Haag får travlt

Tekst og illustration Pia Bovin, filminstruktør og utrættelig Palæstina-aktivist

[KOMMUNIST 8-9 2026]

Der bliver nok at rydde op i ved domstolene i Haag.

Ikke fordi historien gentager sig nøjagtigt. Den er ikke så doven. Den skifter uniform, ordforråd og ministerielle brevhoveder.

I dag siger man ikke, at bestemte børn er mindreværdige.

Man siger, at sagen kræver en sikkerhedsvurdering.

Man siger ikke, at deres liv betyder mindre.

Man sørger blot for, at de ikke får adgang til hospitalet.

Man siger ikke, at de skal dø.

Man afslår bare at redde dem.

Det er her, nutiden begynder at slå knuder med Europas mørkeste fortid.

Fascismen begynder ikke nødvendigvis med støvler i gaderne. Den begynder ofte med kategorier. Med et politisk sprog, hvor mennesker ikke længere optræder som mennesker, men som befolkningsgrupper, risici, byrder og sikkerhedsproblemer.

Nazismen gjorde ikke kun volden mulig gennem had. Den gjorde den administrerbar gennem registre, juridiske særregler, embedsmænd, transportplaner og mennesker, der hver især påstod, at de blot udførte deres begrænsede funktion.

Derfor er enhver sammenligning alvorlig. Og derfor skal den være præcis.

Danmark er ikke Nazityskland. Socialdemokratiet er ikke NSDAP. Men en politik kan godt udvise autoritære og fascistoide tanketræk, uden at samfundet endnu er blevet en fascistisk stat.

Det sker, når menneskeværdet ikke længere er universelt.

Når børn fra Ukraine mødes med beskyttelse, mens palæstinensiske børn mødes med mistanke.

Når et lemlæstet barn fremstilles som en sikkerhedsrisiko, mens våbenkomponenter, militær handel og mægtige virksomheder behandles som praktiske nødvendigheder.

Når staten demonstrerer sin styrke over for mennesker uden magt og sin underdanighed over for dem, der ejer kapital, kontrakter og adgang til ministerkontorerne.

Det er ikke identisk med fascismen.

Men det bevæger sig ad et spor, som Europa burde kende alt for godt.

Et spor, hvor loven ikke længere beskytter mennesket, men beskytter magten mod menneskets krav.

Et spor, hvor embedsmandssproget bedøver samvittigheden.

Et spor, hvor døden bliver et administrativt biprodukt.

Et spor, hvor ansvar opløses mellem ministerier, virksomheder, eksportkontrol, alliancer og procedurer, indtil ingen længere hævder at have truffet beslutningen – selv om barnet stadig er dødt.

I Haag findes der to forskellige domstole, som ofte blandes sammen. Den Internationale Domstol, ICJ, behandler tvister mellem stater og har i Gaza-sagen pålagt foreløbige foranstaltninger efter Folkedrabskonventionen; den har endnu ikke afsagt endelig dom om folkedrab. Den Internationale Straffedomstol, ICC, retsforfølger enkeltpersoner og udstedte i november 2024 arrestordrer mod Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant for påståede krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det er dér, ansvaret til sidst bliver trukket ud af det politiske tågesprog.

Hvem vidste hvad?

Hvem godkendte hvad?

Hvem leverede hvad?

Hvem fortsatte, efter advarslerne var kendte?

Hvem havde mulighed for at forhindre forbrydelser – og valgte bekvemmeligheden?

FN-eksperter har udtrykkeligt advaret stater og virksomheder om, at fortsatte overførsler af våben, dele og komponenter til Israel kan medføre risiko for medvirken til alvorlige folkeretsbrud.

Derfor handler Mærsk, Terma og regeringens beskyttelse af økonomiske og militære interesser ikke om en perifer detalje.

Det handler om den materielle forbindelse mellem danske beslutninger og en krig, som internationale domstole og FN-organer allerede undersøger på det alvorligst tænkelige juridiske niveau.

Og måske vil ingen dansk minister nogensinde stå i en retssal i Haag.

Men juridisk straffrihed er ikke det samme som historisk uskyld.

Historien fører sit eget regnskab.

Den noterer ikke bare, hvem der affyrede våbnene.

Den noterer også, hvem der fremstillede delene, transporterede godset, godkendte eksporten, nægtede patienterne adgang og bagefter forklarede, at reglerne var blevet fulgt.

Snart tre år med lig i Gaza.

Omkring 80 år siden Europa stod i ruiner og lovede, at mennesket aldrig igen skulle reduceres til race, gruppe, problem eller affald.

Og alligevel står vi her.

Med erklæringerne i glas og ramme.

Med konventionerne i reolen.

Med børnene under murbrokkerne.

Det syge er ikke kun brutaliteten.

Det syge er normaliteten omkring den.

Ministerierne, der fungerer.

Virksomhederne, der leverer.

Skibene, der sejler.

Politikerne, der taler.

Og befolkningen, der dag efter dag opdrages til at betragte det ubærlige som endnu en nyhed.

Det er sådan den moralske katastrofe bliver mulig:

Ikke fordi alle bliver monstre.

Men fordi alt for mange bliver funktionærer.

Må hele banden møde konsekvenser – juridiske, politiske og historiske.

Ikke som hævn.

Som ansvar.

For uden ansvar betyder ordene aldrig igen blot:

Aldrig igen mod mennesker, vi regner for vores egne.