Udtalelse af DKP’s landsledelse d. 14. januar 2025
Fingrene væk fra Grønland!
Grønlands afhængighed af Danmark er resultatet af kolonial underlægning – ikke et frivilligt valg. Hvis Grønland ønsker at bryde denne afhængighed, er valget grønlændernes; men Danmark kan ikke løbe fra sine forpligtelser.
Arktis, og dermed også Grønland, har en enorm geostrategisk betydning, blandt andet pga. dets placering tæt på Rusland og Kina. Med afsmeltning af isen i Arktis rykker den eftertragtede nordlige korridor tættere på virkeligheden. Handelsruter står til at blive ændret, og dermed stiger interessen for Grønland og dets ressourcer. Den stiger i takt med, at monopolernes konkurrence om markeder globalt skærpes dag for dag.
Det er en forsimpling blot at forklare den sidste tids tilspidsede situation omkring Grønland med argumenter om, at Donald Trump ikke er til at stole på. Situationen er resultatet af enorme økonomiske interesser og ikke en enkelt persons særheder.
Derfor er det hyklerisk at være vidne til den danske regerings diplomatiske dans med USA, da Danmark selv er en del af problemet for Grønland. På baggrund af Danmark som undertrykkende kolonimagt, men også som ukritisk medløber for USA, er den danske stat en del af den imperialistiske alliance forankret i NATO og USA. Danmark har selv åbnet op for USA’s militære tilstedeværelse på Grønland for længe siden og er også ved at åbne porten for det samme i selve Danmark.
Danmark bidrager altså selv til stigende usikkerhed i verden. Gidslerne her er grønlænderne, der blot er en brik i imperialismens spil. Grønlænderne bør, hvis de ønsker det, være deres egne herrer.
Monopolernes konkurrence om markeder, råvarer og transportruter fører automatisk til territorial omfordeling af verden, til imperialistiske krige og grænseændringer.
Den imperialistiske konkurrence sigter mod overherredømme og magtudøvelse over for svagere stater og folkeslag. Den sigter mod monopolernes profit, altså profit til de få, men også mod at svække modstandere. Derfor er den ubarmhjertig og kynisk.
DKP mener, at folkene skal vise vejen for opgøret med den borgerlige og anti-folkelige politik i enhver version, kapitalens magt og dermed det udbyttende og krigsskabende system.
Den danske regering må indse, at dets nærmeste allierede ikke er det af et godt hjerte, men for at sikre sine egne økonomiske interesser. Akkurat det samme, som er tilfældet med Danmarks greb om Grønland. Derfor må vi respektere grønlændernes ret til at bestemme deres egen skæbne og tale imod enhver form for skærpelse af usikkerheden i verden.
DKP siger: Stop fremmede magters indblanding i Grønlands anliggender. Fingrene væk fra Grønland!