Fødevarecheck = almissepolitik

[KOMMUNIST 3-26] Fødevarechecken præsenteres som social ansvarlighed. I realiteten er den et studie i politisk dobbeltbogholderi. Først gennemfører man reformer, der systematisk presser de laveste indkomster og skaber mere ulighed. Dernæst træder man frem med en check og forventer taknemmelighed.

Lad os kalde tingene ved deres rette navn. Det her er ikke socialpolitik. Det er almissepolitik.

Socialpolitik handler om strukturer, rettigheder og varige løsninger. Den handler om indkomstniveauer, reguleringsmekanismer og fordeling. Fødevarechecken handler om at sende et engangsbeløb ud, så man kan sige, at “der er reageret”.

Lad de fattige lide

Tag Kontanthjælpsreformen. Den blev solgt som en modernisering med fokus på incitamenter og arbejdsudbud. I praksis betød den lavere ydelser og hårdere vilkår for nogle af de mest udsatte. Når man derefter konstaterer, at de samme grupper ikke kan få budgettet til at hænge sammen – og så sender én fødevarecheck – er det svært ikke at se ironien. Først reducerer man indkomsten strukturelt. Så kompenserer man symbolsk.

Det mest afslørende er konstruktionen. En særskilt “fødevare”check signalerer, at problemet er midlertidigt og kun relateret til prisstigninger i supermarkedet. Men for mange lavindkomstfamilier er problemet ikke smørprisen. Det er, at hele deres rådighedsbeløb er politisk fastsat på et niveau, hvor der ikke er buffer til noget som helst. Checken er målrettet, tidsbegrænset og teknisk afgrænset. Det er ikke rettighedsbaseret social sikring.

Signalværdi og valgkamp

Politisk er det effektivt. Engangsydelser kan kommunikeres. De kan regnes ud. De kan sendes ud op til en valgperiode. Strukturelle forbedringer, f.eks. regulering af ydelser i takt med faktiske leveomkostninger, er dyrere, mere komplekse og mindre egnede til pressemeddelelser.

Der er også en principiel dimension. Når ulighed øges gennem reformer og strammere adgang til ydelser, individualiseres ansvaret. Det fremstilles som et spørgsmål om incitamenter og adfærd. 

Når konsekvenserne så viser sig i form af økonomisk pres, svarer man med en check. Dermed undgår man at diskutere selve fordelings­politikken. Man behandler effekten – ikke årsagen.

Siden fagbevægelsens historiske krav om en universel velfærdsstat, der resulterede i socialreformen i 1935, har et af de bærende elementer i vores velfærdssamfund været, at velfærdsydelser er rettighedsbestemte.  

Man skulle mene, at tiden, hvor velfærdssamfundet var baseret på, at de rige kunne give almisser til landets fattigste borgere, hørte en fjern fortid til. Men gennem de sidste mange år vinder denne socialpolitiske opfattelse mere og mere indpas hos vores valgte politikere.

Moralsk selvtilfredshed

Fødevarechecken er ikke uden betydning for den enkelte modtager. Den kan gøre en konkret forskel i en presset måned. Men det er netop pointen: Den virker i en begrænset periode. Socialpolitik burde virke permanent. 

Det er svært at tage den moralske selvtilfredshed ­alvorligt, når den samme politiske hånd først amputerer sikkerhedsnettet og siden uddeler plaster. Hvis ambitionen virkelig var at reducere ulighed, ville man begynde med at sikre, at ydelserne faktisk matcher leveomkostningerne. Resten er kommunikation.

Fødevarechecken er derfor ikke et tegn på en stærk velfærdsstat. Den er et tegn på en stat, der har gjort socialpolitik til projektøkonomi, med midlertidige puljer, afgrænsede målgrupper og symbolsk kompensation. Almisse­politik med NemKonto. 

/Martin M. Jensen