Skip to content

Hvor ender pengene henne?

[KOMMUNIST 10-2026] Danmark har indtil videre hældt 85 mia. kr. i den ukrainske regering. Det svarer til ca. 20% af samtlige danske kommuners nettodriftsbudget for et helt år – og uden at medregne det danske bidrag til EU’s fælles støtte til Ukraine. Hertil skal lægges de gigantiske lån, EU har ydet Ukraine på 6.000 mia. kr. i den seneste omgang. Mon de betales tilbage?

Lad os sætte disse beløb i relief af virkeligheden i vores såkaldte velfærdssamfund. Folkeskolen lider under underfinansiering år ud og år ind. P.t. budgetterer kommunerne med i alt 69 mia. kr. til folkeskolen. Forskellen mellem de 69 og de 85 mia. er ikke ligegyldig. Elever og lærere kunne gøre undervisningen bedre og mere inkluderende for de 16 mia. kr. Regeringen har lovet af investere 5 mia. kr. mere årligt på folkeskolen. Det viser, at bomber og krigsformål er vigtigere end det, der ellers altid kaldes ”Danmarks råstof”, nemlig de børn og unge, der skal føre samfundet videre.

De offentlige institutioner lider

Folkeskolen er dog ingen undtagelse. Ældrepleje, daginstitutioner, psykiatri, børn og unge med særlige behov, udviklingshæmmede og flere af de såkaldt bløde områder har måttet bøje sig for nedskæringer, rationaliseringer og andet godt fra den førte økonomiske politik.

Alle og enhver kan få øje på nedslidte skoler, daginstitutioner, plejehjem, offentlige veje og offentlig transport. Kort sagt: højstatusfamilier får det, som de vil. Fanden tager resten.

Krigen redder ingen

I sin begejstring over, hvor fantastisk Ukraine klarer sig på slagmarken, har regeringen foreslået at ændre den særlov, der gav mulighed for at modtage ca. 70.000 ukrainere som er på flugt fra krigen. Ganske vist påstås det, at Rusland er den store trussel, der lige om lidt indleder angreb på Europa, mens vi samtidig får at vide, at Ukraine vinder krigen?

Uanset hvad, så mangler den ukrainske hær mandskab. Dødstabene er store. Mange deserterer, atter andre går under jorden for at undgå fronten. Danmark kommer helt sikkert til at tilslutte sig den tvangsmobilisering, der er i gang i Ukraine, kanonføden skal skaffes.

I Folketinget stemte Enhedslisten og Alternativet imod forslaget, mens 98 stemte for.

Selvom forslaget stemmes igennem, er der vanen tro langt mellem ønsker og virkelighed. Det er ikke så nemt som politikerne troede. Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov måtte krybe til korset og erkende noget ganske elementært: ”Hjemrejsestyrelsen har endnu ikke erfaringer med samarbejde med ukrainske myndigheder om tvangsmæssige udsendelser til Ukraine.

Det skyldes, at styrelsen i den aktuelle sikkerhedsmæssige situation, hvor der bl.a. ikke er almindelig civil luftfart til Ukraine, ”ikke har mulighed for at gennemføre tvangsmæssige udsendelser”.

I mellemtiden må vi håbe, at de ukrainske flygtninge, nu militærpligtige mænd mellem 23 og 60 år bevarer livet og ”kun” skal overleve den hetz, som den krigsgale danske ­højrefløj i udsætter dem for. Krigen rammer arbejderklassen på alle involverede områder.

Opslag fra Konservativ Ungdoms Facebook-side.

Mange af de mænd, der sendes til fronten, kommer fra den ukrainske arbejderklasse. Det skriver postdoc Sofie Rose fra Syddansk Universitet den 12. april 2026 i Altinget. Hun beskriver, hvordan mænd med større økonomisk, social eller kulturel kapital i højere grad har mulighed for at undgå mobilisering pga deres netværk, bestikkelse eller mere privilegerede stillinger, mens mænd fra arbejderklassen hverken har ressourcerne eller netværket til at sikre sig den bilyi kvitok (“hvide billet”), som fritager dem fra tjeneste.

Oplevelser af arbitrær gademobilisering – det, som ukrainerne kalder for “busificering” – har skabt en følelse af uretfærdighed og modstand, særligt i arbejderklassen. Men det ignorerer de danske politikere.

/NRJ 

 

Back To Top