Fra notesblokken
v. Hardy Bengtsen
[KOMMUNIST 12-2025]
Dårligere år for år
Med over tre millioner i arbejde må danskerne siges at leve op til deres del af den såkaldte “samfundskontrakt”. Men hvordan ligger det egentlig med modydelsen? Altså regeringens løfter om ordentlig og forsvarlig kernevelfærd.
Et eksempel fra den lange liste af brudte løfter viser, at det er blevet sværere at få et bad af hjemmehjælpen. Omkring hver tredje ældre, der modtager hjemmehjælp, oplever nu, at der ikke er mulighed for at komme i bad eller blive vasket, når der er behov for det. I 2021 var tallet hver femte. Samtidig oplever flere ældre, at de heller ikke får gjort rent af hjemmehjælpen, når der er beskidt.
Det dokumenterer en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for Ældresagen, som mener hjemmehjælpen fungerer dårligere år for år.
Ingen forskel
En lytter på Radio 4 bemærkede i en debat, at der er flere ligheder end forskelle mellem de to nyhedsudsendelser på hhv. DR og TV2. Samme historik og nogenlunde samme historier. Har man ikke set nogen af dem, har man anvendt sin tid virkelig fornuftigt.
Liberalt ikon
Den argentinske ultraliberalistiske præsident Javier Milei er blevet et globalt højrefløjsikon. Efter to år ved magten lever 52,9 procent af argentinerne nu under fattigdomsgrænsen. Svarende til 15,7 millioner mennesker.
Trumps USA
Ifølge en amerikansk rapport ejes nu mere end to trediedele af USA’s rigdomme af 0,5 procent af befolkningen.
Gennemkorrupt
“Hele vores system er bygget på korruption. Det er simpelthen rygraden i Ukraines økonomi. Det dræber vores land og sammenhængskraften indefra”.
(Igor Semanenya, fhv. antikorruptionsdetektiv, i Politiken.)
