Skip to content

Hvem bestemmer i dit land?

hvem-bestemmer-i-dit-land[KOMMUNIST 8-9 2025] En helt dugfrisk udgivelse fra Fredsinitiativet lanceredes fredag den 8. august i Demos-butikken på Skt. Hans Torv.

Kort og præcis

Udgivelsen er på 36 sider og består af en håndfuld korte artikler om den såkaldte forsvarsaftale med USA, om oprustning, om militarisering, våbenindustri og hele denne elendigheds klimatiske effekter.

Traditonen med at skrive lange, ofte tunge, informationsmættede artikler følges ikke i denne udgivelse. Tværtimod har tanken netop været at skrive kortere og forventeligt mere forståeligt for en bredere læserskare.

Det fortjener at blive nævnt, at den korte form ikke er det samme som løse påstande uden belæg. Tværtimod er der sikret tilstræk­keligt fast grund under fødderne. Det samme gælder ikke de politikere, der trods alvorlig modstand i befolkningen vedtog at indgå aftalen om USA-baser på dansk jord.

Mummespil?

Ved Folketingets sidstebehandling stemte kun Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre imod – i øvrigt efter et mummespil, hvor flertallet ikke ønskede at svare på de omfattende indvendinger, som både eksperter på forhånd og modstanderne i folketingssalen vedblev med at prøve at få svar på.

Det var med andre ord ikke en af folkestyrets herligste dage. Og dog? Lovjaskeri og sjusk, underdanighed over for taktstokken i Washington, accept af accelererende militarisering, manglende vilje til at tænke i en frigørende sikkerhedspolitik hører med til billedet af, hvordan flertallet i Folketinget anskuer verden, nemlig gårsdagens og ikke morgendagens!

Eksperter havde allerede i juni advaret mod, at aftalen var så løs i fugerne, at dens formuleringer blev solgt som elastik i metermål. Det foruroligede tilsyneladende ikke flertallet.

Brug den, styrk fredskræfterne

Udgivelsen fra Fredsinitiativet falder på den baggrund på et tørt sted. Artiklerne er læseværdige og oplysende og rammer uden tvivl meget af det, almindelige mennesker spekulerer over. Er det rimeligt, at personale på baserne udsendt fra USA kun kan omfattes af amerikansk lovgivning? Hvad er følgerne af det gigantiske våbenkapløb både for velfærd og klima? Hvem gavner det, bortset fra våbenindustrien?

Spørgsmålene er mange, og de besvares ikke af de ansvarlige politikere. Arne Lund talte kort om militariseringen af forskning og etableringen af et Nationalt Forsvarsteknologisk Center. Kamilla Barder Jensen gengav vigtige pointer fra sin artikel om, hvordan mange soldater ikke ønskede at skyde på deres modstander, men også, at militærteknologien skaber større fysisk afstand mellem angriber og offer.

Håbet er fortsat, at mennesker foragter at slå deres medmennesker ihjel. Endelig talte Uffe Kaels Auring om to scenarier i Ukraine-krigen: for det første Ruslands solide overtag i krigen, som ikke kan udlignes ved hjælp af indsatser fra NATO, USA, EU m.v. For det andet at der ikke findes en plan for at tage bestik af Ruslands forventelige sejr. Tilbage står øget miitær støtte til Ukraine, manglende forståelse for og accept af Ruslands legitime sikkerhedskrav. Kort sagt et voldsomt dilemma.

Kun befolkningen kan ændre på det ved at engagere sig stærkt i kampen for en afslutning på krigen og diplomatiske løsninger.

Udgivelsen er redigeret af Tove Jensen og Rosa Jørgensen og kan bestilles hos Demos for 70 kr. ISBN 87-7555-006-7

NRJ

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk