Fra DKP til Enhedslisten 

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 2-2026] Endnu et tidligere ledelsesmedlem af DKP har skrevet sine erindringer, denne gang det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen (født i Ålborg 1951).

Hans politiske engagement kommer ikke hjemmefra, det fik han i sin gymnasietid, hvor han var aktiv i DGS og senere fortsatte med i København. Da han vendte tilbage til Ålborg for at studere, valgte han at blive medlem af DKP, selvom han mest hældede til VS, men der var ikke nogen VS’ere i byen. Han blev også aktiv i Komm.S., som han i 1977 blev formand for, og flyttede igen til København. 

Efter fem år vendte han tilbage til Ålborg for at gøre sine studier færdige og var meget aktiv i fredsarbejdet, f.eks. i sagen om flådeskibe fra USA der besøgte Ålborg og medbragte atomvåben. 

En ny opgave blev pålagt ham i 1986, nemlig at blive ansvarshavende redaktør på Land og Folk, hvor han skulle arbejde for, at der skete fornyelse af bladet. I denne proces følte han sig som en lus mellem to negle, mellem partigangen på anden sal, som han i bogen kalder traditionalisterne, og journalisterne på tredje, som ville have mere frihed. Han var godt klar over, at bladet ikke kunne eksistere uden partiet og de mange penge, der blev indsamlet til det, men det var ikke alle journalister der forstod det, og heller ikke at bladet ikke var deres men partiets. 

I 1989 blev han afløst af Bernhard Jeune, og fornyelsen endte med, at der i 1990 ansattes en tidligere trotskist som ansvarshavende, hvad der skulle blive et af sømmene til bladets ligkiste.

Frank Aaen hørte til den såkaldte midtergruppe i partikampen, og det kostede ham jobbet som partifunktionær, da Ole Sohn i 1990 fjernede de ansatte, som ikke var enige i hans nye linje. Frank Aaen var fra starten tilhænger af, at partiet skulle indgå i Enhedslisten og var med til at stifte den, men forblev stadig medlem af DKP frem til 2002.   

Det er ikke kun en erindringsbog, men også et oplæg til politisk debat. I afsnittet om økonomisk magt kommer han bl.a. ind på sin indsats i Foreningen af kritiske aktionærer, hvor han begyndte at deltage i flere selskabers generalforsamlinger og rejste kritiske spørgsmål. Et af de selskaber, han tog fat i, var A.P. Møller, hvor han trofast mødte op til generalsamlingerne og tog ordet. Her angreb han bl.a. selskabets CO2-udslip og dets regnskabsføring. 

Men den sag, som skabte mest røre i offentligheden, var da han rejste spørgsmålet om A.P. Møllers sympatier for Tyskland under anden verdenskrig og salg af våben. Det fik utilsigtet den konsekvens, at selskabet solgte sine aktier i Berlingske, fordi bladet bragte afslørende artikler om våbenhandlen. I papirer, som for nyligt kom frem fra Riffelsyndikatets arkiver, viser det sig, at det ikke var tyskerne men danskerne, der tog initiativ til våbensalget. En oplysning som A.P. Møller-Mærsk ikke havde nogen kommentar til.

Aaen kommer også med betragtninger om Kommunisternes Program fra 1976, som bl.a. beskæftiger sig med det antimonopolistiske demokrati. Han tror ikke længere på, at nationaliseringer er vejen frem. I stedet for skal Nationalbanken være en bank for alle borgere, og de private banker skal deles op, så f.eks. forsikring og realkredit skal være selvstændige virksomheder. En holdning man undres over, når han tidligere har nævnt hvilken magt A.P. Møller har i f.eks. Danske Bank. 

Der skal også skabes flere andels- og såkaldte demokratiske virksomheder. Der skal være demokrati på arbejdspladserne og ØD. Han lægger ikke skjul på, at han støtter Pelle Dragsteds tanker om Nordisk socialisme, som på mange måder minder om socialdemokratiets ideer fra begyndelsen af 1900-tallet.  

Om den politiske udvikling i Enhedslisten skriver han, at fornyelsen ikke er en bevægelse imod højre. Partiet er blevet pragmatisk uden at have svækket grundprincipperne.  Det ligner det sprogbrug, man bruger, når man kalder nedskæringer for reformer. 

Selvom han i sine aktive dage i DKP var en meget ivrig modstander af NATO, går han nu ind for alliancen som en midlertidig løsning på Danmarks sikkerhed. Han støtter også oprustning, men det må dog ikke gå ud over velfærd. Det er den samme glidebane, som vi har oplevet med SF, der begyndte med at være modstander af NATO og til valget i 1960 brugte parolen ”Afrust vort land”, men som i dag er NATO-tilhænger og støtter oprustningen. 

Frank Aaen: RØDT VALG – Erindringer og politisk debat. Forlaget Momenta. 237 s. 300 kr.