H.C. Andersen i klasseperspektiv
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 10-2025] I år er det 150 år siden H.C. Andersen døde, og det mangler ikke på forskning og bøger om hans værker, så kan der overhovedet været noget nyt at trække frem? Ja, det har Claus Elholm Andersen faktisk gjort med bogen ”En dissonans i denne verden”.
Titlen er hentet fra digteren selv, der i et brev kalder sig ”en dissonans i denne verden”. Altså en mislyd. I titlen henfører denne mislyd til hans kritik af og ironi over for tidens borgerskab og de sociale modsætninger, som Elholm henter eksempler på i Andersens første 12 eventyr, der udkom i årene fra 1835 til 1846.
De 12 eventyr blev skrevet i en konfliktfyldt tid, hvor økonomisk krise svækkede godsejerstanden, og den efterfølgende industrielle udvikling gjorde det højere borgerskab, der bestod af embedsmænd og handelsfolk, til den dominerende klasse. Det var også en tid med heftige debatter om f.eks. ytringsfrihed, slaveri og kirkens forkyndelse, og hvor borgerskabets værdier, der gik ud på beskedenhed og mådehold kontra grådighed, var skalkeskjul for udbytning af arbejderne til egen berigelse. Ligesom de højt besungne dyder som monogami og kyskhed stod i kontrast til den meget udbredte prostitution.
I 1837 skærpede den enevældige Frederik VI censuren, og Andersen, der var personligt dybt involveret i og afhængig af det borgerskab, han ironiserede over, måtte for ikke at lægge sig ud med nogen bruge fortælletekniske kneb. Et af dem var det, der kaldes ”dækket indirekte tale”, hvor det er svært at afgøre, hvem der taler, om det er forfatteren eller en af de opdigtede karakterer. Eller eventyret bliver fortalt flerstemmigt, så fortolkningen bliver derefter.
”Lille Claus og Store Claus” handler om, at den fattige bliver udbyttet af den rige, men ved list og snuhed får vendt skuden til egen fordel, men så selv bliver grådig. I ”Tommelise” klarer den lille og svage sig, men kun fordi andre står hende bi, mens det i ”Den lille Havfrue” er kønspolitikken i det patriarkalske, borgerlige samfund, der er på tapetet.
Det mest kendte eventyr med en ofte citeret replik er vist ”Kejserens nye klæder”, der foregår i Kina, hvorfor Andersen roligt kan gøre grin med landet øverste magter. Både kejseren og hoffolkene indser til sidst, at kejseren ikke har noget på, men for ikke at tabe ansigt fortsætter de processionen og lader som ingenting, og skrædderne bliver belønnet med ridderkorset.
”Den lille pige med svovlstikkerne” er en dyster fortælling om industrialiseringens brug af børnearbejdere. I 1840 åbnede den første svolvstikfabrik i København, hvor hovedparten af de ansatte var børn helt ned til 7-års alde-
ren. Arbejdet med de giftige kemikalier betød, at børnene var helt selvlysende, når de forlod fabrikken, og mange fik uhyggelige skader. Den ringe løn supplerede de ved at sælge svovlstikker på gaden, hvad der blev betragter som tiggeri. I 1860 var det netop dette eventyr, Andersen valgte at læse for de mere end 800 fremfødte medlemmer af den nye Arbejderforening.
Claus Elholm Andersen påstår ikke, at Andersen er vores svar på Karl Marx, eller at han var særligt politisk anlagt, men han påviser i gennemgangen af eventyrerne, hvor skarpsynet og samfundskritisk han var. At Elholm Andersen er forsker, og at bogen henvender sig fagfæller, fornægter sig ikke, men den kan sagtens læses af alle, der interesserer sig for vores gamle eventyrdigter. Det kan anbefales samtidig at genlæse de eventyr, der gennemgås for at få det det fulde udbytte af bogen og efterprøve forfatterens vurderinger.
Claus Elholm Andersen: En dissonans i denne verden. Aarhus Universitetsforlag. 288 sider. 250 kr.