Hvad mener amerikanerne om demokratisk socialisme?

I det amerikanske onlinetidsskrift, Jacobin, bragtes en interessant undersøgelse den 22. september.

De fleste kender Bernie Sanders, der erklærede sig som demokratisk socialist i forbindelse med kampen om at blive demokratisk præsidentkandidat i 2016. Siden da er demokratisk socialisme blevet meget mere synlig. På en vis måde er det en gentagelse af historien. Der fandtes op til 1. verdenskrig et stærkt socialistisk parti i USA, som havde mange medlemmer, var valgt til byråd og lokale parlamenter og havde stærk indflydelse i fagbevægelsen.

Nu om dage refereres ikke til tidligere storhed. I stedet prøver socialistiske kandidater at føre vælgernær politik – kamp mod dårlige lønninger, højere huslejer, høje fødevarepriser og generelt bedre sikkerhed og sundhed i hverdagen.

Bred appel

Naturligvis findes der ikke en universalopskrift. Men Sanders, Alexandria Ocasia-Cortez og Zohran Mamdani i New York har lagt deres æg i den kurv, der handler om at forbedre jævne menneskers levevilkår. Det overraskende er, at ikke alene det demokratiske parti og dets vælgerkorps hellere ser demokratiske socialister som kandidater end gennemsnitsdemokrater – i bogstaveligt talt alle vælgergrupper: Latinos, vælgere på landet og mennesker uden høj uddannelse.

I praksis har de en bred appel i det demokratiske vælgerkorps især for deres progressive økonomiske politik. Dette er helt i overensstemmelse med en udbredt forståelse blandt 60% af amerikanerne af, at USAs økonomiske system er tilpasset de store firmaer og de velhavende.

Hvad så med republikanske og uafhængige vælgere? Blandt de uafhængige vil godt og vel 60% støtte dem. Endog blandt republikanere har de en vis støtte: i byerne mere end 50%, på landet 33% og i forstæderne 40%, når valget står mellem kapitalisme og socialisme. Ser vi på erhvervene, har demokratiske socialister medvind: 54% foretrækker socialisme (advokater, akademikere og journalister).

Det er ikke så ringe endda. Men meget afhænger af de temaer, kandidaterne præsenterer sig med. Der er fortsat barrierer, hvis socialister taler om Palæstina, transseksuelles rettigheder med videre.

Omvendt har de stor opbakning til den ­økonomiske politik: bedre lønninger til arbejderne, nedsættelse af priserne på dagligvarer, straffe korruption, beskytte arbejdernes ret til at organisere sig fagligt og gennemføre kollektive forhandlinger, investere i gode jobs og offentlige goder.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Der er solide diskussioner om hvilken strategi, socialisterne skal anlægge. Det afhænger af, om valgkredsen er en republikansk højborg eller ej. Men det almene billede på tværs af etnicitet, klasse og geografi peger dog i retning af, at de store firmaers magt skal begrænses, og at den arbejdende befolknings levevilkår skal forbedres. Økonomi er nu som før afgørende.

NRJ