Han var ild og varme

Ib Nørlunds tale ved bisættelseshøjtideligheden for Knud Jespersen i Odd-Fellow Palæet den 9. december 1977

[KOMMUNIST 4-2026] Dette er en dag, som jeg aldrig troede at skulle opleve.

Vi, som virkede sammen med Knud, følte ham altid som den yngste, den mest frodige, den med størst livsoverskud, den der måtte overleve alle. Når han nu, på sit livs højde, så brat har forladt os, må tabet derfor føles med yderligere smerte.

I disse dages bitterhed har det været til umådelig opmuntring for alle os, der stod ham nær, at mærke den bølge af sympati, som fra så mange sider er slået op imod ham og hans minde.

Vi takker alle, som er kommet til denne højtidelighed for at ære ham. Han har så sandelig også fortjent det.

Han var arbejderdrengen fra Aalborg. Det forblev han på hele sin bane frem. I alle omskiftelser forblev han tro mod sit udspring, sin klasse. Derfor var han så ægte, så helstøbt. Kampen for klassen var for ham ikke et teoretisk begreb, og slet ikke noget forbudt eller noget upassende. Den var hans levende virksomhed for de undertrykte og forurettede. Sådan virkede han som ung fagforeningsformand – i den daglige hjælp til sine kammerater, i gennemførelsen af de fælles kampe på arbejdspladserne, i udvidelsen af dem til vidtomspændende bevægelser og rejsninger mod samfundets uretfærdigheder.

Det samme bar han over i sin politiske virksomhed – fra hverdagens diskussioner og overbevisningsarbejde til opfyldelsen af de valgte positioners forpligtelser i ungdomsforbund og parti, i byråd og senere i folketing. Ikke mindst udfoldede han den folkelige virksomhed, som må være forbundet med sådanne tillidshverv, i hvert fald når man som han så vejen frem som en grundlæggende, en revolutionær forandring af samfundet i pagt med socialismens, med kommunismens ideer.

Folkets talsmand

Sammenfatningen af alt dette i en evnerig person gjorde ham til en så fremragende arbejderleder, en sand folkets talsmand, den betydeligste politiske begavelse, som dansk arbejderklasse har fostret i vor periode.

Livet formede ham samtidig med et andet udspring: Danmarks frihedskamp. Ikke da flagene vajede og alle var glade, men før, da det kostede noget. Som ganske ung måtte han gennem fangenskab og tortur. Han lærte ondskaben at kende. Han lærte at kæmpe imod den.

Og han forblev hele sit liv den unge frihedskæmper – også stående overfor nye trusler mod nationens selvstændige fremtid. Det var i naturlig fortsættelse heraf, at han fik et nyt gennembrud, da mange nye kredse lærte ham at kende, i folkediskussionen op til afstemningen mod EF.

Han vidste, hvordan arbejderklassens kamp kræver internationalt sammenhold. Og netop dette sammenhold, tværtimod monopolernes fusioner over grænserne, er også betingelsen for at kunne sikre nationernes fremtid, frem for alt mod en ny verdenskrigs usigelige helvede. Det var derfor med selvfølgelig konsekvens, at Knud følte stolthed ved også at tilhøre den internationale arbejderbevægelse.

Internationalisten

Det gav en dimension, som andre må savne. Han tilegnede sig ved selvsyn stort kendskab til og forståelse af det vældige samfundsmæssige fremskridt, som skabtes med socialismens virkeliggørelse, først i Sovjetunionen siden i andre lande.

Det var for ham en stadig inspiration til, at det også skulle lykkes hos os at skabe nye samfundsforhold. Ikke som et plagiat – som venlige sjæle ville skyde ham i skoene – men i virkeliggørelse af socialismens grundlæggende formål ud fra vore betingelser.

Han deltog aktivt i den internationale bevægelses diskussioner og høstede derigennem stor personlig respekt. Vi påskønner højt, at 15 broderpartiers repræsentanter har villet slutte sig til os på denne dag.

Knuds vej var en kampens vej. Han måtte igennem alle de former for nedsættende behandling, som visse finder sømmeligt over for kommunister. Men han gav ikke køb. Med den tålmodighed, som også er en revolutionær egenskab, fortsatte han kampen. Han fandt styrke dertil i en dybt begrundet idemæssig overbevisning. Og han vandt frem, vi vandt frem.

Hans vej var en enhedens vej. For ham var hovedmodstanden altid monopolkapitalens magt, og han blev aldrig træt af at fremhæve, at kun det arbejdende folks enhed kan bryde den. Han forstod, hvordan den enhed må udvikles og tilkæmpes. For at flytte en sten, må den bringes til at rokke først, og i fællesskabet om at rokke den skabes også enheden om at flytte den.

Den politik, han stod for, var at udvikle alle tidens demokratiske kampe til en stadigt mere omfattende kamp for at bringe socialismen til sejr. Den tanke trænger sig med stadigt stigende nødvendighed på under det gamle samfunds krise.

Forpligtelsen

Som redskab for denne bestræbelse gjorde Knud umådelig meget for at bygge vort parti op. Han var ikke alene den medrivende folketaler, som offentligheden bedst kendte. Vi kender ham tillige som den, der bragte en ny stil ind i partiets arbejde.

Et kommunistisk parti er jo ikke den “maskine”, som nogle udefra gør sig forestilling om. Det er en levende ­organisme. I den var han ingen “fører” og ville ikke være det. Hans autoritet var naturligt vokset ud af hans arbejde. Han skabte kollektiver om sig og gjorde sine kammerater gladere i deres arbejde. I hans tid fornyedes og foryngedes partiet i videreførelse af de principper, hvis nødvendighed vi fandt fornyet bekræftelse på gennem vor fælles erfaring.

Vi vil savne Knud forfærdeligt. Men vor sorg er ikke fortvivlelse. Den er forpligtelse til at føre hans sag videre.

Der er naturligvis dem, som gerne vil tro, at vi har lidt et tab, vi ikke vil kunne forvinde. De har aldeles misforstået rækkevidden af Knuds virke, som går langt ud over den tid, som blev ham selv beskåret. Vor længste liv lever vi jo i andres bevidsthed. Han lever fremfor alt videre i tusinder af danske kommunisters bevidsthed.

Knud kendte historien om den gamle mongolerfyrste, der belærte sine efterkommere. Han tog et bundt pile frem, trak den ene ud og knækkede den med sine hænder. Så tog han resten af bundtet i sine hænder og viste, hvordan det ikke lod sig knække.

Den pil, der er bristet for os, var os uendeligt værdifuld. Men bundtet er tilbage.

Tillad mig en personlig bemærkning ved afskeden fra min nærmeste ven. Tak for et samarbejde, som ikke kunne være bedre.

Han var ild og varme.

Den ild vil stadig brænde. Den varme vil stadig lune. Far vel på din lange rejse.

Prolog skrevet af forfatteren Carl Scharnberg

Der blev stille den morgen, da en rystet stemme lød:
Kammerater. Har I hørt det? De siger, Knud er død.

Der blev stille på fabrikker, i skure og i hjem.
Ingen af os forstod det. Så sagde de det samme igen.

Langsomt spredtes en hvisken, nænsom, dirrende, tung:
Knud, er han død? Jamen, venner. Knud var jo så ung.

Død er den aktive unge, der altid fulgte sit valg,
en søn af arbejderklassen, der aldrig var til salg.

Død er den brændende sjæl, der aldrig, aldrig gav op,
selv da de sparked’ og pinte hans unge, smertende krop.

Død er den leder der altid usvigelig sikkert holdt stand,
valgt af arbejderklassen, kommunisternes tillidsmand.

Død er den stemme der styrked’ de tavses, de misbrugtes ord,
han der altid gik forrest og altid satte sig spor.

Han hvis liv var varme, og vidsyn, klarhed og trods,
død er hans krop, men han lever stadig inde i os.

100-års dagen markeres

Søndag den 12. april 2026 ville Knud Jespersen være fyldt 100 år. Det markerer DKP ved gravstedet på Vestre Kirkegård på dagen kl. 12.00. Gravstenen ligger ved ­søen, kaldet “Det røde hav”, ikke langt fra kapellet, hvor der er mulighed for at parkere.

Der vil blive holdt tale af DKP’s formand, Rikke G.F. Carlsson, og lagt blomster.

Alle er velkomne.

Læs også artiklen “100-året for Knud Jespersens fødsel markeres”