutionære regering indtil 1976, hvor han bliver valgt til præsident. I 2006 trækker han sig tilbage på grund af sygdom, og Raúl Castro overtager hvervet. Fra 1965 til 2011 var Fidel ligeledes generalsekretær i Cubas Kommunistiske Parti.

Socialisme på cubansk

USA indførte allerede i 1961 blokade mod Cuba og forsøgte at ”tilbageerobre” landet. Heldigvis lykkedes det heller ikke USA at få held med de 638 planlagte mordforsøg på Fidel.

1. maj 1962 erklæres Cuba socialistisk republik. Op­bygningen omfatter forbedringer i social sikkerhed, alfabetisering, landbrugsreform, stigende levealder, bedre ernæring, styrket uddannelsesniveau og sundhedsvæsen. Folkemagt med et deltagende demokrati indføres og eksisterer stadig.

Samtidig med opbygningen af det socialistiske Cuba under USA’s stadige stramninger af blokaden viste Fidel sig også som den internationalist, han blev i sin studentertid, ved at hjælpe fattige lande, befrielseskampen i Angola, udsendelse af lærere til kamp mod analfabetisme, sundhedspersonale til bl.a. katastroferamte og forskellige teknikere til hjælp i ulande.

Fidel respekteredes af millioner verden over for sin solidaritet og antiimperialisme. Højt elsket af det cubanske folk, og verden blev fattigere, da han døde den 25. november 2016.

Fidel vil aldrig blive glemt. Målet var ”en bedre verden er mulig” og midlet ”socialisme eller døden”.

(forkortet af redaktionen)

Om Fidel Castro

Doktor Fidel Alejandro Castro Ruz.
Født 13. august 1926.
Død november 2016 i Havana.

Over hele verden fejrer man 100-året for Fidel, lederen af 26. juli-bevægelsen, der afsatte den USA-støttede diktator Fulgencio Batista. Fidel var både formand for Cubas Kommunistiske Parti og premierminister fra 1959 til 1976 og præsident fra 1976 til 2008. Fidel overlevede 638 attentatforsøg og mord­planer.

I 1959 indledte CIA en tophemmelig krig mod Cuba. Målet var at slå landets leder, Fidel Castro, ihjel og vælte det kommunistiske styre. I årtier svæver Castro i livsfare, mens CIA sender snigmordere, giftige cigarer og eksplosive konkylier til ham. Mange troede, at når Fidel døde, ville Cuba også dø, men der måtte de tro om.

En 90 meter lang cigar

Da Fidel blev 90 år, fik han en 90 meter lang cigar i cigararbejdernes navn, fordi han har været vores leder i årtier, og fordi han har ofret meget for vores frihed. Fidel var med til at opstarte Cohiba, som i dag er et af de mest eksklusive cigarmærker.

Cuba lever, det er USA, der kvæler befolkningen – ikke deres egen valgte regering. Castro har to gange besøgt Danmark, idet han deltog i Verdenstopmødet om social udvikling i København i marts 1995, hvor han også fyldte Falkonercentret. Senere samme år opholdt han sig 2 dage i København under en mellemlanding.

Billeder fra besøget i Danmark er nu afleveret af DKP til Centro Fidel Castro Ruz digitaliseret, Havanas nye museum dedikeret til livet for den cubanske revolutionsleders liv. Gennem hele sit liv afviste han enhver offentlig fremvisning af sig selv som centrum for en personkult. Han erklærede, at han ikke ønskede statuer, ingen monumenter. Men Fidels tanker lever.

 

Back To Top