For 85 år siden udgav DKP sin første illegale publikation “Danske Toner”

[KOMMUNIST 10-2026] Den 24. september 1941 var DKP’s første illegale publikation ”Danske Toner” klar til at blive distribueret til hele landet. Den indeholdt den tale partiets formand, Aksel Larsen, ville have holdt i folketinget den 20. august, da tinget skulle behandle lovforslaget ”Forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed”, som skulle ”lovliggøre” den grundlovsstridige arrestation af kommunister den 22. juni 1941 og forbuddet mod partiet. 

I oktober begyndte partiet at udsende Politiske Månedsbreve, der året efter kom til at hedde Land og Folk.

Nedenstående er et afsnit fra Børge Houmanns bog ”Kommunist under besættelsen” om tilblivelsen af Danske Toner. 

Det var noget forskelligt, hvad man i eftersommeren 1941 forstod ved dansk tale. Partiets formand, Aksel Larsen, sendte et personligt brev til hvert enkelt medlem af ­Rigsdagen. Han skrev bl.a.: 

“Hvilke lovforslag justitsministeren end forelægger, og hvilke ‘love’ Rigsdagen end vedtager, så gør man ikke derved de siden den 22. juni begåede ulovligheder og forfatningsstridige handlinger lovlige, og man befrier sig ikke for det medansvar, der følger af, at Rigsdagen intet har gjort for at hævde sin ukrænkelighed og sikre grundloven overholdt (…) Rigsdagen bør nedstemme forslag om at forbyde et lovligt partis virksomhed, og den bør kræve regeringen til ansvar for dens forfatningsstridige og for Danmark skadelige handlinger”.

Aksel Larsen havde ønsket personligt at møde frem i folketingssalen for at tage til orde mod lovforslaget, men vi besluttede, at han i stedet skulle skrive ”Talen, som burde være holdt i Folketinget den 20. august 1941” – og at vi skulle søge at få den publiceret i så stort oplag som muligt.

Jeg opsøgte et par trykkeriforbindelser fra den legale periode. Ingen af dem mente at turde påtage sig sætning og trykning. Det var navnlig sætningen, de var bange for. Petersen og Nielsens Bogtrykkeri i Rådhusstræde, som jeg havde arbejdet meget sammen med i Arbejderforlagets tid, ville for gammelt bekendtskabs skyld vove trykningen, dersom jeg kom med satsen. 

Men på dette tidlige tidspunkt af illegaliteten rådede vi ikke over tilstrækkelig mængde skrift og havde heller ikke mulighed for i løbet af kort tid at “organisere” den nødvendige mængde til den lange tale.

Så besluttede Aksel Larsen og jeg, at han skulle maskinskrive sit manuskript så fejlfrit og smukt, som det var muligt, hvorefter jeg skulle forsøge at få det nedfotograferet og forvandlet til klicheer, som kunne anvendes til trykningen. Det var længe før fotokopieringens tid.

Jeg fandt frem til en litograf, som jeg opsøgte en aften i hans havekoloni på Amager. Han var gammelt partimedlem og genkendte mig. 

Efter en del snak frem og tilbage om situationen ude i verden og herhjemme nåede jeg frem til mit egentlige ærinde. Kunne han hjælpe mig til at få fremstillet seksten klicheer efter et maskinskrevet manuskript – illegalt! Der var ikke noget, han hellere ville, men det lå faktisk lidt tungt. Han arbejdede på en klicheanstalt foran på Vesterbrogade. Indehaveren var stokreaktionær, og faktoren var nazist, optrådte på arbejde i skaftestøvler og sort skjorte og var på ingen måde et hyggeligt bekendtskab.

Vi enedes om, at arbejdet måtte laves om natten. Han havde ganske vist ikke overdrevent kendskab til fotografering, han var ætser, men det gik vel. Den følgende dag mødte jeg op på arbejdspladsen, hvor han diskret “lånte” en nøgle til hoveddøren, som jeg derefter gik ud i byen og fik lavet et aftryk af, inden den lige så diskret blev lagt på plads igen.

Arbejdet varede to nætter. Mørklægningen bevirkede, at ingen udefra kunne se, at der arbejdedes. Han fotograferede og ætsede. Jeg havde alene til opgave at rydde op og garantere, at alle spor af vor natlige flid var udslettede, når vi forlod lokalet.

Seksten acceptable klicheer var resultatet. Bogtrykkeren gik i gang – det var også natarbejde. Han var alene om det. Tyve tusinde ark trykte han. Kolumnens format var beskedent: 9 x 12 cm – den færdige tryksag skulle kunne gå i ikke alt for store og kostbare kuverter.

Der blev skrevet mellem tolv og fjorten tusind kuverter. Det ordnede Trille og Kjartan Munck på Kastelsvej. De skrev efter alt, hvad der lod sig fremskaffe af adresselister: Lægeforeningens medlemmer (de var begge medicinske studenter), sagførere over hele landet efter rigstelefonkataloget, alle Arbejdsmandsforbundets afdelinger, alle fagforbund, alle brugsforeningsuddelere, dyrlæger, lærere og endnu nogle kategorier.

Jeg havde tidligere været med til at fremstille illegale pjecer til indsmugling i Hitlers Tyskland og havde derigennem lært, at en sådan tryksags ydre helst skulle være så neutralt som muligt. Jeg landede på titlen: “Danske Toner – 16 danske sange med musik”. Til omslagets bagside skrev jeg en tekst, der opfordrede alle til at synge med. Udstyret vakte ikke begejstring i partiledelsen. Aksel Larsen var temmelig fortørnet. En højaktuel politisk tale – i en alvorsfuld stund – og med en sådan pjattet titel!

Der var imidlertid ikke noget at stille op – omslaget var i trykken. Arbejdet var overdraget en lille forretning i Griffenfeldsgade, der til daglig trykte konfirmations- og festsange. Den ærefulde opgave at trykke omslaget til forlaget “Danske Toners” første lille sanghæfte – med udsigt til mange efterfølgende bestillinger, for det var jo kort efter alsangens dage, og den kontante betaling, halvdelen ved manuskriptets aflevering, resten ved afhentningen, bevirkede, at trykkeren gik lystigt til sagen. En god ordre i en vanskelig tid!

Jeg angav med vilje omslagets format et par centimeter større, end det skulle være, så vi kunne skære den lovbefalede angivelse af trykkested bort og sikre trykkeren mod det nidkære politi. Det hjalp kun lidet. Han blev hurtigt indkredset af politiet efter pjecens fremkomst. Skriften røbede ham, men han slap med forskrækkelsen. Man erkendte, at han kunne have været i god tro – hvad han virkelig også var.

Så havde vi både omslag og indmad. Vi lejede en kælder i en sidegade til Nørrebrogade og kendte heldigvis en pige, som var bogbinder, og hun kendte endnu et par bogbindere, som gerne ville være med. 

De beskar og falsede og hæftede på livet løs, men jeg sad ved vinduet i mælkeriet over Nora Bio, hvorfra jeg kunne se nedgangen til kælderen. Når de gav signal, afhentede jeg pakkerne med færdige pjecer, som jeg bragte til Kastelsvej, hvor konvolutterne blev fyldt og frankeret. Det tog en uges tid og kostede mange kopper kaffe at komme gennem denne del af arbejdet.

Den 24. september 1941 var alt klart. Klokken otte morgen hentede jeg Trille – eller Mads, som hun senere kom til at hedde – på Kastelsvej med taxa. Hun kom ned fra fjerde sal med fire kufferter. Chaufføren brokkede sig mildt. Han mente, at der mindst måtte være guldbarrer i, så djævelsk tunge var de.

Kufferterne indskrev vi som rejsegods til Odense, Fredericia, Århus og Ålborg. Trille måtte af toget i de pågældende byer.

I sine erindringer fortæller David Hejgaard, som dengang arbejdede illegalt i Århus: 

“En dag i midten af september fik jeg besked om at komme ned til Milma. Hertil var ankommet en ung studine fra København med et par gevaldige kufferter, som hun og Milma i forening havde fået fragtet ned i Fiskergade. Jeg kendte ikke den unge pige og fik kun at vide, at hun hed “Trille”.

(…) I de to kufferter fandtes kommunistisk partis første store illegale publikation “Danske Toner” (…) Vi fik nu travlt med at få denne store forsendelse fordelt over hele det nordlige Jylland.

“Trille” meddelte med det samme, at hun ville tage halvdelen med til Ålborg, hvor hun alligevel skulle på besøg.  En stor part var i store gule kuverter, der var frankerede og skulle puttes i så mange forskellige postkasser over hele området, som vi kunne overkomme. De var alle adresserede til folk på Lolland-Falster og det sydlige Sjælland. Der var tilsvarende forsendelser adresseret til folk i det nordlige Jylland. Alt var gjort for at vildlede politiet i eftersøgningen af fremstillings- og forsendelsessted. En kurertjeneste blev etableret i en fart. Ryberg Rasmussen fandt kammerater, der kunne tage til Skive, Viborg, Holstebro og Struer og putte kuverterne i postkasser der. Milma tog til Randers og Horsens, og jeg selv til Silkeborg”.

Det hele gik efter den plan, vi havde udarbejdet i København, og som Trille afleverede sammen med kufferterne. 

Den 27. september 1941 modtog små 15.000 danskere med morgenposten den første større illegale publikation i det besatte Danmark: “Danske Toner”. Restoplaget fordeltes gennem partiafdelingerne på arbejdspladser.

Udsendelsen af “Danske Toner” fik partimæssigt og politisk samme vidtrækkende betydning som valget i 1932, da vi fik de to første kommunister valgt ind i Folketinget. Den massive modstand mod partiet blev brudt. Det var en faktor i dansk politik, som der måtte regnes med. Den groveste hetz fra Ikke-angrebspagtens og Vinterkrigens dage havde ringe virkning over for den kendsgerning, at i denne forvirringens og bortforklaringernes tid blev der pludselig talt dansk, så klart og letfatteligt, at de fleste forstod det.

Indadtil i partiet gav “Danske Toner” øget selvtillid og mod til at gå i gang med større opgaver.

For besættelsesmagten og politikere, der med deres afstemning i Folketinget mente at have udslettet Danmarks kommunistiske Parti, var det en alvorlig påmindelse. 

Og for mange modtagere af talen betød den en tilskyndelse til modstand mod besættelsesmagten.

“Danske Toner” var et harmfyldt opgør med den af regeringen hidtil førte politik og en modig opfordring til samlet handling mod besættelsesmagten. 

Talen gennemgik sagligt og grundigt den række af grundlovsbrud, regering og myndigheder havde gjort sig skyldig i siden den 22. juni 1941. Den tog til orde mod justitsministerens forelæggelsestale og hans forsøg på at kriminalisere partiet, og den påviste, at de virkelige agenter for en fremmed magt ikke var kommunisterne, men i første række det nazistiske parti og dernæst den regering og rigsdag, som lige siden den 9. april og nu sidst gennem forbudet mod DKP gik Hitler-Tysklands ærinde.

I et særligt kapitel påvistes, at det var Hitler-Tyskland og ikke Sovjetunionen, som udgjorde en trussel mod Danmark. Og på dette tidlige tidspunkt af krigen, da flertallet af danske politikere regnede Hitlers sejr for selvfølgelig og handlede derefter, fastslog vi fra kommunistisk side, at “af forbundet mellem Sovjetunionen, England og Amerika øser Europas undertrykte folk og alverdens frihedselskende nyt håb og mod. Konturerne af Hitlers nederlag kan skimtes, og Den Røde Hærs hammerslag, som i Østeuropa nedbryder hans væbnede magt, bliver afgørende for sprængningen af de ­lænker, også Danmark er smedet i”.

Et stort afsnit var viet Hitlers økonomiske udplyndring af Danmark og den kamp, som kommunisterne på arbejdspladser og i fagforeninger havde rejst herimod, og som var medvirkende årsag til, at man fra de gamle politiske partiers side så stærkt ønskede kommunisterne uskadeliggjort.

“Men kommunismen kan ikke forbydes,” hed det (…) “Om der er aldrig så mange tyske soldaterstøvler i Danmark i dag, om de ‘danske’ nazister er aldrig så brovtende, om regeringen er aldrig så krybende over for vore undertrykkere, og hvilke metoder man end benytter i forfølgelsen af os – vi giver aldrig op, og vi ved, at sejren bliver folkets, at Danmark bliver frit igen. 

Men friheden vindes ikke ved at bøje nakken. Det danske folk gør sig ikke fortjent til friheden, hvis det nøjes med at sætte sin lid til, at Sovjetunionen og England nok skal give os vort land igen, når de har knust Hitler (…) Vi kender nu regeringens og Rigsdagens jammerlige holdning. Vi indlader vor sag for selve det danske folks domstol (…) Vi opfordrer det danske folk til i denne historiske tid at tage landets skæbne i sine egne hænder”.

Det lyder nok lidt svulstigt i nutidige øren – og så har jeg endda udeladt bulnende henvisninger til både Saxo og Grundtvig, Skipper Klement og Hørup. Men som der skal skarp lud til skurvede hoveder, skulle der stærke ord og hensynsløs optimisme til at overdøve den selvopgivelsens prædiken, som i de dage lød fra alle, som havde myndighed at udøve.

Den holdning og den politiske linie, som kom til udtryk i “Danske Toner”, var den, vi havde fulgt under skiftende betingelser lige siden Hitlers magtovertagelse. Og det var denne brede modstands­linie, som senere fandt udtryk i skabelsen af besættelsestidens mest magtfulde organ: Danmarks Frihedsråd.