Genudgivelse af skandaleroman
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 3-26] En nylig kortlægning af antallet af vore statuer i det offentlige rum af historiske personer viser, at af dem er 484 af mænd og 43 af kvinder.
En af de få kvinder, der har fået æren, er forfatteren Karin Michaëlis (1872–1950), hvis buste siden den 8. marts (ikke en tilfældig dato) 2020 har stået på den plads i Randers, hendes fødeby, der bærer hendes navn. Busten kom til på initiativ af bl.a. Karin Michaëlis Selskabet, som i 2022 i anledning af forfatterens 150-års fødselsdag også stod for et stort arrangement i byen. Samme år blev hun på landsplan udnævnt til Årets Klassiker.
Randers’ tilknytning til forfatteren har også givet sig udslag i at Spar Nord fra 2010 til 2022 på Ordets Dag i hendes navn sponserede en pris på 10.000 kroner til en forfatter med tilknytning til byen. Sidst på listen over æresbevisninger skal nævnes, at hun i 2025 er blevet skrevet ind i kanonen for gymnasieskolens pensum.
Det er godt gået af en (kvindelig) forfatter at holde sig i den grad i live så mange år efter sin død. Det kan blandt andet skyldes, at hendes store forfatterskab, der består af romaner for voksne og børn samt et utal af kronikker og artikler, er skrevet i et tidløst, vitalt og fantasifuldt sprog, og at temaerne stadig er aktuelle. Gennemgående er de præget af kampen for fred og mellemfolkelig forståelse og imod uretfærdighed og undertrykkelse af de svage i samfundet. En af hendes børnebøger er ovenikøbet så fremsynet, at den handler om en klimakatastrofe.
I begyndelsen af 1900-tallet var Karin Michaëlis allerede en anerkendt forfatter her og i udlandet, men i 1910 slog hun for alvor igennem med succes- og skandaleromanen Den farlige alder. Succesen kan måles ved, at der inden for de første seks uger blev solgt 500.000 eksemplarer af den i Danmark og Tyskland. Skandalen skyldtes temaet, som var noget, man ikke talte højt om på det tidspunkt.
Romanen består af en blanding af dagbogsnotater og breve skrevet af Elsie Lindtner, der er en smuk og privilegeret kvinde i fyrrerne. Hun er havnet i en slags midtvejskrise, hvor hun må erkende, at hendes liv har bygget på indlært forstillelse, bedrag og selvbedrag. Således også hendes udadtil så harmoniske ægteskab.
Hun tager konsekvensen og forlader sin mand og en noget yngre ven, som hun er forelsket i, for at flytte til en ø og leve i ensomhed. Helt alene bliver hun nu ikke, for en kokkepige og en stuepige kan man jo ikke undvære. Mod alle principper bliver det også nødvendigt med en gartner, der i al sin grovhed kan vække fornemmelser, der ikke burde kunne vækkes hos en fornuftig, midaldrende kvinde.
Men mennesket er jo et socialt dyr, som i længden ikke trives i ensomhed, og det må Elsie Lindtner erkende. Men da er det imidlertid for sent at vende tilbage, og hun må drage ud i verden med stuepigen som selskab.
I forordet til 2. udgaven, der udkom i 1923, skrev forfatteren: ”Mine bøger handler jo næsten udelukkende om kvinder, af den simple og nærliggende grund, at dem forstår jeg mig på”. Og det gjorde hun, men hun forstod sig i det hele taget på meget.
I Danmark blev romanen filmatiseret med Clara Pontoppidan i 1911 og i Tyskland med Asta Nielsen i 1927. Begge film forholder sig meget frit til forlægget og kan ses på www.stumfilm.dk. Kernen i romanen er kvindens rolle i et mandsdomineret samfund, og der stilles spørgsmål om ægteskabets berettigelse og rimeligheden i kravet om monogami inden for dette. Det var uhørt i 1910, men er ikke uaktuelt i dag, hvor Gyldendal har genudgivet bogen med moderne retskrivning og Dorrit Willumsens efterskrift i udgaven fra 1987.
Karin Michaëlis: Den farlige alder. Gyldendal. 160 sider. 200 kroner